Et glædelsens suk, en tåre og et smil er hvad du ville se, hvis du så mig lige nu sidde foran min computer og skrive til dig. Jeg er SUPER glad! Virkelig! Men det vender jeg tilbage til.
For at snakke om noget så kedeligt som min eksamen, så kan jeg sigeat den er delt op i fem dele: Lytte, Tale, Skrive, Læse og Brug af English (ordforråd og grammatik). Tale-delen vil foregå to uger før de andre dele af eksamen og det betyder at tale-delen vil blive afholdt den 26. Februar. Det er om ca. 2½ uge, hvilket betyder, at vi i dag, for alvor er begyndt at gå i detaljer omkring den del.
Tale-delen varer 14 min. Du er inde i sammen med en partner og den er igen opdelt i 4 forskellige dele, du skal igennem. Den første er introduktion af dig selv. Først er det dig, og så bagefter skal din partner introducere dig selv. Den anden får du vist 2 billeder. Du skal beskrive dem og sammenligne disse to billeder, og bagefter får din partner to andre 2 billeder, og så skal gøre det samme. Så får du et spørgsmål om din partners billeder og omvendt. Den tredje del går ud på, at dig og din partner skal diskutere nogle helt andre billede og din sidste del stiller eksaminatoren nogle mere eller mindre tilfældige spørgsmål.
Var det forvirrende? Hvis ja, så beklager jeg meget, det er bare fordi jeg er lidt oppe at kørende og kan ikke lige slappe af. Og grunden til det er:
I dag siger vores lærer så, at vi har to minutter til at vælge 2 personer fra klassen, som vi evt. godt kunne tænke os, at være partnere med til den rigtige eksamen. Der var nogle krav. Bl.a. måtte man ikke have samme nationalitet eller tale samme sprog, to dominerende eller to mindre dominerende elever må heller være sammen. Man skal klinge godt sammen og i den dur. Jeg brød mig ærlig talt ikke om det. Det at skulle vælge to personer, og dermed indirekte kassere nogle frem for andre. Også selvom det var gjort klart, man ikke skulle føle sig skyldig. Det var ligesom at vælge hvem, man ville være på hold med i rundbold, disciplinen hed bare ’tale engelsk’ i stedet, men stadigvæk samme følelse af hvem vil jeg være sammen med, og især hvem vil jeg ikke være sammen med.
Vi sad alle sammen og kiggede rundt på hinanden. Selvom vi ellers skulle snakke med de personer vi havde i tankerne, så sagde de færreste noget som helst. Nå beslutningen skulle jo tages, og min lærer havde skrevet vores navne op, og så skulle vi ellers bare sige, hvem vi gerne ville være sammen med.
For første gang oplevede jeg det man kalder at være populær. Jeg tror, der var hele fire forskellige personer, der ville være sammen med mig. Så kan man tænke, er det noget specielt ud af en klasse på 17 elever? Ja det er det. Især når de fire personer egentlig ikke snakker så meget med hinanden igen. Desuden var det blevet mere kostume, at den/de person(er) man havde lavet øjenkontakt med eller der lige sad omkring en, var også den eller de man valgte. Disse fire personer sad hvert for sig. Det kan være svært at forklare, og måske skulle i også havde været en flue på væggen i klasselokale 104, men jeg tror ser alle kender til det at være inden- eller udenfor inderkredsen, for det nogle kalder ”De Populæres cirkel”. Derfor sidder jeg også og smiler lidt ved tanken, om alt det der er sket her i Oxford. Alt det der er anderledes her, og (måske) aldrig ville foregå hjemme i Danmark, fordi vores indtryk af hinanden er slået fast en gang for alle.
For nogle uger siden er jeg på vej fra en International Affairs og til cafeteriet, hvor jeg skulle spise frokost med Isabella, Elisabeth og Louise. De two første er begge fra Italien, mens Louise er fra det mærke Jylland. På vejen til cafeteriet sidder jeg hej til en masse mennesker. Hvad jeg ikke opdager er, at Louise har gået næsten hele vejen bag mig, og smågrinet over, hvor mange mennesker, jeg siger hej til. I cafeteriet siger hun så til mig: ”Hvor kender du mange mennesker”. ”Jeg kender ikke mange, det er dem der kender mig” svarer jeg, for så derefter at sige hej til en anden bekendt.
Jeg ved virkelig ikke hvad der sker herovre, men der er virkelig mange, som kender mig eller rettere sagt, ved hvem jeg er. Og jeg ved ikke hvem de er. Måske er det fordi jeg er den eneste total korthåret pige på skolen. Det kan også være fordi, at jeg altid kommer til at sige hej til mennesker, der smiler til mig, og så kan jeg bare ikke stoppe munden fra at sige hej. Louise har ret. Jeg kender mange. Eller jeg ved i hvert fald nogenlunde, hvem de er. Men hvis du spørger mig om navnene på dem, så kender jeg dem ikke. Men jeg kan genkende deres ansigter.
Når jeg fortæller jer dette ,er det fordi den form for popularitet jeg fik tidligere i dag, samt alle de mennesker, jeg nu mere eller mindre kender, er en sejr for mig. Jeg husker tydeligt en genert, lyshåret, lille pige, der drømte om flere venner og bekendte. Der drømte om en anden form for anerkendelse end den hun fik. Og ikke mindst drømmen om at være sig selv. Turde vise den hun virkelig var!
Drømmen er ikke længere end drøm. Den er virkelighed.
I dag er der nye håb og drømme i den nu unge piges tankespind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar