"Farvel - og tak" part 2

Den 14. marts træder jeg ud af min kære Oxford boble og det er og bliver mærkeligt.

Som I jo allerede ved, så har jeg gået på denne internationale sprogskole, hvilket betyder at jeg har gået på skole sammen med minimum 35 andre nationaliteter fra hele verdenen! Jeg går sammen med mennesker, der kommer fra lande, hvor der ikke er noget der hedder demokrati, sygesikringsbevis eller frit uddannelsesvalg, men hvor hverdagskosten er korruption, demonstrationer og større uligheder mellem rige og fattige. At komme hjem til det til tider så matadoriske Danmark bliver derfor en forskel af de større. En af mine venner var for nogle år siden i Asien for at studere og han fortalte mig, at det var så mærkeligt at komme tilbage til vores by Ringsted, hvor tiden nærmest havde stået stille. Jeg er lidt spændt på det også, men jeg tror nu ikke, at omvæltningen bliver så stor igen.

Nu skal det ikke lyde som om, at vi studerende ikke har benene på jorden og kun flyver med næsen i sky. Vi er lige så normale, skøre og fantasifulde som alle andre mennesker. Snakken rundt på skolen handler, ligesom på mange andre skoler, om lækre fyre og hotte chicks, eksamener, hvilke(n) nationalitet(er) man har kysset, problemer vedr. skolen, hvad der skal ske efter EF, ”tager i på Bridge i aften?”, kulturforskelle osv osv osv.

Hvad vil jeg så savne ved tiden herovre i Oxford?

Jeg vil savne mine venner! Da jeg lige var kommet herover, skrev jeg hjem til en veninde, at mine venner herovre i Oxford ville aldrig blive lige så gode venner, som dem derhjemme. Men jeg tog fejl. Mine venner herovre er lige så gode venner – men på en anden måde. I skrivende stund kan jeg ikke forklare hvordan anderledes, men bare anderledes.

Måske fordi de er så meget ældre end mig. De fleste er 20+ (nok nærmere 23-25), men alligevel havde/har vi det mega sjovt! Som fx den anden dag, da vi var i Stratford-upon-Avon (William Shakespeares fødeby)



Først række nedefra: Elisabeth and Isabella
Ovenover: Andrea and I





Efter vi havde set forfatteren af ”Hamlet” , ”Macbeth” og ikke mindst ”Romeo og Julie”’s fødested spiste vi frokost på McDonald. Isabella, Elisabeth og Louise havde været så kloge at tage mad med hjemmefra. Andrea og jeg var knap så kloge, så vi købte noget mad  bl.a. pomfritter. Jeg havde fået et hav af små pakker med ketchup og skulle kun bruge en selv. Andrea og Elisabeth snakkede sammen, hvilket jeg ikke hører, da jeg afbryder dem, og spørger Andrea, om hun ikke vil have noget af mit ketchup, fordi jeg havde fået så meget. I Andreas ører lyder 10 sekunders snak ved bordet således: (Andrea til Elisabeth): ”Din banan lugter.” (Mig til Andrea): ”Vil du ikke have noget ketchup?” Andrea kunne jo selvfølgelig ikke læse mine tanker, og alle begyndte at grine over disse to sætninger. Det næste der sker i min tankegang, var at ketchup og banan blev blandet sammen. De tanker blev delt med de andre, og vi grinte endnu mere. Det hele ender så med (skør som jeg er), at jeg får Elisabeth’s banan, og så skal jeg ellers dyppe den i ketchup og spise den. Lækkert ikke?

Det blev der heldigvis en lille billedeserie ud af, også kaldet "Den mærkeligste frokost - ever":



Man tager en banan og lidt ketchup





Så skræller man bananen og dypper den i ketchup



Kunne ikke lige tage mig sammen til at smage den første bid og endte i grin i stedet






Og så tager jeg endelig den første bid.

 



Resultatet af en overmoden banan bl.a. med Heinz ketchup: NOT!

 



Lidt mere grin




Den skal jo færdiggøres!



Eller som i fredags da Elisabeth og jeg sad sammen med halvdelen af CAE klassen (IKKE min klasse) ude i solen og bare nød det tidlige forår. Samme dag endte med at Tomoko (min japanske værelseskammerat) og jeg stod og græd i hinandens arme, fordi vi ikke ville væk.

Det kunne også bare være som i går, da jeg var på bar sammen med Louise. Louise er en smadder sød pige, og vi har samme holdninger omkring mange ting og har samme interesser.

Jeg vil savne den fantastiske intelligente samtale Antonella og jeg havde i torsdag. Den handlede om at kunne tilpasse sig sit hjem igen, om taknemmeligheden for denne mulighed, vi begge havde fået og om det ikke at savne sine venner derhjemme, men hvilket heller ikke betyder, at man ikke tænker på dem og ikke har glemt dem.

Jeg vil savne disse små øjeblikke, som ingen af jer kære læsere vil kunne forstå til fulde, når jeg kommer hjem og fortæller jer om dem, simpelthen fordi disse små øjeblikke var helt specielle, og man skulle ha oplevet dem for at forstå lykken og det sjove ved dem.

Jeg vil savne de ting, jeg gjorde og som var grænseoverskridende, men som jeg kun havde mulighed for at gøre her.  

Jeg vil savne mine lærere især to, nemlig Anna og Dave. De er begge inspirerende. Anna fordi hun har en selvdisciplin og en bundgrænse  der siger spar to. Dave fordi han har været og/eller rejst og/eller arbejdet i 58 forskellige lande, er så lige så klog som et ældre menneske, har en søn på knap 3 år – og er kun lige fyldt 30!

Men dog tror jeg, at det først helt vil gå helt op for mig, hvad det er jeg egentlig savner, når jeg sidder på vej tilbage i flyet og læser alle de søde hilsner i min lille bog, som mine venner har skrevet.

Kære lille rejseboble - du som lever i Oxford.
Jeg ville ønske vores rejse ikke stoppede her.
Men det gør den.
Farvel - og tak!