tirsdag den 8. marts 2011

Graduation Party

Jeg er (næsten) lige kommet ind ad døren til mit værelse J11 efter graduation party eller på dansk diminsionsfest.
Egentlig gad jeg ikke rigtig, men aftenen endte alligevel med at blive rigtig god.

Po Ti, Isabella; Andrea og jeg skulle mødes INDE I McD. for UDENFOR ville det jo være koldt, som Po Yi udtrykte det. (Okay intern humor) Men inden jeg nåede så langt, skulle jeg lige med bus først. Og der ødelagde jeg mine nylon (eller jeg tror nok det på dansk hedder netstrømper) Whatever. Ødelagt var de, og da jeg kom indtil centrum havde jeg 10 min til at købe nogle nye, skifte og derefter mødes med de andre kl. 9 sharp!
Jeg løb in i Mark and Spencer købte nogle nye, strød ud på kundetoilettet, hvor lyset gik 2 min senere, fordi de var igang med at lukke ned. Pis! Men på merkværdig vis fik jeg da skiftet, strøg ned ad trappen og ud ad butikken og var kun 2 min forsinket.

Det var ikke meningen at vi skulle have vores diplomer/bevis m.m nu, det skal vi først i morgen eller rettere sagt i dag, når vi har fået sovet... haha
Som sagt var det smadder hyggeligt i aften! Vi fik danset, grinet og ja.. lige nu vil jeg IKKE tilbage til DK, men tja that's life, og måske skal man også stoppe mens legen er god.
Forresten så blev jeg nomineret til en pris called "Contribution prize" på dansk "bidrags pris" som simpelthen gik til en, som har været åben, snakket med alle mere eller mindre og ja, bare været imødekommende. Jeg vandt desværre ikke, men hallo nomination er der lige så godt (næsten).
Giulia og jeg fandt ud af, at vi havde købt sko magen til hinanden i Primark, og det grinede vi meget af. Guilia, som både er min klassekammerat og bor på samme gang som jeg, faktisk lige overfor mig gik mere eller mindre amok på dansegulvet. Det var så sjovt.
Da vi kom hjem jokkede vi lidt med det over facebook, og så var det at vi kom i tanke om, at vi boede jo lige overfor hinanden (vi havde ikke taget samme taxi hjem), så jeg løb ud af mit værelse, crossed gangen, bankede på hendes dør, hun åbnede og jeg skreg "PRIMARK", og vækkede dermed næsten hendes roommate . Det er livet, når det er bedst!

Hvis i ikke har fattet en skid af det sjove overstående, så skal i ikke begynde at græde. Nej det er bare mit liv herovre lidt endnu - og det er skønt.

......

I morgen or faktisk i dag onsdag har jeg en test for at se om jeg kunne fortsætte i CAE forberedelsesklassen, altså hvis jeg havde forlænget mit kursus, men det er nu meget godt med den test, for så kan jeg se hvor gode mine muligheder er, for evt. at tage den eksamen herhjemme. Det kan man nemlig godt i KBH.

Eller er 8. marts jo KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG, 8. marts 2011 var også dagen hvor Birthe Rønn Hornbech og Tina Nedergaard sagde farvel og tak til deres ministerposter samt bilen.

Og jo solen skiinede i dag - igen i dag. Tak til alle der havde fødselsdag i dag (tak for solskin)

Sov godt!!!!



søndag den 6. marts 2011

"Farvel - og tak" part 2

Den 14. marts træder jeg ud af min kære Oxford boble og det er og bliver mærkeligt.
Som I jo allerede ved, så har jeg gået på denne internationale sprogskole, hvilket betyder at jeg har gået på skole sammen med minimum 35 andre nationaliteter fra hele verdenen! Jeg går sammen med mennesker, der kommer fra lande, hvor der ikke er noget der hedder demokrati, sygesikringsbevis eller frit uddannelsesvalg, men hvor hverdagskosten er korruption, demonstrationer og større uligheder mellem rige og fattige. At komme hjem til det til tider så matadoriske Danmark bliver derfor en forskel af de større. En af mine venner var for nogle år siden i Asien for at studere og han fortalte mig, at det var så mærkeligt at komme tilbage til vores by Ringsted, hvor tiden nærmest havde stået stille. Jeg er lidt spændt på det også, men jeg tror nu ikke, at omvæltningen bliver så stor igen.

Nu skal det ikke lyde som om, at vi studerende ikke har benene på jorden og kun flyver med næsen i sky. Vi er lige så normale, skøre og fantasifulde som alle andre mennesker. Snakken rundt på skolen handler, ligesom på mange andre skoler, om lækre fyre og hotte chicks, eksamener, hvilke(n) nationalitet(er) man har kysset, problemer vedr. skolen, hvad der skal ske efter EF, ”tager i på Bridge i aften?”, kulturforskelle osv osv osv.

Hvad vil jeg så savne ved tiden herovre i Oxford?
Jeg vil savne mine venner! Da jeg lige var kommet herover, skrev jeg hjem til en veninde, at mine venner herovre i Oxford ville aldrig blive lige så gode venner, som dem derhjemme. Men jeg tog fejl. Mine venner herovre er lige så gode venner – men på en anden måde. I skrivende stund kan jeg ikke forklare hvordan anderledes, men bare anderledes.
Måske fordi de er så meget ældre end mig. De fleste er 20+ (nok nærmere 23-25), men alligevel havde/har vi det mega sjovt! Som fx den anden dag, da vi var i Stratford-upon-Avon (William Shakespeares fødeby)


Først række nedefra: Elisabeth and Isabella
Ovenover: Andrea and I



Efter vi havde set forfatteren af ”Hamlet” , ”Macbeth” og ikke mindst ”Romeo og Julie”’s fødested spiste vi frokost på McDonald. Isabella, Elisabeth og Louise havde været så kloge at tage mad med hjemmefra. Andrea og jeg var knap så kloge, så vi købte noget mad  bl.a. pomfritter. Jeg havde fået et hav af små pakker med ketchup og skulle kun bruge en selv. Andrea og Elisabeth snakkede sammen, hvilket jeg ikke hører, da jeg afbryder dem, og spørger Andrea, om hun ikke vil have noget af mit ketchup, fordi jeg havde fået så meget. I Andreas ører lyder 10 sekunders snak ved bordet således: (Andrea til Elisabeth): ”Din banan lugter.” (Mig til Andrea): ”Vil du ikke have noget ketchup?” Andrea kunne jo selvfølgelig ikke læse mine tanker, og alle begyndte at grine over disse to sætninger. Det næste der sker i min tankegang, var at ketchup og banan blev blandet sammen. De tanker blev delt med de andre, og vi grinte endnu mere. Det hele ender så med (skør som jeg er), at jeg får Elisabeth’s banan, og så skal jeg ellers dyppe den i ketchup og spise den. Lækkert ikke?
Det blev der heldigvis en lille billedeserie ud af, også kaldet "Den mærkeligste frokost - ever":


Man tager en banan og lidt ketchup



Så skræller man bananen og dypper den i ketchup

Kunne ikke lige tage mig sammen til at smage den første bid og endte i grin i stedet




Og så tager jeg endelig den første bid.
 


Resultatet af en overmoden banan bl.a. med Heinz ketchup: NOT!
 



Lidt mere grin


Den skal jo færdiggøres!

Eller som i fredags da Elisabeth og jeg sad sammen med halvdelen af CAE klassen (IKKE min klasse) ude i solen og bare nød det tidlige forår. Samme dag endte med at Tomoko (min japanske værelseskammerat) og jeg stod og græd i hinandens arme, fordi vi ikke ville væk.
Det kunne også bare være som i går, da jeg var på bar sammen med Louise. Louise er en smadder sød pige, og vi har samme holdninger omkring mange ting og har samme interesser.
Jeg vil savne den fantastiske intelligente samtale Antonella og jeg havde i torsdag. Den handlede om at kunne tilpasse sig sit hjem igen, om taknemmeligheden for denne mulighed, vi begge havde fået og om det ikke at savne sine venner derhjemme, men hvilket heller ikke betyder, at man ikke tænker på dem og ikke har glemt dem.

Jeg vil savne disse små øjeblikke, som ingen af jer kære læsere vil kunne forstå til fulde, når jeg kommer hjem og fortæller jer om dem, simpelthen fordi disse små øjeblikke var helt specielle, og man skulle ha oplevet dem for at forstå lykken og det sjove ved dem.

Jeg vil savne de ting, jeg gjorde og som var grænseoverskridende, men som jeg kun havde mulighed for at gøre her.  

Jeg vil savne mine lærere især to, nemlig Anna og Dave. De er begge inspirerende. Anna fordi hun har en selvdisciplin og en bundgrænse  der siger spar to. Dave fordi han har været og/eller rejst og/eller arbejdet i 58 forskellige lande, er så lige så klog som et ældre menneske, har en søn på knap 3 år – og er kun lige fyldt 30!

Men dog tror jeg, at det først helt vil gå helt op for mig, hvad det er jeg egentlig savner, når jeg sidder på vej tilbage i flyet og læser alle de søde hilsner i min lille bog, som mine venner har skrevet.






Kære lille rejseboble - du som lever i Oxford.
Jeg ville ønske vores rejse ikke stoppede her.
Men det gør den.
Farvel - og tak!

onsdag den 2. marts 2011

"Farvel - og tak" part 1

En sætning jeg nu høre hver dag er: "Glæder du dig til at komme hjem?" og svaret til dette spørgsmål er "Både og."

Det er som om min krop, sind og sjæl allerede er begyndt at tælle ned og glæder sig til at komme hjem. Men de har nu også kendt ankomstmåneden i omkring 10 måneder, spørgsmålet er om min hjerne helt vil erkende det.
Nu skal det ikke lyde som om, at jeg har tænkt mig at bosætte mig her i England for evigt. Jeg har (desværre) ikke fundet  *host*the only one*host*, som nogle ellers forudså eller snarere troede, at jeg ville gøre, "for det gjorde de fleste jo, når de rejste udenlands." (Tro om igen!) Men nu er jeg jo også så ung så ung. Haha. For mig lige til at tænke på verselinjerne: "De skønne ungdomsdaw, å ja, de daw så svær å find!"

Whatever, jeg på den ene side glæder jeg mig til at komme hjem. Hjem til familie og venner i Danmark. Hjem til HJEM og følelsen af hjem. Hjem til ens EGET værelse, hjem til ens EGET SENG og hjem til den skønherlige nature, ikke kun parker, som er gevaldigt populærer herovre. Og ikke mindst hjem til SOLSKIN!!! :D
Dog bliver det alligevel mærkeligt. At gå fra omkring 850 personer til 3 + to på deltid. Den stilhed der vil blive - uhadada. En anden ting der også bliver mærkeligt, er at skulle "parerer ordre" igen. Jeg har siden september bestemt lige akkurat hvad jeg ville gøre hvornår. Inden jeg tog afsted, fik jeg en studenterhåndbog, hvori der bl.a. stod, at man både som forældre og barn nok lige skulle vænne sig til, at barnet blev mere selvstændigt efter endt ophold. Det var ikke noget jeg tog særlig notits af, nok fordi jeg følte mig meget selvstændig i forvejen, men hold da fast, jeg skal da lige love for, at det er et afsnit i håndbogen, der skal læses igennem igen.

Når jeg kommer hjem venter der også et andet slags ansvar, der venter lige om hjørnet. Når jeg kommer hjem er der 3 måneder og 12 dage til jeg kan kalde mig myndig. Det betyder, at jeg kan begynde at læse til kørekort (eller hedder det tage kørekort?). Whatever! Efter min mening er det nu ikke den mest vigtigste myndighed, jeg får. Når jeg bliver 18 år vil der med posten komme en folder som handler om rettigheden for at kunne stemme og alt andet om det danske demokrati. Jeg vil nok ikke blive så meget klogere, men jeg må allerede erkende, at jeg glæder mig lidt til at åbne det brev. Derfor glæder det mig også ekstremt meget, at det går så dårligt for regeringen med diverse personsager. (I øjeblikket er det jo den kære Birthe Rønn Hornbech der står for tur). Det har konsekvenser for meningsmålingerne, som giver flertal til rød blok. Kan Lars Løkke lide det? Nej det kan han ikke. Derfor venter han med valget, og halløjsa! Så er chancen for at jeg kan nå at stemme endnu større! ”Ja tak” siger jeg, når jeg skal se lidt egoistisk på det! ;)

Når vi nu snakker om politik, så er det jo på den anden et større ansvar jeg får. Det kryds jeg forhåbentlig kommer til at sætte mellem den 26. juni og den 13. november 2011 er ikke bare et kryds. Det er i bund og grund også en erklæring til et parti eller til en person fra et hvis parti, som har en vis ideologi bag sig, og dermed også nogle værdier. Nogle rigtig tunge mursten, som til alle tider, bevidst eller ubevidst, har meget stor indflydelse på de valg vi træffer i vores liv. Derfor er det ikke bare et kryds, men også nogle holdninger og nogle ville måske endda sige livsstil vi siger ”Ja tak” til, når vi nu engang tager blyanten og giver vores ”Ja”.
Jeg tænker på dette fordi, jeg nogle gange spørger mig selv: ”Er jeg klar til at tage nogle værdier til mig? ” Nogle vil måske grine lidt af dette og sige, ”at det bliver man aldrig klar til”, og ”de værdier skifter mange gange.” Eller gør de?


He's choking how, everybody's joking now
The clock's run out, time's up over, bloah!
Snap back to reality, oh there goes gravity

                                                                                       “Lose Yourself” – Eminem







"Tilbage til virkeligheden, åh der går alvoren" som Eminem rapper foroven, er hvad jeg skal tilbage til.