Maries briller er den blog, hvor du kan følge mine oplevelser, nogle af de tanker jeg går rundt og gør mig, nogle typer mennesker jeg møder på min vej, og generelt bare se verden gennem mine briller.
Sæt dig nu og skriv,
se det store perspektiv du ku jo rører folk og ændre verden. - Til dig , Rasmus Seebach.
I went okay. The most surprising thing was, that I wasn’t that nervous before the exam. And I could eat my breakfast. I was a bit worry, because usually when have exams, I’m really really nervous! Today I wasn’t!
However, the nervousness started inside at the exam. My hands started shaking and I couldn’t answer the questions in a proper way. My grammar was wrong most of the time, however the vocabulary was okay. On one hand I mainly used basic English but on the other hand I express myself with words, which suddenly came into my mind.
Don’t have some kind of a ritual the days before an exam, however one thing is sure: I have to be nervous – very nervous and prepared very good! Otherwise it won’t work for me!
Naomi was quite good in my opinion. She seemed relaxed and answered the questions really good and always with a smile on her face.
We were the first couple, and I don’t like to be the first. Naomi thought it was a benefit.
Are I’m disappointed? To be perfectly honest, I don’t know. I’m still in my anxious bubble. Maybe I will be it later.
However, I have tried it now, and I just have to do my best in the rest of the exam.
First of all I will apologise for the post is going to be in English, and I will explain you why – also in English.
Tomorrow at 10 am (English time) I have the speaking part of my exam. I will last for 16 minutes and me and my partner are going to go through 4 small parts. I will explain them later.
Maybe you are confused now, and think: “Wasn’t her exam of the 12th of March?” Oh yes, you’re right. The last parts of my exam, which is as following: Reading, Writing, Use of English (Vocabulary and grammar) and Listening are all placed at the 12 of March, but my speaking part take place tomorrow.
I can already tell you, that I’m not going to get result of my speaking part tomorrow. The result will be ready Wednesday the 20th of April as a total score of all five parts.
In the post called “A sejr,” I explained about how the choose two favourites, and one of them were going to be our partners. My partner is Naomi from France and she is a really wonderful girl! We are a good team and our English are on the same level and we cooperate really good! Now I’m just really EXCITED about tomorrow.
Well, as I mentioned before the speaking exam consist of four small parts. The first part is introduction. You have to telllittle about yourself like “Where do you come from”, “Describe the area you live in” or “Describe your family”. It is good and makes me calm down before the most important parts of the exam.
In part two of the speaking exam you get a set of pictures, which has something is common. You have to describe the pictures and find the differences and the similarities. You also have to answer a question. This part take one min, which it’s long time when you first get started! Then your partner will answer another question related to your pictures and then it’s your partner’s turn to do the exactly same thing.
Part 3 consist of five to seven pictures and you and your partner have to discuss these pictures and then answer two questions again. An example can be that you’ve got 7 different photographs in front of you, and these shows some special occasions like your child’s relay, some young people at the graduation from university, a picture from a holiday, two girls with their flutes and two medals each, a birthday party, a little child, who is just born, a marriage and five men on the South or North Pole. The first question could be “Why would people keep these photographs?” You go through almost each photograph and answer this questions. The second question could be: “Which photo is the most special?” And then you use some time to discuss that. You only got 3 min! You might find this quite easy, but 3 minutes is NOT long time and Naomi and I are quite good at using too much time on this part. This is our challenge tomorrow.
The fourth and the last part can be challenge. It is a bit individual what is going to happen. Maybe you and your partner get 2 or 3 questions, which could be about anything. Or the censor could give you one statement and then you have to discuss that with your partner. However, this or these questions are quite related to part 3 and it will take 4 minutes.
During this writing my hands started to shake a little bit, and my mind is quite anxious now!
Today we had an mock exam. And I think it went quite well. You could get from 1-5 points and I got 4.5 and Naomi got 4, so we’re gonna pass pass pass pass pass this exam!
Det er med tårer, at dette indlæg bliver skrevet. Kl. er lige nu 01:27 og i de sidste 36 timer har jeg igen oplevet en af de større oplevelser her i livet, som var ”lige ved og næsten”.
