Oprindeligt skrevet søndag den 13. februar
Det er med tårer, at dette indlæg bliver skrevet. Kl. er lige nu 01:27 og i de sidste 36 timer har jeg igen oplevet en af de større oplevelser her i livet, som var ”lige ved og næsten”.
I går fredags havde jeg tog test i klassen. Den ene gik overraskede godt, hvilket betyder at tre dele ud af fem dele er jeg sikker på, at jeg gennemfører. Da jeg havde fået fri, gik jeg ind og tjekkede nyhederne og læste mig frem til, at nogle efterskoleelever og lærere var kæntret nær Præstø. Der stod ikke hvilken efterskole det drejede sig om. Jeg tænkte straks på min barndomsveninde, som går på efterskole nær Præstø, alligevel tænke jeg ikke mere over det, og satte mit indre kompas til Oxfam, hvor jeg havde skrevet mig op til, at skulle arbejde frivilligt.
Jeg passede kasseapparatet i kælderen af Oxfam, og omkring kl. 17 ringer min mor til mig, og spørger hvilken efterskole det er, min barndomsveninde går på. Svaret var Lundby efterskole. Efterskolen som alle snakker om. Efterskolen hvor 13 elever og to lærer kæntrede. Efterskolen, som har nuværende elever, der ligger i koma, og efterskolen som nu mangler en lærer. Samtidig med det, så vidste jeg, at min veninde går på adventurelinjen – altså LINJEN hvor man kommer ud og sejle med dragebåd, sove i træer og bare opleve naturen på en anderledes måde. Efter min opkaldet med min mor, tastede jeg min barndomsvenindes mobilnummer.
Jeg farer frem og tilbage hen over gulvet, men jeg hører ventetonen i telefonen. Nogen tager den, men der går lang tid, før der kommer et svar. Endelig hører jeg min barndomsvenindes stemme, og et lettelsens suk går gennem krop og sind. Hun var heldigvis ikke med på det hold, som sejlede ud. Men det var hendes venner og det var to af hendes lærere.
I aften skriver en af mine efterskoleveninder så til mig, og siger: ”Tænk hvis det havde været en af vores lærere. Det kunne jo godt ha’ sket.” Hun gav mig kuldegysninger, og jeg begyndte at fryse. Fra da af forstod jeg, hvordan eleverne på Lundby Efterskole må have det lige nu. Det er ikke bare en lærer man mister. Mange lærere (bevidst eller ubevidst) er forbilleder for mange elever. Specielt efterskolelærere fordi man er knyttet sammen på en anderledes måde. Hvis jeg tænker på de af mine efterskolelærer, som i dag er et forbilleder for mig, så tør jeg ikke tænke tanken, hvis jeg havde mistet en af dem. En af dem fik mig til at erkende min egoisme uden at sige et ord til mig. En anden fik mig til at elske min fjollede side af mig selv – og ikke mindst være stolt af den. En tredje var som en ekstra far for mig. En fjerde vidste mig sider af den danske litteratur, som jeg aldrig havde kendt, men denne hidtil ukendte genre var mig dog alligevel ufattelig familiær. En femte gav nogle af de største mentale lussinger, jeg har fået - men jeg trængte til dem. Derfor kender jeg følelsen af taknemmelighed, som citatet neden under udtrykker, men som personen det er henrettet imod ikke kender til (endnu):
Samtidig er der en anden ting, der nager mig. Det er nyhederne og den måde vi læsere, lyttere og seere tolker det, vi nu en gang ser eller hører til en historie, men vi ved ikke, om den er sand. For vi var der ikke! Vi var IKKE med i båden. Kender derfor hverken baggrunden for at tage ud, hvad eleverne tænkte og hvad der rent faktisk SKETE. Jeg har læst nogle kommentarer fra et menneske, som fortolker den kedelige situationen til, at eleverne i båden har haft 10 års gamle redningsveste på, som ikke passede til deres vægt. Hvad ved han om det? Var han der og arrangerede turen? Gav han eleverne 10 år gamle redningsveste? Nej, det gjorde han vist ikke. Hvordan kan han så vide, hvor gamle de redningsveste var?
Jeg var der heller ikke selv. Jeg ved ikke om der blev brugt 10 år gamle redningsveste eller ej. Men en ting ved jeg, og det er, at vi skal passe på ikke at overtolke nyhedshistorien. Vi var der jo ikke, og så det dermed ikke med vores egne øjne, og derfor kan vi ikke sige, hvad der skete i virkeligheden .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar