Johannes i Oxford

I weekenden var Johannes her i England for at besøge mig. Det var super hyggeligt og lidt specielt, da det jo var første gang at nogen bar ovre at besøge mig, og at så var det også bare specielt, at det var lige Johannes.

Johannes kom fredag eftermiddag og jeg viste ham rundt på skolen og han så mit værelse. Han var træt ovenpå turen, så vi tog alt stille og roligt, hvilket det var hele weekenden igennem. Pga. ufattelig mange lektier (lektier, der ikke bare lige laves) så havde jeg ikke rigtig haft tid til at planlægge hvad vi skulle lave. Jeg havde kun nogle få ideer, men vi fandt dog hurtigt ud af, at det vigtigste var bare at vi var sammen og fik snakket sammen.

På værelset gennemgik vi billederne på min væg, og dermed kom der en masse sjove minder ud af det. Johannes så et billede fra min konfirmation og drømte tilbage til dengang Valdemar stadig var 1 ½ hoved lavere end ham. Desuden grinede vi lidt af min hovedpude fordi der står ”Sleep tight”, hvilket betyder ”Sov godt” og så som Johannes sagde, så var det da altid noget, at hvis der ikke var nogle til at sige godnat til en, hvad enten det var ens mor, kæreste eller værelseskammerat, så havde man da altid hovedpuden!

Vi tog ind til city center og fik indlogerede Johannes på hans værelse. Han tog en slapper imens jeg fandt ud af, hvilke film der gik hvor. Så kom han ellers tilbage og vi spiste på en italiensk restaurant. Det var super hyggeligt! Bagefter så vi filmen ”Meet the parents: Little Fockers”, som er nummer 3 i en serie om det at blive gift ikke kun med en kvinde, men også hendes forældre! Kan varmt anbefales. Det var uden undertekster, så det var lidt svært for mig og mere svært for Johannes, men han fik da sammenhængen med.Så tog vi ellers på en bar og drak en pint. Det var igen meget hyggeligt og sjovt for mig, at høre om hverdagens små, men sjove historier hjemme fra Danmark.

Næste dag måtte vi lige hen i HMW (svarer til Fona) og se på film. Johannes var i sit es, og måtte simpelthen have nogle film, når de nu var så billige, og nogle af dem oven i købet med danske undertekster. Derfra tog vi videre på en mere historisk rundtur til Bodleian Libery (Et universitets bibliotek), hvor der blandt andet er optaget nogle scener i Happy Potter. Blandt andet det meget mørke bibliotek i Harry Potter er optaget der. Ellers så vi bare på smukke bygninger udenfra og derfra gik hen på en pub/restaurant lignende ting og spiste en laaaaaaaaaang frokost, hvor vi for alvor fik snakket om os selv, familien, fremtiden og samfundet. Vi prøvede ihærdigt at få ret hver især, og jeg må medgive, at Johannes vandt denne duel, men bare fordi han vandt den, betyder ikke at han fik overbevist eller nærmere omvendt mig. Det var sjovt og da vi senere på aften/natten mødte tjeneren på en klub, spurgte han mig, hvor ”Mig og min bror kom fra.” Hvortil jeg svarede at vi kom fra Danmark. Jeg måtte selvfølgelig lige fortælle Johannes at tjeneren var der, og Johannes undrede sig over, hvorfra han kunne vide at vi var søskende, men som jeg sagde ”1) vi ligner lidt hinanden og 2) så sad vi jo ikke ligefrem og flirtede” hvilket betyder at bølgerne gik lidt høj. Vi var tæt på at blive meget træt af hinanden (hvis vi ikke blev det?) og udfordringen lå nu i at komme videre, hvilket vi kom og gik op i Carfax tower til kulden, blæsten og ikke mindst udsigten over hele Oxford.

Derfra videre til Christ Church College og se spisesalen i Harry Potter samt den populære trappe fra samme film. Vejret var super flot udenfor og derfor måtte vi også lige have et par billeder. Turen gik derfra videre til ben’s Cookies i Covered Market.




I filmen er spisesalen meget større. Den blev bl.a. gjort dobbelt så bred i et studie, for at alle fire langborde kunne være der. I virkeligheden kan der nemlig kun være 2.



Christ Church College

Om aftenen spiste vi på en anden, moderne italiensk restaurant. Senere gik vi i byen på club  no. 9 og havde en super hyggelig aften. Det var fedt endelig at komme ind et sted og feste med vennerne og selvfølgelig Johannes, hvilket var lidt specielt, da det var første gang at vi var i byen sammen.

Søndag havde vi planlagt til at skulle til London, men da jeg vågnede næste morgen orkede jeg det simpelthen ikke. Hovedet fejlede ikke noget, men resten af kroppen var mørbanket. Vi sagde ikke meget til hinanden og shoppede heller ikke meget, men alligevel var det nu bare dejligt at slentre rundt i indre London.

Jeg beklager at dette indlæg ikke er så detaljefyldt. Det er helt bevist ;)

Tiden løber også. Og en ny uge med masser af lektier er begyndt. Min lærer i FCE startede med at sige, at vores uformelle brev, vi havde skrevet i sidste uge, ikke var godt nok. Så det skulle gøres om. Blev også nødt til at droppe festen i aften. Egentlig ikke fordi mit fest-barometer ikke havde tryk på, men fordi jeg burde gøre det. Jeg BURDE gå til den fest. For Leonel’s skyld. Og nej, han er ikke en eller anden sød fyr. Han er aktivitetskordinator, og jeg har sagt til ham en del gange, at de skulle lave en fest for 16+ på en eller anden klub. Nu gør de det så, og tror i så man deltager? Nej, fordi man har masser af lektier for. Er det lige mega nederen eller er det lige mega nederen?

Men (der kommer altid et men)  I MORGEN holder personalet i Oxfam julefrokost, og der er jeg også inviteret. Apropos Oxfam så starter jeg i denne uge. Det bliver fedt!

I weekenden gælder det ”We will rock you” in London og det bliver fedt!

Nå tilbage til arbejdet ;) 

Tæl til 10

En             to              tre            fire           fem              seks           syv          otte           ni              10!

Sådan har jeg talt mange gange i denne uge. Jeg har haft alt for meget om ørene eller som man siger på Engelsk: "I have a lot on my plate." (Jeg har meget på min tallerken.)
Først og fremmest er mine tanker gået meget til min familie i denne uge. Det har været lidt en svær omgang og i går onsdag var det min fars fødselsdag, og det er selvfølgelig noget jeg tænker på. Nogle mennesker har spurgt mig, om jeg føler mig mere ked af det på diverse mærkedage så som hans fødselsdag, døds dag, julen osv. osv. Og svaret er både og og. På hans fødselsdag nej. Egentlig ikke så meget. Selvfølgelig tænker jeg over det. Især var det et lyspunkt mit i den ellers så mørke januar. Det er mere hans dødsdag (30. marts) og så alle de almindelige dage, hvor du opdager for 117. gang, at du ikke kan spørge ham om noget, og indser at han ikke kommer tilbage.
Nå ikke mere tristhed.
Mht. emnet familie så kommer Johannes på besøg i weekenden. Det er lidt dårligt at det lige skulle være denne weekend, men det var desværre den eneste mulighed. Han kommer i morgen fredag eftermiddag, og så skal jeg eller være guide. Puha. Selvom jeg har været her i Oxford i mange måneder, så er der meget af selve Oxford, som jeg aldrig har set. Dumt af mig, men måske er det bare typisk?

Som sagt har ugen været tralv bl.a. fordi jeg har sådan en fantastisk lærer. Hun er skrab, men hun vil det bedste for os, og alle i lokalet har indset at du selv bestemmer, hvor meget du vil lærer, så hvis du siger, det vil jeg ikke, så går det ud over dig selv. Derfor er ALLE motiviret for at lærer noget. Måske er det lidt sværere at være motiveret en torsdag morgen efter en international fest på "The Bridge", men i alle er jo kommet for at lærer noget, og alle lærer noget!
Som sagt går jeg i denne FCE klasse, og nu har jeg endelig besluttet at jeg BLIVER i FCE forbedredelsesklassen. FCE er som sagt den 3. bedste Cambridge eksamen du kan tage. Jeg synes, at CAE er for svær for mig på nuværende tidspunkt, men det kan godt være, at jeg tager den senere. Nu får vi at se.
Derfor valgte jeg at blive i FCE forberedelsesklassen:
- Læreren Anna, som hun hedder, er super strukturet og samtidig en god lærer, synes jeg. Jeg kan godt lide at der er tjek på de ting man skal lærer, og det har hun da i hvert fald!
- Niveauet er passende til mig. Nogle ting har jeg nemmere ved, og andre ting (især grammatik og skrivning) skal jeg have opdateret. Hvis du spørger mig: "Marie kan du forklarer hvad 'present contininous' er?", så er svaret nej. Det kan jeg ikke. Ikke bare sådan lige. Så skal jeg ha læst op på det og to uger senere er det glemt.Titlerne på diverse grammatisk regler, bøjninger osv osv. Siger mig ikke noget. Til gengæld har jeg en super flot udtale og det er jo skønt!
Som sagt har de sidste par dage været stressfulde. Op, morgenmad, bad, tøj, lektier, time, frokost, lektier, time, pause mellem to timer, time, færdig, aftensmad, lektier, seng. Sådan har det set ud de sidste par dage, og der har ikke været tid til at være mig. Nu er der endelig det.