I går fredags havde jeg tog test i klassen. Den ene gik overraskede godt, hvilket betyder at tre dele ud af fem dele er jeg sikker på, at jeg gennemfører. Da jeg havde fået fri, gik jeg ind og tjekkede nyhederne og læste mig frem til, at nogle efterskoleelever og lærere var kæntret nær Præstø. Der stod ikke hvilken efterskole det drejede sig om. Jeg tænkte straks på min barndomsveninde, som går på efterskole nær Præstø, alligevel tænke jeg ikke mere over det, og satte mit indre kompas til Oxfam, hvor jeg havde skrevet mig op til, at skulle arbejde frivilligt.
Jeg passede kasseapparatet i kælderen af Oxfam, og omkring kl. 17 ringer min mor til mig, og spørger hvilken efterskole det er, min barndomsveninde går på. Svaret var Lundby efterskole. Efterskolen som alle snakker om. Efterskolen hvor 13 elever og to lærer kæntrede. Efterskolen, som har nuværende elever, der ligger i koma, og efterskolen som nu mangler en lærer. Samtidig med det, så vidste jeg, at min veninde går på adventurelinjen – altså LINJEN hvor man kommer ud og sejle med dragebåd, sove i træer og bare opleve naturen på en anderledes måde. Efter min opkaldet med min mor, tastede jeg min barndomsvenindes mobilnummer.
Jeg farer frem og tilbage hen over gulvet, men jeg hører ventetonen i telefonen. Nogen tager den, men der går lang tid, før der kommer et svar. Endelig hører jeg min barndomsvenindes stemme, og et lettelsens suk går gennem krop og sind. Hun var heldigvis ikke med på det hold, som sejlede ud. Men det var hendes venner og det var to af hendes lærere.
I aften skriver en af mine efterskoleveninder så til mig, og siger: ”Tænk hvis det havde været en af vores lærere. Det kunne jo godt ha’ sket.” Hun gav mig kuldegysninger, og jeg begyndte at fryse. Fra da af forstod jeg, hvordan eleverne på Lundby Efterskole må have det lige nu. Det er ikke bare en lærer man mister. Mange lærere (bevidst eller ubevidst) er forbilleder for mange elever. Specielt efterskolelærere fordi man er knyttet sammen på en anderledes måde. Hvis jeg tænker på de af mine efterskolelærer, som i dag er et forbilleder for mig, så tør jeg ikke tænke tanken, hvis jeg havde mistet en af dem. En af dem fik mig til at erkende min egoisme uden at sige et ord til mig. En anden fik mig til at elske min fjollede side af mig selv – og ikke mindst være stolt af den. En tredje var som en ekstra far for mig. En fjerde vidste mig sider af den danske litteratur, som jeg aldrig havde kendt, men denne hidtil ukendte genre var mig dog alligevel ufattelig familiær. En femte gav nogle af de største mentale lussinger, jeg har fået - men jeg trængte til dem. Derfor kender jeg følelsen af taknemmelighed, som citatet neden under udtrykker, men som personen det er henrettet imod ikke kender til (endnu):
Jeg har virkelig brug for at han kommer tilbage så jeg kan sige tak for alle de gange han har fået mig til at gi det jeg ikke troede jeg havde! ♥ Som da vi skulle sove i træer, isbade og over åer på alle mulige syge måder! Jeg bliver nødt til at sige tak til ham for det!!! Og det tror jeg stadig på, jeg får muligheden for ♥
Samtidig er der en anden ting, der nager mig. Det er nyhederne og den måde vi læsere, lyttere og seere tolker det, vi nu en gang ser eller hører til en historie, men vi ved ikke, om den er sand. For vi var der ikke! Vi var IKKE med i båden. Kender derfor hverken baggrunden for at tage ud, hvad eleverne tænkte og hvad der rent faktisk SKETE. Jeg har læst nogle kommentarer fra et menneske, som fortolker den kedelige situationen til, at eleverne i båden har haft 10 års gamle redningsveste på, som ikke passede til deres vægt. Hvad ved han om det? Var han der og arrangerede turen? Gav han eleverne 10 år gamle redningsveste? Nej, det gjorde han vist ikke. Hvordan kan han så vide, hvor gamle de redningsveste var?
Jeg var der heller ikke selv. Jeg ved ikke om der blev brugt 10 år gamle redningsveste eller ej. Men en ting ved jeg, og det er, at vi skal passe på ikke at overtolke nyhedshistorien. Vi var der jo ikke, og så det dermed ikke med vores egne øjne, og derfor kan vi ikke sige, hvad der skete i virkeligheden .
