Maries briller er den blog, hvor du kan følge mine oplevelser, nogle af de tanker jeg går rundt og gør mig, nogle typer mennesker jeg møder på min vej, og generelt bare se verden gennem mine briller.
Sæt dig nu og skriv,
se det store perspektiv du ku jo rører folk og ændre verden. - Til dig , Rasmus Seebach.
Jeg er (næsten) lige kommet ind ad døren til mit værelse J11 efter graduation party eller på dansk diminsionsfest.
Egentlig gad jeg ikke rigtig, men aftenen endte alligevel med at blive rigtig god.
Po Ti, Isabella; Andrea og jeg skulle mødes INDE I McD. for UDENFOR ville det jo være koldt, som Po Yi udtrykte det. (Okay intern humor) Men inden jeg nåede så langt, skulle jeg lige med bus først. Og der ødelagde jeg mine nylon (eller jeg tror nok det på dansk hedder netstrømper) Whatever. Ødelagt var de, og da jeg kom indtil centrum havde jeg 10 min til at købe nogle nye, skifte og derefter mødes med de andre kl. 9 sharp!
Jeg løb in i Mark and Spencer købte nogle nye, strød ud på kundetoilettet, hvor lyset gik 2 min senere, fordi de var igang med at lukke ned. Pis! Men på merkværdig vis fik jeg da skiftet, strøg ned ad trappen og ud ad butikken og var kun 2 min forsinket.
Det var ikke meningen at vi skulle have vores diplomer/bevis m.m nu, det skal vi først i morgen eller rettere sagt i dag, når vi har fået sovet... haha
Som sagt var det smadder hyggeligt i aften! Vi fik danset, grinet og ja.. lige nu vil jeg IKKE tilbage til DK, men tja that's life, og måske skal man også stoppe mens legen er god.
Forresten så blev jeg nomineret til en pris called "Contribution prize" på dansk "bidrags pris" som simpelthen gik til en, som har været åben, snakket med alle mere eller mindre og ja, bare været imødekommende. Jeg vandt desværre ikke, men hallo nomination er der lige så godt (næsten).
Giulia og jeg fandt ud af, at vi havde købt sko magen til hinanden i Primark, og det grinede vi meget af. Guilia, som både er min klassekammerat og bor på samme gang som jeg, faktisk lige overfor mig gik mere eller mindre amok på dansegulvet. Det var så sjovt.
Da vi kom hjem jokkede vi lidt med det over facebook, og så var det at vi kom i tanke om, at vi boede jo lige overfor hinanden (vi havde ikke taget samme taxi hjem), så jeg løb ud af mit værelse, crossed gangen, bankede på hendes dør, hun åbnede og jeg skreg "PRIMARK", og vækkede dermed næsten hendes roommate . Det er livet, når det er bedst!
Hvis i ikke har fattet en skid af det sjove overstående, så skal i ikke begynde at græde. Nej det er bare mit liv herovre lidt endnu - og det er skønt.
......
I morgen or faktisk i dag onsdag har jeg en test for at se om jeg kunne fortsætte i CAE forberedelsesklassen, altså hvis jeg havde forlænget mit kursus, men det er nu meget godt med den test, for så kan jeg se hvor gode mine muligheder er, for evt. at tage den eksamen herhjemme. Det kan man nemlig godt i KBH.
Eller er 8. marts jo KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG, 8. marts 2011 var også dagen hvor Birthe Rønn Hornbech og Tina Nedergaard sagde farvel og tak til deres ministerposter samt bilen.
Og jo solen skiinede i dag - igen i dag. Tak til alle der havde fødselsdag i dag (tak for solskin)
Den 14. marts træder jeg ud af min kære Oxford boble og det er og bliver mærkeligt.
Som I jo allerede ved, så har jeg gået på denne internationale sprogskole, hvilket betyder at jeg har gået på skole sammen med minimum 35 andre nationaliteter fra hele verdenen! Jeg går sammen med mennesker, der kommer fra lande, hvor der ikke er noget der hedder demokrati, sygesikringsbevis eller frit uddannelsesvalg, men hvor hverdagskosten er korruption, demonstrationer og større uligheder mellem rige og fattige. At komme hjem til det til tider så matadoriske Danmark bliver derfor en forskel af de større. En af mine venner var for nogle år siden i Asien for at studere og han fortalte mig, at det var så mærkeligt at komme tilbage til vores by Ringsted, hvor tiden nærmest havde stået stille. Jeg er lidt spændt på det også, men jeg tror nu ikke, at omvæltningen bliver så stor igen.
Nu skal det ikke lyde som om, at vi studerende ikke har benene på jorden og kun flyver med næsen i sky. Vi er lige så normale, skøre og fantasifulde som alle andre mennesker. Snakken rundt på skolen handler, ligesom på mange andre skoler, om lækre fyre og hotte chicks, eksamener, hvilke(n) nationalitet(er) man har kysset, problemer vedr. skolen, hvad der skal ske efter EF, ”tager i på Bridge i aften?”, kulturforskelle osv osv osv.
Hvad vil jeg så savne ved tiden herovre i Oxford?
Jeg vil savne mine venner! Da jeg lige var kommet herover, skrev jeg hjem til en veninde, at mine venner herovre i Oxford ville aldrig blive lige så gode venner, som dem derhjemme. Men jeg tog fejl. Mine venner herovre er lige så gode venner – men på en anden måde. I skrivende stund kan jeg ikke forklare hvordan anderledes, men bare anderledes.
Måske fordi de er så meget ældre end mig. De fleste er 20+ (nok nærmere 23-25), men alligevel havde/har vi det mega sjovt! Som fx den anden dag, da vi var i Stratford-upon-Avon (William Shakespeares fødeby)
Først række nedefra: Elisabeth and Isabella
Ovenover: Andrea and I
Efter vi havde set forfatteren af ”Hamlet” , ”Macbeth” og ikke mindst ”Romeo og Julie”’s fødested spiste vi frokost på McDonald. Isabella, Elisabeth og Louise havde været så kloge at tage mad med hjemmefra. Andrea og jeg var knap så kloge, så vi købte noget mad bl.a. pomfritter. Jeg havde fået et hav af små pakker med ketchup og skulle kun bruge en selv. Andrea og Elisabeth snakkede sammen, hvilket jeg ikke hører, da jeg afbryder dem, og spørger Andrea, om hun ikke vil have noget af mit ketchup, fordi jeg havde fået så meget. I Andreas ører lyder 10 sekunders snak ved bordet således: (Andrea til Elisabeth): ”Din banan lugter.” (Mig til Andrea): ”Vil du ikke have noget ketchup?” Andrea kunne jo selvfølgelig ikke læse mine tanker, og alle begyndte at grine over disse to sætninger. Det næste der sker i min tankegang, var at ketchup og banan blev blandet sammen. De tanker blev delt med de andre, og vi grinte endnu mere. Det hele ender så med (skør som jeg er), at jeg får Elisabeth’s banan, og så skal jeg ellers dyppe den i ketchup og spise den. Lækkert ikke?
Det blev der heldigvis en lille billedeserie ud af, også kaldet "Den mærkeligste frokost - ever":
Man tager en banan og lidt ketchup
Så skræller man bananen og dypper den i ketchup
Kunne ikke lige tage mig sammen til at smage den første bid og endte i grin i stedet
Og så tager jeg endelig den første bid.
Resultatet af en overmoden banan bl.a. med Heinz ketchup: NOT!
Lidt mere grin
Den skal jo færdiggøres!
Eller somi fredags da Elisabeth og jeg sad sammen med halvdelen af CAE klassen (IKKE min klasse) ude i solen og bare nød det tidlige forår. Samme dag endte med at Tomoko (min japanske værelseskammerat) og jeg stod og græd i hinandens arme, fordi vi ikke ville væk.
Det kunne også bare være som i går, da jeg var på bar sammen med Louise. Louise er en smadder sød pige, og vi har samme holdninger omkring mange ting og har samme interesser.
Jeg vil savne den fantastiske intelligente samtale Antonella og jeg havde i torsdag. Den handlede om at kunne tilpasse sig sit hjem igen, om taknemmeligheden for denne mulighed, vi begge havde fået og om det ikke at savne sine venner derhjemme, men hvilket heller ikke betyder, at man ikke tænker på dem og ikke har glemt dem.