Min lille notesbog ligger ved siden af, hvor jeg har skrevet en lang list over, hvad jeg skal huske at fortælle. Haha! Sådan går det, når der er super travlt, og alt skal med.

Før jul fortalte jeg om, at jeg gerne ville arbejde frivilligt i velgørenhedsbutik kaldet Oxfam. Det håber jeg på at kunne starte på i næste uge!
Oxfam startede oprindeligt i Oxford, hvor nogle mennesker ville presse den engelske regering til at hjælpe Grækenland under/efter 2. verdenskrig. Det var vist gået hårdt ud over dem. Så vidt jeg husker var det pga. hungersnød. Så det er ldit aller Røde Kors i Danmark, forskellen er bare, at Oxfam bruger ikke så meget tid på at sende mad ud til nødramte steder, men følger konceptet "Give fiskestang og lærer de lokale folk at bruge den istedet for give dem fisk." I dag er Oxfam spredt udover USA, Canada, United Kingdom og Spanien vist også. Måske flere.
Hvis jeg er heldig, skal jeg også arbejde i den første Oxfam butik nogensinde! Ja tak!

Fire ud af seks punkter er nu krydset af. Næste punkt på dagsordenen er: Ny blog.
Nå ja, som nogle måske hurtigt har læst, så har jeg lavet i blog mere, for alle dem, der ikke kan læse dansk. Min veninde Andrea ville super gerne følge med i mine tanker osv. Egentlig lidt sjovt, når jeg ser hende i hverdagen og specielt nu hvor vi går i samme klasse. Men okay, hvorfor ikke?
Jeg skrev ellers at jeg ville skrive indlæg på engelsk på denne blog, men nu har jeg lavet det om, så min nye blog på engelsk hedder:
http://www.mariesoxford.blogspot.com/.
Hvorfor ikke kalde den "Marie's Glasses" (Maries Briller), men jeg syntes, at det lød lidt mærkeligt på engelsk.
Der vil stå stort set det samme, men det kommer ikke artikler fra engelsk aviser, da jeg ret ud sagt synes, at de engelske aviser er dødkedelige i deres layout eller design.
Desuden kan det ske, at jeg kommer med nogle breaking news kun på engelsk, og så går der lige noget tid før det bliver på dansk eller omvendt. That's life, når man ikke har så meget tid.

I dag i frokostpausen, da jeg skulle ha' lavet de sidste lektier inden timen begyndte, blev jeg stoppet af Gabor (Aktivitets kordinator) som spurgte om jeg ikke ville være EF ambassador. Jeg havde godt hørt om det, og synes det kunne være spændende, men vidste ikke lige, hvad det helt gik ud på, og det gør jeg egentlig heller ikke helt nu, men som jeg har forstået, så er det noget med at hjælpe EF med at snakke med evt. kommnede studerende, lave lidt reklame for EF, hvad kan der gøres bedre ved EF osv osv osv. Desuden vil jeg, når jeg kommer hjem, kunne komme med til arrangementer, weekender, fester m.m.
Lyder meget spændende og igen, så er det jo fedt, at de lige kommer og spørger mig.
Apropos nye studerende så har jeg flere gange oplevet, at nye studerende er kommet hen og spurgt mig om vej, eller hvad man gør ved dit eller dat, fordi de tror, jeg er lærer eller personale. Jeg smiler hver gang, og undskylder, at jeg ikke er lærer, men tak for at de synes, at jeg godt kunne være. De bliver helt forlegne og endnu mere, når jeg fortæller at jeg kun er 17! I skulle se det! Det er fantastisk sjovt.
Det der er knap så fedt, er når folk så hilser på mig, og jeg tænker: "Hvem var det?". Jeg er dog begyndt, at huske ansigterne, så det ikke bliver nært så pinligt.
Det sjove er, at de på en eller anden måde føler sig relateret til mig.


Tæl til 10 og husk så lige at trække vejret.