Et glædelsens suk, en tåre og et smil er hvad du ville se, hvis du så mig lige nu sidde foran min computer og skrive til dig. Jeg er SUPER glad! Virkelig! Men det vender jeg tilbage til.
For at snakke om noget så kedeligt som min eksamen, så kan jeg sigeat den er delt op i fem dele: Lytte, Tale, Skrive, Læse og Brug af English (ordforråd og grammatik). Tale-delen vil foregå to uger før de andre dele af eksamen og det betyder at tale-delen vil blive afholdt den 26. Februar. Det er om ca. 2½ uge, hvilket betyder, at vi i dag, for alvor er begyndt at gå i detaljer omkring den del.
Tale-delen varer 14 min. Du er inde i sammen med en partner og den er igen opdelt i 4 forskellige dele, du skal igennem. Den første er introduktion af dig selv. Først er det dig, og så bagefter skal din partner introducere dig selv. Den anden får du vist 2 billeder. Du skal beskrive dem og sammenligne disse to billeder, og bagefter får din partner to andre 2 billeder, og så skal gøre det samme. Så får du et spørgsmål om din partners billeder og omvendt. Den tredje del går ud på, at dig og din partner skal diskutere nogle helt andre billede og din sidste del stiller eksaminatoren nogle mere eller mindre tilfældige spørgsmål.
Var det forvirrende? Hvis ja, så beklager jeg meget, det er bare fordi jeg er lidt oppe at kørende og kan ikke lige slappe af. Og grunden til det er:
I dag siger vores lærer så, at vi har to minutter til at vælge 2 personer fra klassen, som vi evt. godt kunne tænke os, at være partnere med til den rigtige eksamen. Der var nogle krav. Bl.a. måtte man ikke have samme nationalitet eller tale samme sprog, to dominerende eller to mindre dominerende elever må heller være sammen. Man skal klinge godt sammen og i den dur. Jeg brød mig ærlig talt ikke om det. Det at skulle vælge to personer, og dermed indirekte kassere nogle frem for andre. Også selvom det var gjort klart, man ikke skulle føle sig skyldig. Det var ligesom at vælge hvem, man ville være på hold med i rundbold, disciplinen hed bare ’tale engelsk’ i stedet, men stadigvæk samme følelse af hvem vil jeg være sammen med, og især hvem vil jeg ikke være sammen med.
Vi sad alle sammen og kiggede rundt på hinanden. Selvom vi ellers skulle snakke med de personer vi havde i tankerne, så sagde de færreste noget som helst. Nå beslutningen skulle jo tages, og min lærer havde skrevet vores navne op, og så skulle vi ellers bare sige, hvem vi gerne ville være sammen med.
For første gang oplevede jeg det man kalder at være populær. Jeg tror, der var hele fire forskellige personer, der ville være sammen med mig. Så kan man tænke, er det noget specielt ud af en klasse på 17 elever? Ja det er det. Især når de fire personer egentlig ikke snakker så meget med hinanden igen. Desuden var det blevet mere kostume, at den/de person(er) man havde lavet øjenkontakt med eller der lige sad omkring en, var også den eller de man valgte. Disse fire personer sad hvert for sig. Det kan være svært at forklare, og måske skulle i også havde været en flue på væggen i klasselokale 104, men jeg tror ser alle kender til det at være inden- eller udenfor inderkredsen, for det nogle kalder ”De Populæres cirkel”. Derfor sidder jeg også og smiler lidt ved tanken, om alt det der er sket her i Oxford. Alt det der er anderledes her, og (måske) aldrig ville foregå hjemme i Danmark, fordi vores indtryk af hinanden er slået fast en gang for alle.
For nogle uger siden er jeg på vej fra en International Affairs og til cafeteriet, hvor jeg skulle spise frokost med Isabella, Elisabeth og Louise. De two første er begge fra Italien, mens Louise er fra det mærke Jylland. På vejen til cafeteriet sidder jeg hej til en masse mennesker. Hvad jeg ikke opdager er, at Louise har gået næsten hele vejen bag mig, og smågrinet over, hvor mange mennesker, jeg siger hej til. I cafeteriet siger hun så til mig: ”Hvor kender du mange mennesker”. ”Jeg kender ikke mange, det er dem der kender mig” svarer jeg, for så derefter at sige hej til en anden bekendt.