Jeg vil savne disse små øjeblikke, som ingen af jer kære læsere vil kunne forstå til fulde, når jeg kommer hjem og fortæller jer om dem, simpelthen fordi disse små øjeblikke var helt specielle, og man skulle ha oplevet dem for at forstå lykken og det sjove ved dem.
Jeg vil savne de ting, jeg gjorde og som var grænseoverskridende, men som jeg kun havde mulighed for at gøre her.
Jeg vil savne mine lærere især to, nemlig Anna og Dave. De er begge inspirerende. Anna fordi hun har en selvdisciplin og en bundgrænse der siger spar to. Dave fordi han har været og/eller rejst og/eller arbejdet i 58 forskellige lande, er så lige så klog som et ældre menneske, har en søn på knap 3 år – og er kun lige fyldt 30!
Men dog tror jeg, at det først helt vil gå helt op for mig, hvad det er jeg egentlig savner, når jeg sidder på vej tilbage i flyet og læser alle de søde hilsner i min lille bog, som mine venner har skrevet.
Kære lille rejseboble - du som lever i Oxford. Jeg ville ønske vores rejse ikke stoppede her. Men det gør den. Farvel - og tak!
En sætning jeg nu høre hver dag er: "Glæder du dig til at komme hjem?" og svaret til dette spørgsmål er "Både og."
Det er som om min krop, sind og sjæl allerede er begyndt at tælle ned og glæder sig til at komme hjem. Men de har nu også kendt ankomstmåneden i omkring 10 måneder, spørgsmålet er om min hjerne helt vil erkende det.
Nu skal det ikke lyde som om, at jeg har tænkt mig at bosætte mig her i England for evigt. Jeg har (desværre) ikke fundet *host*the only one*host*, som nogle ellers forudså eller snarere troede, at jeg ville gøre, "for det gjorde de fleste jo, når de rejste udenlands." (Tro om igen!) Men nu er jeg jo også så ung så ung. Haha. For mig lige til at tænke på verselinjerne: "De skønne ungdomsdaw, å ja, de daw så svær å find!"
Whatever, jeg på den ene side glæder jeg mig til at komme hjem. Hjem til familie og venner i Danmark. Hjem til HJEM og følelsen af hjem. Hjem til ens EGET værelse, hjem til ens EGET SENG og hjem til den skønherlige nature, ikke kun parker, som er gevaldigt populærer herovre. Og ikke mindst hjem til SOLSKIN!!! :D
Dog bliver det alligevel mærkeligt. At gå fra omkring 850 personer til 3 + to på deltid. Den stilhed der vil blive - uhadada. En anden ting der også bliver mærkeligt, er at skulle "parerer ordre" igen. Jeg har siden september bestemt lige akkurat hvad jeg ville gøre hvornår. Inden jeg tog afsted, fik jeg en studenterhåndbog, hvori der bl.a. stod, at man både som forældre og barn nok lige skulle vænne sig til, at barnet blev mere selvstændigt efter endt ophold. Det var ikke noget jeg tog særlig notits af, nok fordi jeg følte mig meget selvstændig i forvejen, men hold da fast, jeg skal da lige love for, at det er et afsnit i håndbogen, der skal læses igennem igen.
Når jeg kommer hjem venter der også et andet slags ansvar, der venter lige om hjørnet. Når jeg kommer hjem er der 3 måneder og 12 dage til jeg kan kalde mig myndig. Det betyder, at jeg kan begynde at læse til kørekort (eller hedder det tage kørekort?). Whatever! Efter min mening er det nu ikke den mest vigtigste myndighed, jeg får. Når jeg bliver 18 år vil der med posten komme en folder som handler om rettigheden for at kunne stemme og alt andet om det danske demokrati. Jeg vil nok ikke blive så meget klogere, men jeg må allerede erkende, at jeg glæder mig lidt til at åbne det brev. Derfor glæder det mig også ekstremt meget, at det går så dårligt for regeringen med diverse personsager. (I øjeblikket er det jo den kære Birthe Rønn Hornbech der står for tur). Det har konsekvenser for meningsmålingerne, som giver flertal til rød blok. Kan Lars Løkke lide det? Nej det kan han ikke. Derfor venter han med valget, og halløjsa! Så er chancen for at jeg kan nå at stemme endnu større! ”Ja tak” siger jeg, når jeg skal se lidt egoistisk på det! ;)
Når vi nu snakker om politik, så er det jo på den anden et større ansvar jeg får. Det kryds jeg forhåbentlig kommer til at sætte mellem den 26. juni og den 13. november 2011 er ikke bare et kryds. Det er i bund og grund også en erklæring til et parti eller til en person fra et hvis parti, som har en vis ideologi bag sig, og dermed også nogle værdier. Nogle rigtig tunge mursten, som til alle tider, bevidst eller ubevidst, har meget stor indflydelse på de valg vi træffer i vores liv. Derfor er det ikke bare et kryds, men også nogle holdninger og nogle ville måske endda sige livsstil vi siger ”Ja tak” til, når vi nu engang tager blyanten og giver vores ”Ja”.
Jeg tænker på dette fordi, jeg nogle gange spørger mig selv: ”Er jeg klar til at tage nogle værdier til mig? ” Nogle vil måske grine lidt af dette og sige, ”at det bliver man aldrig klar til”, og ”de værdier skifter mange gange.” Eller gør de?
He's choking how, everybody's joking now
The clock's run out, time's up over, bloah! Snap back to reality, oh there goes gravity
“Lose Yourself” – Eminem
"Tilbage til virkeligheden, åh der går alvoren" som Eminem rapper foroven, er hvad jeg skal tilbage til.
I went okay. The most surprising thing was, that I wasn’t that nervous before the exam. And I could eat my breakfast. I was a bit worry, because usually when have exams, I’m really really nervous! Today I wasn’t!
However, the nervousness started inside at the exam. My hands started shaking and I couldn’t answer the questions in a proper way. My grammar was wrong most of the time, however the vocabulary was okay. On one hand I mainly used basic English but on the other hand I express myself with words, which suddenly came into my mind.
Don’t have some kind of a ritual the days before an exam, however one thing is sure: I have to be nervous – very nervous and prepared very good! Otherwise it won’t work for me!
Naomi was quite good in my opinion. She seemed relaxed and answered the questions really good and always with a smile on her face.
We were the first couple, and I don’t like to be the first. Naomi thought it was a benefit.
Are I’m disappointed? To be perfectly honest, I don’t know. I’m still in my anxious bubble. Maybe I will be it later.
However, I have tried it now, and I just have to do my best in the rest of the exam.
First of all I will apologise for the post is going to be in English, and I will explain you why – also in English.
Tomorrow at 10 am (English time) I have the speaking part of my exam. I will last for 16 minutes and me and my partner are going to go through 4 small parts. I will explain them later.
Maybe you are confused now, and think: “Wasn’t her exam of the 12th of March?” Oh yes, you’re right. The last parts of my exam, which is as following: Reading, Writing, Use of English (Vocabulary and grammar) and Listening are all placed at the 12 of March, but my speaking part take place tomorrow.
I can already tell you, that I’m not going to get result of my speaking part tomorrow. The result will be ready Wednesday the 20th of April as a total score of all five parts.
In the post called “A sejr,” I explained about how the choose two favourites, and one of them were going to be our partners. My partner is Naomi from France and she is a really wonderful girl! We are a good team and our English are on the same level and we cooperate really good! Now I’m just really EXCITED about tomorrow.
Well, as I mentioned before the speaking exam consist of four small parts. The first part is introduction. You have to telllittle about yourself like “Where do you come from”, “Describe the area you live in” or “Describe your family”. It is good and makes me calm down before the most important parts of the exam.
In part two of the speaking exam you get a set of pictures, which has something is common. You have to describe the pictures and find the differences and the similarities. You also have to answer a question. This part take one min, which it’s long time when you first get started! Then your partner will answer another question related to your pictures and then it’s your partner’s turn to do the exactly same thing.
Part 3 consist of five to seven pictures and you and your partner have to discuss these pictures and then answer two questions again. An example can be that you’ve got 7 different photographs in front of you, and these shows some special occasions like your child’s relay, some young people at the graduation from university, a picture from a holiday, two girls with their flutes and two medals each, a birthday party, a little child, who is just born, a marriage and five men on the South or North Pole. The first question could be “Why would people keep these photographs?” You go through almost each photograph and answer this questions. The second question could be: “Which photo is the most special?” And then you use some time to discuss that. You only got 3 min! You might find this quite easy, but 3 minutes is NOT long time and Naomi and I are quite good at using too much time on this part. This is our challenge tomorrow.
The fourth and the last part can be challenge. It is a bit individual what is going to happen. Maybe you and your partner get 2 or 3 questions, which could be about anything. Or the censor could give you one statement and then you have to discuss that with your partner. However, this or these questions are quite related to part 3 and it will take 4 minutes.
During this writing my hands started to shake a little bit, and my mind is quite anxious now!
Today we had an mock exam. And I think it went quite well. You could get from 1-5 points and I got 4.5 and Naomi got 4, so we’re gonna pass pass pass pass pass this exam!
Det er med tårer, at dette indlæg bliver skrevet. Kl. er lige nu 01:27 og i de sidste 36 timer har jeg igen oplevet en af de større oplevelser her i livet, som var ”lige ved og næsten”.
I går fredags havde jeg tog test i klassen. Den ene gik overraskede godt, hvilket betyder at tre dele ud af fem dele er jeg sikker på, at jeg gennemfører. Da jeg havde fået fri, gik jeg ind og tjekkede nyhederne og læste mig frem til, at nogle efterskoleelever og lærere var kæntret nær Præstø. Der stod ikke hvilken efterskole det drejede sig om. Jeg tænkte straks på min barndomsveninde, som går på efterskole nær Præstø, alligevel tænke jeg ikke mere over det, og satte mit indre kompas til Oxfam, hvor jeg havde skrevet mig op til, at skulle arbejde frivilligt.
Jeg passede kasseapparatet i kælderen af Oxfam, og omkring kl. 17 ringer min mor til mig, og spørger hvilken efterskole det er, min barndomsveninde går på. Svaret var Lundby efterskole. Efterskolen som alle snakker om. Efterskolen hvor 13 elever og to lærer kæntrede. Efterskolen, som har nuværende elever, der ligger i koma, og efterskolen som nu mangler en lærer. Samtidig med det, så vidste jeg, at min veninde går på adventurelinjen – altså LINJEN hvor man kommer ud og sejle med dragebåd, sove i træer og bare opleve naturen på en anderledes måde. Efter min opkaldet med min mor, tastede jeg min barndomsvenindes mobilnummer.
Jeg farer frem og tilbage hen over gulvet, men jeg hører ventetonen i telefonen. Nogen tager den, men der går lang tid, før der kommer et svar. Endelig hører jeg min barndomsvenindes stemme, og et lettelsens suk går gennem krop og sind. Hun var heldigvis ikke med på det hold, som sejlede ud. Men det var hendes venner og det var to af hendes lærere.
I aften skriver en af mine efterskoleveninder så til mig, og siger: ”Tænk hvis det havde været en af vores lærere. Det kunne jo godt ha’ sket.” Hun gav mig kuldegysninger, og jeg begyndte at fryse. Fra da af forstod jeg, hvordan eleverne på Lundby Efterskole må have det lige nu. Det er ikke bare en lærer man mister. Mange lærere (bevidst eller ubevidst) er forbilleder for mange elever. Specielt efterskolelærere fordi man er knyttet sammen på en anderledes måde. Hvis jeg tænker på de af mine efterskolelærer, som i dag er et forbilleder for mig, så tør jeg ikke tænke tanken, hvis jeg havde mistet en af dem. En af dem fik mig til at erkende min egoisme uden at sige et ord til mig. En anden fik mig til at elske min fjollede side af mig selv – og ikke mindst være stolt af den. En tredje var som en ekstra far for mig. En fjerde vidste mig sider af den danske litteratur, som jeg aldrig havde kendt, men denne hidtil ukendte genre var mig dog alligevel ufattelig familiær. En femte gav nogle af de største mentale lussinger, jeg har fået - men jeg trængte til dem. Derfor kender jeg følelsen af taknemmelighed, som citatet neden under udtrykker, men som personen det er henrettet imod ikke kender til (endnu):
Jeg har virkelig brug for at han kommer tilbage så jeg kan sige tak for alle de gange han har fået mig til at gi det jeg ikke troede jeg havde! ♥ Som da vi skulle sove i træer, isbade og over åer på alle mulige syge måder! Jeg bliver nødt til at sige tak til ham for det!!! Og det tror jeg stadig på, jeg får muligheden for ♥
Samtidig er der en anden ting, der nager mig. Det er nyhederne og den måde vi læsere, lyttere og seere tolker det, vi nu en gang ser eller hører til en historie, men vi ved ikke, om den er sand. For vi var der ikke! Vi var IKKE med i båden. Kender derfor hverken baggrunden for at tage ud, hvad eleverne tænkte og hvad der rent faktisk SKETE. Jeg har læst nogle kommentarer fra et menneske, som fortolker den kedelige situationen til, at eleverne i båden har haft 10 års gamle redningsveste på, som ikke passede til deres vægt. Hvad ved han om det? Var han der og arrangerede turen? Gav han eleverne 10 år gamle redningsveste? Nej, det gjorde han vist ikke. Hvordan kan han så vide, hvor gamle de redningsveste var?
Jeg var der heller ikke selv. Jeg ved ikke om der blev brugt 10 år gamle redningsveste eller ej. Men en ting ved jeg, og det er, at vi skal passe på ikke at overtolke nyhedshistorien. Vi var der jo ikke, og så det dermed ikke med vores egne øjne, og derfor kan vi ikke sige, hvad der skete i virkeligheden .
Et glædelsens suk, en tåre og et smil er hvad du ville se, hvis du så mig lige nu sidde foran min computer og skrive til dig. Jeg er SUPER glad! Virkelig! Men det vender jeg tilbage til.
For at snakke om noget så kedeligt som min eksamen, så kan jeg sigeat den er delt op i fem dele: Lytte, Tale, Skrive, Læse og Brug af English (ordforråd og grammatik). Tale-delen vil foregå to uger før de andre dele af eksamen og det betyder at tale-delen vil blive afholdt den 26. Februar. Det er om ca. 2½ uge, hvilket betyder, at vi i dag, for alvor er begyndt at gå i detaljer omkring den del.
Tale-delen varer 14 min. Du er inde i sammen med en partner og den er igen opdelt i 4 forskellige dele, du skal igennem. Den første er introduktion af dig selv. Først er det dig, og så bagefter skal din partner introducere dig selv. Den anden får du vist 2 billeder. Du skal beskrive dem og sammenligne disse to billeder, og bagefter får din partner to andre 2 billeder, og så skal gøre det samme. Så får du et spørgsmål om din partners billeder og omvendt. Den tredje del går ud på, at dig og din partner skal diskutere nogle helt andre billede og din sidste del stiller eksaminatoren nogle mere eller mindre tilfældige spørgsmål.
Var det forvirrende? Hvis ja, så beklager jeg meget, det er bare fordi jeg er lidt oppe at kørende og kan ikke lige slappe af. Og grunden til det er:
I dag siger vores lærer så, at vi har to minutter til at vælge 2 personer fra klassen, som vi evt. godt kunne tænke os, at være partnere med til den rigtige eksamen. Der var nogle krav. Bl.a. måtte man ikke have samme nationalitet eller tale samme sprog, to dominerende eller to mindre dominerende elever må heller være sammen. Man skal klinge godt sammen og i den dur. Jeg brød mig ærlig talt ikke om det. Det at skulle vælge to personer, og dermed indirekte kassere nogle frem for andre. Også selvom det var gjort klart, man ikke skulle føle sig skyldig. Det var ligesom at vælge hvem, man ville være på hold med i rundbold, disciplinen hed bare ’tale engelsk’ i stedet, men stadigvæk samme følelse af hvem vil jeg være sammen med, og især hvem vil jeg ikke være sammen med.
Vi sad alle sammen og kiggede rundt på hinanden. Selvom vi ellers skulle snakke med de personer vi havde i tankerne, så sagde de færreste noget som helst. Nå beslutningen skulle jo tages, og min lærer havde skrevet vores navne op, og så skulle vi ellers bare sige, hvem vi gerne ville være sammen med.
For første gang oplevede jeg det man kalder at være populær. Jeg tror, der var hele fire forskellige personer, der ville være sammen med mig. Så kan man tænke, er det noget specielt ud af en klasse på 17 elever? Ja det er det. Især når de fire personer egentlig ikke snakker så meget med hinanden igen. Desuden var det blevet mere kostume, at den/de person(er) man havde lavet øjenkontakt med eller der lige sad omkring en, var også den eller de man valgte. Disse fire personer sad hvert for sig. Det kan være svært at forklare, og måske skulle i også havde været en flue på væggen i klasselokale 104, men jeg tror ser alle kender til det at være inden- eller udenfor inderkredsen, for det nogle kalder ”De Populæres cirkel”. Derfor sidder jeg også og smiler lidt ved tanken, om alt det der er sket her i Oxford. Alt det der er anderledes her, og (måske) aldrig ville foregå hjemme i Danmark, fordi vores indtryk af hinanden er slået fast en gang for alle.
For nogle uger siden er jeg på vej fra en International Affairs og til cafeteriet, hvor jeg skulle spise frokost med Isabella, Elisabeth og Louise. De two første er begge fra Italien, mens Louise er fra det mærke Jylland. På vejen til cafeteriet sidder jeg hej til en masse mennesker. Hvad jeg ikke opdager er, at Louise har gået næsten hele vejen bag mig, og smågrinet over, hvor mange mennesker, jeg siger hej til. I cafeteriet siger hun så til mig: ”Hvor kender du mange mennesker”. ”Jeg kender ikke mange, det er dem der kender mig” svarer jeg, for så derefter at sige hej til en anden bekendt.
Jeg ved virkelig ikke hvad der sker herovre, men der er virkelig mange, som kender mig eller rettere sagt, ved hvem jeg er. Og jeg ved ikke hvem de er. Måske er det fordi jeg er den eneste total korthåret pige på skolen. Det kan også være fordi, at jeg altid kommer til at sige hej til mennesker, der smiler til mig, og så kan jeg bare ikke stoppe munden fra at sige hej. Louise har ret. Jeg kender mange. Eller jeg ved i hvert fald nogenlunde, hvem de er. Men hvis du spørger mig om navnene på dem, så kender jeg dem ikke. Men jeg kan genkende deres ansigter.
Når jeg fortæller jer dette ,er det fordi den form for popularitet jeg fik tidligere i dag, samt alle de mennesker, jeg nu mere eller mindre kender, er en sejr for mig. Jeg husker tydeligt en genert, lyshåret, lille pige, der drømte om flere venner og bekendte. Der drømte om en anden form for anerkendelse end den hun fik. Og ikke mindst drømmen om at være sig selv. Turde vise den hun virkelig var!
Drømmen er ikke længere end drøm. Den er virkelighed.
I dag er der nye håb og drømme i den nu unge piges tankespind.
Jeg ved ikke om ,jeg har fortalt jer, at min argentinske roomie flyttede til EF i London, fordi der ikke ville være plads til hende her i Oxford mere. Det var jeg meget ked af, fordi hun var fantastisk! Hun flyttede sidste lørdag (30. januar) og sent dagen efter fik jeg to nye værelseskammerater. Bedste veninder og begge fra Tyrkiet. Søde og sjove piger var de, men de talte ikke så godt engelsk og nu var vi lige pludselig tre personer i det lille værelse R1 igen.
Det var simpelthen for meget, fordi der var kun et bord og absolut ingen plads til at hverken studere eller trække vejret i, og da slet ikke, når man var tre mennesker derinde. Desuden læser jeg jo til eksamen ogjeg kunne mærke, at jeg blev lidt irriteret på mine nye værelseskammerater, og det ville uudholdeligt i længden. Så jeg gik til Ash, ham der står for organiseringen af kollegiet.
Jeg kampklædt med de bedste argumenter for, taget den bestemte maske på og tonelejet var placeret samme sted, og så trampede jeg ellers ind på Ash’s kontor. Til min store overraskelske, og før jeg overhovedet taget fik brugt nogle af mine velargumenterede argumenter sagde han: ”Kom igen på mandag (Det skal lige siges det var torsdag i sidste uge) så kender jeg detaljerne for, hvilke værelser der er ledige, og så skal vi nok finde et GODT værelse til dig.” Jeg kunne ikke sige andet end tak, så det gjorde jeg, og ventede spændt til i dag kl. 13.15, hvor frokostpausen startede og jeg gik ind på Ash’s kontor igen.
Han kiggede på sin computer, tog sin telefon og spurgte om der var en, der kunne tjekke at alt var som det skulle være på værelse J11. Så kl. lidt over fem mandag eftermiddag fik jeg nøglen til mit nye værelse. Så nu sidder jeg her på mit nye, store, rummelige, lyse værelse, hvor jeg har min eget bord med egen lampe og bare plads til et privatliv. Jeg spiser en banan og drikker en gang noget jeg ikke kan huske, men hvis Mette Aunsø læser dette, så kan jeg fortælle at det er magen til det der vi drak på MG i de blå flasker. Okay jeg ved ikke lige hvorfor i skulle have den detaljer med, men tja nu fik i den.
Desuden har jeg to værelseskammerater. Den ene er Marijke fra Holland, som jeg har gået i klasse med (næsten uafbrudt) siden September. Vi kommer godt ud af det med hinanden og det er jo fedt. Den anden er en pige fra Japan. Hun kom hertil i går. Hun virker meget sød og open, og det er jo fantastisk! (Og nej, spørg ikke om navnet. Det var helt bestemt noget asiatisk, som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan udtale)
Hvad ellers er der sket? Ikke så meget. Jeg er ærlig talt lidt træt, og glad for, at min lærer ikke gav lektier for i dag. Eller gjorde hun? Det gjorde hun da?Jeg må lige spørge Mégane fra Frankring.
(10 sekunder senere) Jo selvfølgelig havde vi det. Hvor dum kan jeg være!
Først var Flemming Bamse død, så kom Løkke med ”Afskaf efterlønnen” og begyndte derfra at træde i karakter, så tog jeg flyet tilbage til England, jeg fik en ny værelseskammerat Emilia fra Argentina, så fødte Mary tvillinger, så var jeg i Brighton, og så alle de problemer med de konservative og så ikke mindst var min bror her osv. osv. osv. Januar plejer at være en trist, mørk og kold måned, men det har den ikke været i år. Alt har stået i kø!
Jeg har ærlig talt ikke fået blogget så forfærdelig meget på det sidste, for der er sket så ufatteligt meget, at det er jo næsten ikke til at tro det, og det er langt fra det hele, jeg lige får kradset ned her.
Men jeg kan fortælle at jeg den sidste lørdag i Januar var inde og se ”We Will Rock You” sammen med Isabella fra Italien. Jeg var ellers begyndt at skrive et indlæg om den dag, men da der skete så meget, gik der mere politik end rock i det indlæg, så det indlæg er lige sat på standby for en stund. Men jeg kan da sige så meget, at ”We Will Rock You” er bestemt et stykke, der er værd at se. Specielt hvis man elsker rockbandet ”Queen” ellerbare rock, eller hvis man er til historier, der foregår i fremtiden eller hvis man bare elsker musicals eller…eller… ja det skal helt klart ses! Efter showet er jeg blevet helt vild med two af deres sange: ”I Want To Break Free” and ”Don’t Stop Me Now.”
Nårh jo, så har jeg jo også lige fået two nye værelseskammerater, efter at Emilia’s kursus stoppede her i Oxford. De er begge fra Tyrkiet (bedste veninder) og snakker dårligt engelsk, hvilket kan gøre det lidt problematisk. Men de er meget søde og sjove. Dog har jeg alligevel bedt om at flytte værelse, da dette værelse er simpelthen for trængt til, vi kan bo tre mennesker, hvor den ene studere til en eksamen. Så i morgen mandag skal jeg snakke med en fra personalet og så kan det måske være, at jeg flytter til et andet værelse.
Ellers er der mange lektier for, men klassen er virkelig en god klasse, og det er jo fedt. Hmm… hvad er der ellers sket…
Nå ja, så er jeg endelig begyndt at arbejde frivilligt for Oxfam. Det er super fedt! Jeg kan virkelig godt lidt de andre frivillige. De er bare super søde og sjove, så det er en fest! I den butik jeg arbejder i, er først og fremmest den første Oxfam butik i verdenen, så er den lille, men delt op i tre etager. Kælderen med alt musik, DVD’er og ting i lignende stil, Stuen med alt mulige ting bl.a. fairtrade ting og tøj til mænd og 1. etage med tøj til kvinder. Okay tænker man så lige, hvor i alverden, kan en butik i 3 etager være lille? Hmm… Prøv at forestille jer et langt, smalt rum… eller hvis nogle af jer har været i Italien, så ved i hvad jeg snakker om. Danske butikker er i luksusstørrelsen i forhold til mange andre herovre. Nå men i fredags var jeg så i kælderen og sælge musik sammen med en fyr der hedder Daniel. Smadder flink fyr, der elsker musik. Men der er også hundrede andre medarbejdere der bl.a. Matthew, Mirabel (en pige fra EF, som er i praktik der), Simon, Jane, Seoyoung (også fra EF, men er frivillig), Wu (også fra EF), Isabella, Louise og så er der jo selvfølgelig alle dem, jeg ikke kan huske navnene på. Fantastisk!
I fredags var det min veninde Marions fødselsdag. Så vi tog på byvandring rundt omkring på byens mange pubs, i håb om at nå 18 forskellige pubs, var Marion skulle drikke 18 forskellige (små) øl. Vi nåede dog kun halvdelen før Marion nåede til det stadie, hvor hun begyndte at takke alle, for at være sådan nogle gode venner, og så kunne hun heller ikke stå på sine egne ben. Men det var dog en super hyggelig aften!
Jeg håber virkelig at i har det super godt i Danmark! (Og undskyld, hvis jeg ikke lige får svaret på jeres søde mails, men please skriv til mig alligevel! Det er super dejligt at høre fra jer!)
I weekenden var Johannes her i England for at besøge mig. Det var super hyggeligt og lidt specielt, da det jo var første gang at nogen bar ovre at besøge mig, og at så var det også bare specielt, at det var lige Johannes.
Johannes kom fredag eftermiddag og jeg viste ham rundt på skolen og han så mit værelse. Han var træt ovenpå turen, så vi tog alt stille og roligt, hvilket det var hele weekenden igennem. Pga. ufattelig mange lektier (lektier, der ikke bare lige laves) så havde jeg ikke rigtig haft tid til at planlægge hvad vi skulle lave. Jeg havde kun nogle få ideer, men vi fandt dog hurtigt ud af, at det vigtigste var bare at vi var sammen og fik snakket sammen.
På værelset gennemgik vi billederne på min væg, og dermed kom der en masse sjove minder ud af det. Johannes så et billede fra min konfirmation og drømte tilbage til dengang Valdemar stadig var 1 ½ hoved lavere end ham. Desuden grinede vi lidt af min hovedpude fordi der står ”Sleep tight”, hvilket betyder ”Sov godt” og så som Johannes sagde, så var det da altid noget, at hvis der ikke var nogle til at sige godnat til en, hvad enten det var ens mor, kæreste eller værelseskammerat, så havde man da altid hovedpuden!
Vi tog ind til city center og fik indlogerede Johannes på hans værelse. Han tog en slapper imens jeg fandt ud af, hvilke film der gik hvor. Så kom han ellers tilbage og vi spiste på en italiensk restaurant. Det var super hyggeligt! Bagefter så vi filmen ”Meet the parents: Little Fockers”, som er nummer 3 i en serie om det at blive gift ikke kun med en kvinde, men også hendes forældre! Kan varmt anbefales. Det var uden undertekster, så det var lidt svært for mig og mere svært for Johannes, men han fik da sammenhængen med.Så tog vi ellers på en bar og drak en pint. Det var igen meget hyggeligt og sjovt for mig, at høre om hverdagens små, men sjove historier hjemme fra Danmark.
Næste dag måtte vi lige hen i HMW (svarer til Fona) og se på film. Johannes var i sit es, og måtte simpelthen have nogle film, når de nu var så billige, og nogle af dem oven i købet med danske undertekster. Derfra tog vi videre på en mere historisk rundtur til Bodleian Libery (Et universitets bibliotek), hvor der blandt andet er optaget nogle scener i Happy Potter. Blandt andet det meget mørke bibliotek i Harry Potter er optaget der. Ellers så vi bare på smukke bygninger udenfra og derfra gik hen på en pub/restaurant lignende ting og spiste en laaaaaaaaaang frokost, hvor vi for alvor fik snakket om os selv, familien, fremtiden og samfundet. Vi prøvede ihærdigt at få ret hver især, og jeg må medgive, at Johannes vandt denne duel, men bare fordi han vandt den, betyder ikke at han fik overbevist eller nærmere omvendt mig. Det var sjovt og da vi senere på aften/natten mødte tjeneren på en klub, spurgte han mig, hvor ”Mig og min bror kom fra.” Hvortil jeg svarede at vi kom fra Danmark. Jeg måtte selvfølgelig lige fortælle Johannes at tjeneren var der, og Johannes undrede sig over, hvorfra han kunne vide at vi var søskende, men som jeg sagde ”1) vi ligner lidt hinanden og 2) så sad vi jo ikke ligefrem og flirtede” hvilket betyder at bølgerne gik lidt høj. Vi var tæt på at blive meget træt af hinanden (hvis vi ikke blev det?) og udfordringen lå nu i at komme videre, hvilket vi kom og gik op i Carfax tower til kulden, blæsten og ikke mindst udsigten over hele Oxford.
Derfra videre til Christ Church College og se spisesalen i Harry Potter samt den populære trappe fra samme film. Vejret var super flot udenfor og derfor måtte vi også lige have et par billeder. Turen gik derfra videre til ben’s Cookies i Covered Market.
I filmen er spisesalen meget større. Den blev bl.a. gjort dobbelt så bred i et studie, for at alle fire langborde kunne være der. I virkeligheden kan der nemlig kun være 2.
Christ Church College
Om aftenen spiste vi på en anden, moderne italiensk restaurant. Senere gik vi i byen på clubno. 9 og havde en super hyggelig aften. Det var fedt endelig at komme ind et sted og feste med vennerne og selvfølgelig Johannes, hvilket var lidt specielt, da det var første gang at vi var i byen sammen.
Søndag havde vi planlagt til at skulle til London, men da jeg vågnede næste morgen orkede jeg det simpelthen ikke. Hovedet fejlede ikke noget, men resten af kroppen var mørbanket. Vi sagde ikke meget til hinanden og shoppede heller ikke meget, men alligevel var det nu bare dejligt at slentre rundt i indre London.
Jeg beklager at dette indlæg ikke er så detaljefyldt. Det er helt bevist ;)
Tiden løber også. Og en ny uge med masser af lektier er begyndt. Min lærer i FCE startede med at sige, at vores uformelle brev, vi havde skrevet i sidste uge, ikke var godt nok. Så det skulle gøres om. Blev også nødt til at droppe festen i aften. Egentlig ikke fordi mit fest-barometer ikke havde tryk på, men fordi jeg burde gøre det. Jeg BURDE gå til den fest. For Leonel’s skyld. Og nej, han er ikke en eller anden sød fyr. Han er aktivitetskordinator, og jeg har sagt til ham en del gange, at de skulle lave en fest for 16+ på en eller anden klub. Nu gør de det så, og tror i så man deltager? Nej, fordi man har masser af lektier for. Er det lige mega nederen eller er det lige mega nederen?
Men (der kommer altid et men)I MORGEN holder personalet i Oxfam julefrokost, og der er jeg også inviteret. Apropos Oxfam så starter jeg i denne uge. Det bliver fedt!
I weekenden gælder det ”We will rock you” in London og det bliver fedt!
Sådan har jeg talt mange gange i denne uge. Jeg har haft alt for meget om ørene eller som man siger på Engelsk: "I have a lot on my plate." (Jeg har meget på min tallerken.)
Først og fremmest er mine tanker gået meget til min familie i denne uge. Det har været lidt en svær omgang og i går onsdag var det min fars fødselsdag, og det er selvfølgelig noget jeg tænker på. Nogle mennesker har spurgt mig, om jeg føler mig mere ked af det på diverse mærkedage så som hans fødselsdag, døds dag, julen osv. osv. Og svaret er både og og. På hans fødselsdag nej. Egentlig ikke så meget. Selvfølgelig tænker jeg over det. Især var det et lyspunkt mit i den ellers så mørke januar. Det er mere hans dødsdag (30. marts) og så alle de almindelige dage, hvor du opdager for 117. gang, at du ikke kan spørge ham om noget, og indser at han ikke kommer tilbage.
Nå ikke mere tristhed.
Mht. emnet familie så kommer Johannes på besøg i weekenden. Det er lidt dårligt at det lige skulle være denne weekend, men det var desværre den eneste mulighed. Han kommer i morgen fredag eftermiddag, og så skal jeg eller være guide. Puha. Selvom jeg har været her i Oxford i mange måneder, så er der meget af selve Oxford, som jeg aldrig har set. Dumt af mig, men måske er det bare typisk?
Som sagt har ugen været tralv bl.a. fordi jeg har sådan en fantastisk lærer. Hun er skrab, men hun vil det bedste for os, og alle i lokalet har indset at du selv bestemmer, hvor meget du vil lærer, så hvis du siger, det vil jeg ikke, så går det ud over dig selv. Derfor er ALLE motiviret for at lærer noget. Måske er det lidt sværere at være motiveret en torsdag morgen efter en international fest på "The Bridge", men i alle er jo kommet for at lærer noget, og alle lærer noget!
Som sagt går jeg i denne FCE klasse, og nu har jeg endelig besluttet at jeg BLIVER i FCE forbedredelsesklassen. FCE er som sagt den 3. bedste Cambridge eksamen du kan tage. Jeg synes, at CAE er for svær for mig på nuværende tidspunkt, men det kan godt være, at jeg tager den senere. Nu får vi at se.
Derfor valgte jeg at blive i FCE forberedelsesklassen:
- Læreren Anna, som hun hedder, er super strukturet og samtidig en god lærer, synes jeg. Jeg kan godt lide at der er tjek på de ting man skal lærer, og det har hun da i hvert fald!
- Niveauet er passende til mig. Nogle ting har jeg nemmere ved, og andre ting (især grammatik og skrivning) skal jeg have opdateret. Hvis du spørger mig: "Marie kan du forklarer hvad 'present contininous' er?", så er svaret nej. Det kan jeg ikke. Ikke bare sådan lige. Så skal jeg ha læst op på det og to uger senere er det glemt.Titlerne på diverse grammatisk regler, bøjninger osv osv. Siger mig ikke noget. Til gengæld har jeg en super flot udtale og det er jo skønt!
Som sagt har de sidste par dage været stressfulde. Op, morgenmad, bad, tøj, lektier, time, frokost, lektier, time, pause mellem to timer, time, færdig, aftensmad, lektier, seng. Sådan har det set ud de sidste par dage, og der har ikke været tid til at være mig. Nu er der endelig det.
Min lille notesbog ligger ved siden af, hvor jeg har skrevet en lang list over, hvad jeg skal huske at fortælle. Haha! Sådan går det, når der er super travlt, og alt skal med.
Før jul fortalte jeg om, at jeg gerne ville arbejde frivilligt i velgørenhedsbutik kaldet Oxfam. Det håber jeg på at kunne starte på i næste uge!
Oxfam startede oprindeligt i Oxford, hvor nogle mennesker ville presse den engelske regering til at hjælpe Grækenland under/efter 2. verdenskrig. Det var vist gået hårdt ud over dem. Så vidt jeg husker var det pga. hungersnød. Så det er ldit aller Røde Kors i Danmark, forskellen er bare, at Oxfam bruger ikke så meget tid på at sende mad ud til nødramte steder, men følger konceptet "Give fiskestang og lærer de lokale folk at bruge den istedet for give dem fisk." I dag er Oxfam spredt udover USA, Canada, United Kingdom og Spanien vist også. Måske flere.
Hvis jeg er heldig, skal jeg også arbejde i den første Oxfam butik nogensinde! Ja tak!
Fire ud af seks punkter er nu krydset af. Næste punkt på dagsordenen er: Ny blog.
Nå ja, som nogle måske hurtigt har læst, så har jeg lavet i blog mere, for alle dem, der ikke kan læse dansk. Min veninde Andrea ville super gerne følge med i mine tanker osv. Egentlig lidt sjovt, når jeg ser hende i hverdagen og specielt nu hvor vi går i samme klasse. Men okay, hvorfor ikke?
Jeg skrev ellers at jeg ville skrive indlæg på engelsk på denne blog, men nu har jeg lavet det om, så min nye blog på engelsk hedder: http://www.mariesoxford.blogspot.com/.
Hvorfor ikke kalde den "Marie's Glasses" (Maries Briller), men jeg syntes, at det lød lidt mærkeligt på engelsk.
Der vil stå stort set det samme, men det kommer ikke artikler fra engelsk aviser, da jeg ret ud sagt synes, at de engelske aviser er dødkedelige i deres layout eller design.
Desuden kan det ske, at jeg kommer med nogle breaking news kun på engelsk, og så går der lige noget tid før det bliver på dansk eller omvendt. That's life, når man ikke har så meget tid.
I dag i frokostpausen, da jeg skulle ha' lavet de sidste lektier inden timen begyndte, blev jeg stoppet af Gabor (Aktivitets kordinator) som spurgte om jeg ikke ville være EF ambassador. Jeg havde godt hørt om det, og synes det kunne være spændende, men vidste ikke lige, hvad det helt gik ud på, og det gør jeg egentlig heller ikke helt nu, men som jeg har forstået, så er det noget med at hjælpe EF med at snakke med evt. kommnede studerende, lave lidt reklame for EF, hvad kan der gøres bedre ved EF osv osv osv. Desuden vil jeg, når jeg kommer hjem, kunne komme med til arrangementer, weekender, fester m.m.
Lyder meget spændende og igen, så er det jo fedt, at de lige kommer og spørger mig.
Apropos nye studerende så har jeg flere gange oplevet, at nye studerende er kommet hen og spurgt mig om vej, eller hvad man gør ved dit eller dat, fordi de tror, jeg er lærer eller personale. Jeg smiler hver gang, og undskylder, at jeg ikke er lærer, men tak for at de synes, at jeg godt kunne være. De bliver helt forlegne og endnu mere, når jeg fortæller at jeg kun er 17! I skulle se det! Det er fantastisk sjovt.
Det der er knap så fedt, er når folk så hilser på mig, og jeg tænker: "Hvem var det?". Jeg er dog begyndt, at huske ansigterne, så det ikke bliver nært så pinligt.
Det sjove er, at de på en eller anden måde føler sig relateret til mig.
Tæl til 10 og husk så lige at trække vejret.
Count To Ten - Tina Dickow: Tekst
There are faces, there are smiles, so many teeth, too many arms and legs
And eyes and flashing buttons all around me
I’m a-watching, I’m a-breathing, I’m a-pushing, I’m a wishing
That these walls would not be talking quite so loudly
I have lost it once before I’ve pulled myself up from the floor
And I am looking for a reason to stay standing
But sometimes it’s just too much or not enough or something else
It’s so much bigger than my head, it’s too demanding
Sometimes the fastest way to get there is to go slow
And sometimes if you wanna hold on you got to let go
I’m gonna close my eyes
And count to ten
I’m gonna close my eyes
And when I open them again
Everything will make sense to me then
I have met so many people, we’ve exchanged so many words
We’ve said it all and we’ve said nothing but it’s changed us
I have know a lot of men, some were lovers, some were friends
But all together were they merely passing strangers?
They’ll control you with their silence, they’ll control you with their words
And you’ll control them with your body’s coded signals
In the wild, entangled gardens of our insecurities
We lose our heads into eachother’s hidden pitfalls
Sometimes the fastest way to get there is to go slow
And sometimes if you wanna hold on you got to let go
I’m gonna close my eyes
And count to ten
I’m gonna close my eyes
And when I open them again
Everything will make sense to me then
Dear ladies and gentlemen!
Some friends here in England have asked me, why i don't write in English at my blog.