Jeg ved virkelig ikke hvad der sker herovre, men der er virkelig mange, som kender mig eller rettere sagt, ved hvem jeg er. Og jeg ved ikke hvem de er. Måske er det fordi jeg er den eneste total korthåret pige på skolen. Det kan også være fordi, at jeg altid kommer til at sige hej til mennesker, der smiler til mig, og så kan jeg bare ikke stoppe munden fra at sige hej. Louise har ret. Jeg kender mange. Eller jeg ved i hvert fald nogenlunde, hvem de er. Men hvis du spørger mig om navnene på dem, så kender jeg dem ikke. Men jeg kan genkende deres ansigter.
Når jeg fortæller jer dette ,er det fordi den form for popularitet jeg fik tidligere i dag, samt alle de mennesker, jeg nu mere eller mindre kender, er en sejr for mig. Jeg husker tydeligt en genert, lyshåret, lille pige, der drømte om flere venner og bekendte. Der drømte om en anden form for anerkendelse end den hun fik. Og ikke mindst drømmen om at være sig selv. Turde vise den hun virkelig var!
Drømmen er ikke længere end drøm. Den er virkelighed.
I dag er der nye håb og drømme i den nu unge piges tankespind.
Jeg ved ikke om ,jeg har fortalt jer, at min argentinske roomie flyttede til EF i London, fordi der ikke ville være plads til hende her i Oxford mere. Det var jeg meget ked af, fordi hun var fantastisk! Hun flyttede sidste lørdag (30. januar) og sent dagen efter fik jeg to nye værelseskammerater. Bedste veninder og begge fra Tyrkiet. Søde og sjove piger var de, men de talte ikke så godt engelsk og nu var vi lige pludselig tre personer i det lille værelse R1 igen.
Det var simpelthen for meget, fordi der var kun et bord og absolut ingen plads til at hverken studere eller trække vejret i, og da slet ikke, når man var tre mennesker derinde. Desuden læser jeg jo til eksamen ogjeg kunne mærke, at jeg blev lidt irriteret på mine nye værelseskammerater, og det ville uudholdeligt i længden. Så jeg gik til Ash, ham der står for organiseringen af kollegiet.
Jeg kampklædt med de bedste argumenter for, taget den bestemte maske på og tonelejet var placeret samme sted, og så trampede jeg ellers ind på Ash’s kontor. Til min store overraskelske, og før jeg overhovedet taget fik brugt nogle af mine velargumenterede argumenter sagde han: ”Kom igen på mandag (Det skal lige siges det var torsdag i sidste uge) så kender jeg detaljerne for, hvilke værelser der er ledige, og så skal vi nok finde et GODT værelse til dig.” Jeg kunne ikke sige andet end tak, så det gjorde jeg, og ventede spændt til i dag kl. 13.15, hvor frokostpausen startede og jeg gik ind på Ash’s kontor igen.
Han kiggede på sin computer, tog sin telefon og spurgte om der var en, der kunne tjekke at alt var som det skulle være på værelse J11. Så kl. lidt over fem mandag eftermiddag fik jeg nøglen til mit nye værelse. Så nu sidder jeg her på mit nye, store, rummelige, lyse værelse, hvor jeg har min eget bord med egen lampe og bare plads til et privatliv. Jeg spiser en banan og drikker en gang noget jeg ikke kan huske, men hvis Mette Aunsø læser dette, så kan jeg fortælle at det er magen til det der vi drak på MG i de blå flasker. Okay jeg ved ikke lige hvorfor i skulle have den detaljer med, men tja nu fik i den.
Desuden har jeg to værelseskammerater. Den ene er Marijke fra Holland, som jeg har gået i klasse med (næsten uafbrudt) siden September. Vi kommer godt ud af det med hinanden og det er jo fedt. Den anden er en pige fra Japan. Hun kom hertil i går. Hun virker meget sød og open, og det er jo fantastisk! (Og nej, spørg ikke om navnet. Det var helt bestemt noget asiatisk, som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan udtale)
Hvad ellers er der sket? Ikke så meget. Jeg er ærlig talt lidt træt, og glad for, at min lærer ikke gav lektier for i dag. Eller gjorde hun? Det gjorde hun da?Jeg må lige spørge Mégane fra Frankring.
(10 sekunder senere) Jo selvfølgelig havde vi det. Hvor dum kan jeg være!
Først var Flemming Bamse død, så kom Løkke med ”Afskaf efterlønnen” og begyndte derfra at træde i karakter, så tog jeg flyet tilbage til England, jeg fik en ny værelseskammerat Emilia fra Argentina, så fødte Mary tvillinger, så var jeg i Brighton, og så alle de problemer med de konservative og så ikke mindst var min bror her osv. osv. osv. Januar plejer at være en trist, mørk og kold måned, men det har den ikke været i år. Alt har stået i kø!
Jeg har ærlig talt ikke fået blogget så forfærdelig meget på det sidste, for der er sket så ufatteligt meget, at det er jo næsten ikke til at tro det, og det er langt fra det hele, jeg lige får kradset ned her.
Men jeg kan fortælle at jeg den sidste lørdag i Januar var inde og se ”We Will Rock You” sammen med Isabella fra Italien. Jeg var ellers begyndt at skrive et indlæg om den dag, men da der skete så meget, gik der mere politik end rock i det indlæg, så det indlæg er lige sat på standby for en stund. Men jeg kan da sige så meget, at ”We Will Rock You” er bestemt et stykke, der er værd at se. Specielt hvis man elsker rockbandet ”Queen” ellerbare rock, eller hvis man er til historier, der foregår i fremtiden eller hvis man bare elsker musicals eller…eller… ja det skal helt klart ses! Efter showet er jeg blevet helt vild med two af deres sange: ”I Want To Break Free” and ”Don’t Stop Me Now.”
Nårh jo, så har jeg jo også lige fået two nye værelseskammerater, efter at Emilia’s kursus stoppede her i Oxford. De er begge fra Tyrkiet (bedste veninder) og snakker dårligt engelsk, hvilket kan gøre det lidt problematisk. Men de er meget søde og sjove. Dog har jeg alligevel bedt om at flytte værelse, da dette værelse er simpelthen for trængt til, vi kan bo tre mennesker, hvor den ene studere til en eksamen. Så i morgen mandag skal jeg snakke med en fra personalet og så kan det måske være, at jeg flytter til et andet værelse.
Ellers er der mange lektier for, men klassen er virkelig en god klasse, og det er jo fedt. Hmm… hvad er der ellers sket…
Nå ja, så er jeg endelig begyndt at arbejde frivilligt for Oxfam. Det er super fedt! Jeg kan virkelig godt lidt de andre frivillige. De er bare super søde og sjove, så det er en fest! I den butik jeg arbejder i, er først og fremmest den første Oxfam butik i verdenen, så er den lille, men delt op i tre etager. Kælderen med alt musik, DVD’er og ting i lignende stil, Stuen med alt mulige ting bl.a. fairtrade ting og tøj til mænd og 1. etage med tøj til kvinder. Okay tænker man så lige, hvor i alverden, kan en butik i 3 etager være lille? Hmm… Prøv at forestille jer et langt, smalt rum… eller hvis nogle af jer har været i Italien, så ved i hvad jeg snakker om. Danske butikker er i luksusstørrelsen i forhold til mange andre herovre. Nå men i fredags var jeg så i kælderen og sælge musik sammen med en fyr der hedder Daniel. Smadder flink fyr, der elsker musik. Men der er også hundrede andre medarbejdere der bl.a. Matthew, Mirabel (en pige fra EF, som er i praktik der), Simon, Jane, Seoyoung (også fra EF, men er frivillig), Wu (også fra EF), Isabella, Louise og så er der jo selvfølgelig alle dem, jeg ikke kan huske navnene på. Fantastisk!
I fredags var det min veninde Marions fødselsdag. Så vi tog på byvandring rundt omkring på byens mange pubs, i håb om at nå 18 forskellige pubs, var Marion skulle drikke 18 forskellige (små) øl. Vi nåede dog kun halvdelen før Marion nåede til det stadie, hvor hun begyndte at takke alle, for at være sådan nogle gode venner, og så kunne hun heller ikke stå på sine egne ben. Men det var dog en super hyggelig aften!
Jeg håber virkelig at i har det super godt i Danmark! (Og undskyld, hvis jeg ikke lige får svaret på jeres søde mails, men please skriv til mig alligevel! Det er super dejligt at høre fra jer!)