Actually I was quite surpriced about it, because they see me everyday, however, they want to know more, and that's fine with me. And it's not only people in England who can read it English. You can also do it. It will hopefully improve you English.
The website is the same as in Danish: http://www.mariesbriller.blogspot.com/.
Maries briller means Marie's glasses and show life from my point of view.
I don't wear glasses - I have contactlenses instead :) Haha
Just look at the tab called "The Life in England" and you will find everything written in English.
I apologize for all my mistakes in my writing and if I one day only write in Danish and the next in English.
It's simply just because of the time!
I hope you have a wonderful day whereever in the world you are.
De sidste par dage har jeg faaet nogle opfordringer fra venner herovre i England, om at skrive indlaeg paa Engelsk ogsaa. Saa fremover vil der ogsaa vaere indlaeg paa engelsk.
Jeg beklager paa forhaand, hvis der er nogle indlaeg, som kun bliver paa engelsk eller dansk, men tiden er jo knap. Desuden vil indlaegenes indhold ofte ikke indholde lige det samme indhold, idet det er svaert at forklare fx dansk politik paa engelsk til andre kulturer, som har et helt andet politiks system.
I dag gik turen til Brighton som er kendt for at være tidligere turiststed om sommeren, en meget anderledes palads bygning, de homoseksuelles by og generelt bare for at være anderledes.
EF havde arrangeret turen, og jeg kendte egentlig ikke nogle, udover et par piger, som havde været med inde og se ThrillerLive i London. Forresten så efter jeg har hjulpet EF til den der "de-nye-studerendes-dag" så er det bare som om, at alle kender mig, og jeg kender ingen.
Cathrine og Nona (eller hvordan det nu lige skrives) er to meget interessante piger, i det de begge har to forskellige statsborgerskaber samt begge har været ude på udvekslings/dannelsesrejse. Cathrine kommer fra Venezuela, men har også spansk statsborgerskab og Nona kommer fra Rusland, men har også ameriensk statsborgerskab.
Hele gruppen fra EF blev dog første guidet af en professionel guide og fik set meget af Brighton og Hove, som er to byer, der nu er blevet til en, og derfor hedder det faktisk Brighton Hove eller noget i den stil.
Efter en blæsende vandring i byen gik Cathrine, Nano og jeg til en mellemting mellem en pub og en restaurant. Det er lidt sjovt, fordi i Danmark kunne jeg aldrig finde på, at gå sådan et sted, men her i England er det meget normalt
Her spiste vi "Fish and Chips", som for midt vedkommende var første gang. Egentlig utroligt, når man tænker på, hvor lang tid jeg har været her. Men jeg havde denne forestilling om, at det var vildt ulækkert, fordi da jeg var i London med Andrea, havde vi set et sted, hvor de solgte det, og det så seriøst klamt ud!
Men det er faktisk mega lækkert, hvis man kommer det rigtige sted hen. Vi gik dog til en mellemting mellem .
Den omgang Fish and Chips vi fik minder om en gang blanding af en omgang fiskefilletter med pomme friter og weinerschnitzel. Til begge retter kan du få pomme friter til, men fiskefilletterne er panerede og her i England er fisken ligesom svømbt ind i det samme som en weinerschnitzel.
Derefter drog vi videre til Den Royale Pavillion, som minder lidt mere om noget middeløsten udefra, men indeni er total kinesisk indrettet af folk, der aldrig har været i Kina. Flot.
Det var alt i alt en super dejlig tur. Jeg ved godt at det ikke lyder sådan på det overstående, men at se vandet var fantastisk og gav en dejlig ro selvom det stormede helt vildt.
Da Lene meldte sin afgang, hoffet oplyste af Mary og Frederik ville vise tvillingerne frem og de mægtigste i de Konservatives ledelse drøftede en ny leder, hvor var jeg så lige henne?
Jamen jeg så da ThrillerLive i London.
ThrillerLive er et show baseret på musikken fra Michael Jackson og Jackson 5. Undervejs fortæller de om Michael's succes. EF havde arrangeret turen, men åbenbart ikke fået solgt så mange billetter, og tilbød derfor en billet til os, der havde hjulpet med de nye studerende. Og det siger man da ikke nej tak til.
Shovet var udmærket. Musikken og danserne gode, men det var er ikke noget, jeg ville se en gang til. Men stemningen var hel i top og det var super sjovt!
Der er de sammenkomster, som man glemmer ugen efter. Og så er der de, man husker for altid!
De behøver ikke at være noget helt vildt over meget specielt, bare en lille bitte ting, kan gøre det helt uforglemmeligt.
Jeg skulle mødes med Isabella fra Italien og Louise fra Danmark kl. 10 lørdag formiddag. Det var virkelig koldt pga. en meget kraffuld vind, og gråt på sådan en trist måde, som er lige til at få en vinterdepression, hvis man ikke passer på.
Det startede egentlig måske i går, for Isabella spurgte om vi kunne mødes ved Carfax tårnet, og jeg spurgte, hvad det var, for jeg vidste det ærgerligt talt ikke, hvilken jeg burde i forhold til, hvor lang tid jeg har været her. Isabella svarede bare tilbage, at vi så mødtes ved indgangen til McDonalds, og jeg svarede bare "Yes, Sir!" Og det er jo lidt typisk ikke. Jeg ved ikke, hvor et oldgammelt tårn er, men jeg ved hvor McDonalds er. Da vi så mødtes, fandt jeg ud af, at det bare var det tårn med klokken, som står centralt placeret i byen. Hallo? Hvor dum har man lige lov til at være?
Nå, vi gik derfra videre til Oxfam. Til alle jer, der ikke ved, hvad Oxfam er, kan jeg fortælle at det er en slags velgørenhedsbutik, hvor de sælger både nye varer og genbrug, og giver pengene til velgørende formål som fx Haiti. Isabella og Louise har begget været i praktikophold der, og ville så gerne fortsætte som frivillige. Jeg blev grebet af ideen, og vil også prøve det nu, hvis det kan lade sig gøre med hensyn til eksamen, skemaer osv osv. Det kunne være smadder fedt, hvis det kunne, men intet er sikkert endnu, hverken med Oxfam eller hvilken eksamen. Resten af dagen var ekstremt spontan.
Efter det spiste vi morgenmad (eller Isabella og jeg gjorde) på en nærliggende café og det var super skønt, fordi vi fik debatteret nogle ting mht til skolen, eksamener og i den dur.
Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle lave, og derfor gik vi bare rundt og tog det hele som det kom. Og det var lige, hvad jeg havde brug for. At intet var planlagt. Jeg sagde til de to andre, at man burde bare tage en eller anden tilfældig bus, køre med den, og stå af et sted hvor man ikke havde været før. Vi havde i hvert fald tiden til det. I stedet slentrede vi bare lidt rundt, og kom til et slags marked, som er indendøre i... ja, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det, men i hvert fald på det marked... nej her stopper jeg lige.
I Oxford er det meget normalt at almindelige mennesker i alle aldre stiller sig op og synger nogle sange, og så kan man give dem nogle penge. Vi kender det allesammen fra de større byer, men det er jo ikke noget man ligefrem ser på Ringsted gade, og hvis man gjorde, ville man måske synes, at det var lidt mærkeligt. Men her i Oxford er det meget normalt. De fleste af disse musikanter er en gang crap, men så er der to artister eller den ene er en gruppe og en anden en ung kvinde, som gør det helt vildt godt.
Den unge kvinde har jeg kun set en gang, men hun sang ekstremt godt, sangene var virkelig godt valgte, mest fordi de mindede mig om noget helt specielt.
Den anden gruppe består af tre unge fyre, som for det meste laver deres egen version af en masse forskellige sange, både nye og gamle, hvad enten det er Pokerface med Lady Gaga eller et eller andet Beatles eller Elivs nummer. De synger tre stemmigt, og de har deres helt egen version af "Umbrella", som faktisk er meget bedre end Rihannas! Så kunne man måske tro, at jeg er total over mega meget fan, og har hørt dem mange gange, men jeg har "kun" hørt dem to gange. Til gengæld er de sådan nogle man bare kan stå og høre i en halv time, hvis man har tid til det. Det har man, når det er lørdag middag og man alligevel lige så godt bare kan stå og synge lidt med, for hey om two måneder er jeg her ikke mere, så hvorfor ikke bare nyde det lige nu og her?
Jeg ved virkelig ikke hvad der skete, og måske er det også meningen, men det var der, at "happy hour" startede hos mig, og jeg blev bare ekstremt glad. Tænkt at musik kan gøre så meget. Nu gjorde blev det jo heller ikke værre af, at det var tre charmerende fyre, der sang :)
I hvert fald begyndte vi alle at live lidt op, og gakke lidt ud, som man kun tillader sig selv, når man ved, at det kun kan gavne.
Andrea fra Tjekkiet havde skrevet til Isabella og spurgte, om ville smage noget cream tea. Noget speciel creme te af en art, hvad end det nu var. Andrea kom og inden det der specielle te, gik vi først på Ashmolean museum, som var Britain's allerførste museum. I bund og grund var det dødkedeligt, men på eller anden måde også total afslappende. Bare gå rundt, halvfilosofere lidt og snakke dansk med Louise om gymnasiet og fag, hvilken i bund og grund lyder som total kedeligt, men kan få entusiasmen til at live total op.
Vi gik til High Street, hvor Andrea fandt The Rose, hvor vi fik dette specielle cream tea, som nærmere er et meget specielt engelsk eftermiddags little måltid bestående af te, et par scones (en mellemting mellem en kage og en bolle) med tilhørende marmelade, og en slags total speciel smør eller flødeskum af et art. The Rose er på en måde et meget fint sted, i hvert fald var det nogle fine mennesker, der kom ind ad døren. Helt automatisk begyndte vi også at sidde fint, feminint og fornemt, men på eller anden måde lykkedes det bare ikke. Måske var det da de der hjemmebagte scones begyndte at smuldre for os, eller det kunne også være i det øjeblik at vi så på hinanden og opdagde at alle sad og smilte lidt hemmelighedsfuldt. Den ene mere end den anden.
Mange af jer hjemme i Danmark, kender mig som en meget smilende person. Det har jeg nok ikke været så meget herovre, for idag der jeg smilte helt som normalt (det syntes jeg i hvert fald selv), så blev der straks spurgt "Ja Marie. Du kan lige så godt sige det. Hvad hedder han?"
Der er ikke nogen han eller ham eller han, eller hvad det nu hedder på korrekt dansk. Men det var det, at alle fire var glade på en hel speciel måde, som gjorde denne dag helt perfekt! For det var nemlig perfekt og uforglemmeligt! Somme tider skal der kun det mindste til, for at gøre en lykkelig.
Vi kender allesammen godt de tegnefilm, hvor en engle sidder på Anders Ands ene skulder, og en djaevel sidder på den anden. Anders bliver stort set altid fristet, og selvom han vælger englen foerst, så ender det med at djaevlen alligevel får fingrene i ham, og så bliver han desuden tilgivet til aller allersidst i filmen.
Lige nu sidder der også en djævel på min ene skulder og en engel på min anden.
I gaar var jeg saa kommet ind i denne forbedelsesklasse for en eksamen kaldet FCE (First Certificate in English). Det er den tredje bedste Cambridge Eksamen du kan tage ud af fem mulige. Jeg fortalte jer ogsaa om min ven David, der ikke kunne forstaa, hvorfor jeg ikke tog den Cambridge eksamen kaldet CAE (Certificate in Advanced English) og her stoppede forviringen langt fra. Mit hoved begyndte nu at taenke om jeg skulle tage CAE istedet for FCE.
Desuden havde jeg hoert at forberedelsesklassen for FCE ikke var naert saa gavnligt, som et valgfag kaldet introduction til FCE. En af de store forskelle var antal timer af disse to fag. FCE forberedelsesklassen har 9 timer, mens introduktion til FCE kun havde en eller to.
Er i forvirret? Hvis ja, saa kan jeg udmaerket forstaa det. Jeg var det ogsaa selv.
Det skal lige siges, at man ikke har "Generally English"-klasser, naar man gaar i en forbedrelsesklasse til en af diverse eksamener.
Saa spoegsmaalet laa i, om jeg skulle droppe forberedelsesklassen og saa have "Generally English" tilbage paa skemaet, samt lave mit ene valgfag om til introduktionen til FCE.
Naa, men det er jo altid en god ide, at snakke med sin laerer om det. Saa jeg snakkede med Anna, som er min nye laerer i FCE forberedelsesklassen og hun er ogsaa laere i valgfaget introduktion til FCE.
Hun sagde, at det introduktionen til FCE var kun forbeholdt de elever, som lige akkurat kunne tage en FCE eksamen eller i hvert fald skulle kaempe for det.
"Naa oev boev" taenkte jeg saa, inden Anna tilfoejdede: "Desuden undrer jeg mig over, at du ikke er i forbedredelsesklassen til CAE, for du virker som en staerk elev, og din sprog og udtale er virkelig godt! men jeg vil gerne kigge paa din test du tog i sidste ud igen, og se den igennem, og saa komme med mit synspunkt. Men det er en personlig beslutning, som du skal tage stilling til."
Hvad goer man saa?
Hvad goer man, naar mavefornemmelsen er slaaet fra? Naar hjernen koere paa turbu, og ikke er i stand til at slaa fra, og naar det i det hele taget er en mirakel, at man kan sove om natten?
Hvad goer man, naar man ikke ved, om det er FCE der er ens engel eller om det er CAE? Og vil man overhovedet taget blive tilgivet til sidst i ens egen film ligesom Anders And?
Okay okay.
I dag skulle jeg ha snakket mere med min lærer om det, efter hun havde set min test igennem. Desværre havde hun ikke kunne finde den, da den ligger i en anden bunke end alle de andre.
Ellen, som også kommer fra Danmark, havde overvejet at rykke til CAE forberedelsesklassen da hun havde fået 94 % i testen hun tog for at se, om hun kunne komme ind i FCE forberedelsesklassen. Men nu tvivler hun, da hun synes, at noget er en del svært og noget andet er meget nemt.
Egentlig kender jeg ikke mit resultat eller score, som vi kalder det herovre. I princippet kan det tal vel egentlig også være lige meget eller kan det?
Min mavefornemmelse fortæller mig noget. Og man sidder jo, at man altid skal lytte til maven. Spørgsmålet er som, om hjernen vil erkende og anerkende det. Måske er det også bare for tidligt at drage konklusion. Anna (mit FCE lærer) sagde, at vi efter to uger, altså fredag næste uge, skulle se på, hvad vi syntes om det, og om nogle skulle rykke op eller ned. Hun sagde også, at man forventede, at man allerede kunne stoffet til FCE eksamen, men at dette kursus var læren af structuren af eksamen, øvelser og lidt repetition.
Tidligere i dag kom jeg igen til at tænke på denne kønsdebat om, hvorfor der er flere mænd end kvinder i diverse bestyrelser og topledelser.
I denne forbindelse forestillede jeg mig, at havde valgt CAE, hvilket er den sværreste af de to meget omtalte eksamener. Jeg forestillede mig også, at David havde valgt at tage den nu, og at vi nu begge var kommet ud med resultatet, at vi var lige akkurat bestået.
Hvordan ville vi så reagere? Ville vi være glade? Eller måske føle, at det godt kunne gøres bedre og tage samme eksamen en anden gang?
Ville David være ligeglad med at han lige akkurat bestod og bare sige, at han bestod? Ville jeg til gengæld beherske begejstringen og bare sige, at jeg lige akkurat var bestået?
Eller ville det forholde sig total omvendt?
Hvis vi reagerede som beskrevet foroven, ville det så have noget med vores køn og dermed DNA at gøre? Eller er det miljøet, der er afgørende?
Måske skulle jeg bare lade være med at tænke så meget over tingene. Det er i hvert fald det, jeg fik af vide af Isabella og alle mulige andre, der gennem tiden har sagt "slap nu af" eller "lær at sige FUCK til det"
Dagens små ord eller sætninger, der kommer op på lystavlen hele tiden, er helt klart:
JANTEloven, nyd livet, nyd ungdommen, nyd tiden i England, Fuck, "keep up the good work", selvdisiplin, "slap nu af du er ung, og har god tid", "så tag dig dog sammen!" og så Stine Bosse! Som desuden lige er gået af sin post i Tryg i dag.