Count To Ten - Tina Dickow: Tekst

There are faces, there are smiles, so many teeth, too many arms and legs

And eyes and flashing buttons all around me
I’m a-watching, I’m a-breathing, I’m a-pushing, I’m a wishing
That these walls would not be talking quite so loudly
I have lost it once before I’ve pulled myself up from the floor
And I am looking for a reason to stay standing
But sometimes it’s just too much or not enough or something else
It’s so much bigger than my head, it’s too demanding

Sometimes the fastest way to get there is to go slow
And sometimes if you wanna hold on you got to let go

I’m gonna close my eyes
And count to ten
I’m gonna close my eyes
And when I open them again
Everything will make sense to me then

I have met so many people, we’ve exchanged so many words
We’ve said it all and we’ve said nothing but it’s changed us
I have know a lot of men, some were lovers, some were friends
But all together were they merely passing strangers?
They’ll control you with their silence, they’ll control you with their words
And you’ll control them with your body’s coded signals
In the wild, entangled gardens of our insecurities
We lose our heads into eachother’s hidden pitfalls

Sometimes the fastest way to get there is to go slow
And sometimes if you wanna hold on you got to let go

I’m gonna close my eyes
And count to ten
I’m gonna close my eyes
And when I open them again
Everything will make sense to me then

1-2-3-4-5-6-7-8-9-ten...

Marie's glasses - now in English

Dear ladies and gentlemen!
Some friends here in England have asked me, why i don't write in English at my blog.
Actually I was quite surpriced about it, because they see me everyday, however, they want to know more, and that's fine with me. And it's not only people in England who can read it English. You can also do it. It will hopefully improve you English.
The website is the same as in Danish: http://www.mariesbriller.blogspot.com/.
Maries briller means Marie's glasses and show life from my point of view.
I don't wear glasses - I have contactlenses instead :) Haha

Just look at the tab called "The Life in England" and you will find everything written in English.

I apologize for all my mistakes in my writing and if I one day only write in Danish and the next in English.
It's simply just because of the time!

I hope you have a wonderful day whereever in the world you are.

Love marie

Maries Briller - nu paa engelsk

Kaere kvinder og maend.

De sidste par dage har jeg faaet nogle opfordringer fra venner herovre i England,  om at skrive indlaeg paa Engelsk ogsaa. Saa fremover vil der ogsaa vaere indlaeg paa engelsk.
Jeg beklager paa forhaand, hvis der er nogle indlaeg, som kun bliver paa engelsk eller dansk, men tiden er jo knap. Desuden vil indlaegenes indhold ofte ikke indholde lige det samme indhold, idet det er svaert at forklare fx dansk politik paa engelsk til andre kulturer, som har et helt andet politiks system.

Haaber at alt er vel hos jer!

Brighton

'

Cathrine and Nano

I dag gik turen til Brighton som er kendt for at være tidligere turiststed om sommeren, en meget anderledes palads bygning, de homoseksuelles by og generelt bare for at være anderledes.

EF havde arrangeret turen, og jeg kendte egentlig ikke nogle, udover et par piger, som havde været med inde og se ThrillerLive i London. Forresten så efter jeg har hjulpet EF til den der "de-nye-studerendes-dag" så er det bare som om, at alle kender mig, og jeg kender ingen.

Cathrine og Nona (eller hvordan det nu lige skrives) er to meget interessante piger, i det de begge har to forskellige statsborgerskaber samt begge har været ude på udvekslings/dannelsesrejse. Cathrine kommer fra Venezuela, men har også spansk statsborgerskab og Nona kommer fra Rusland, men har også ameriensk statsborgerskab.
Hele gruppen fra EF blev dog første guidet af en professionel guide og fik set meget af Brighton og Hove, som er to byer, der nu er blevet til en, og derfor hedder det faktisk Brighton Hove eller noget i den stil.
Efter en blæsende vandring i byen gik Cathrine, Nano og jeg til en mellemting mellem en pub og en restaurant. Det er lidt sjovt, fordi i Danmark kunne jeg aldrig finde på, at gå sådan et sted, men her i England er det meget normalt
Her spiste vi "Fish and Chips", som for midt vedkommende var første gang. Egentlig utroligt, når man tænker på, hvor lang tid jeg har været her. Men jeg havde denne forestilling om, at det var vildt ulækkert, fordi da jeg var i London med Andrea, havde vi set et sted, hvor de solgte det, og det så seriøst klamt ud!
Men det er faktisk mega lækkert, hvis man kommer det rigtige sted hen. Vi gik dog til en mellemting mellem .
Den omgang Fish and Chips vi fik minder om en gang blanding af en omgang fiskefilletter med pomme friter og weinerschnitzel. Til begge retter kan du få pomme friter til, men fiskefilletterne er panerede og her i England er fisken ligesom svømbt ind i det samme som en weinerschnitzel.
Derefter drog vi videre til Den Royale Pavillion, som minder lidt mere om noget middeløsten udefra, men indeni er total kinesisk indrettet af folk, der aldrig har været i Kina. Flot.
Det var alt i alt en super dejlig tur. Jeg ved godt at det ikke lyder sådan på det overstående, men at se vandet var fantastisk og gav en dejlig ro selvom det stormede helt vildt.

Øverst: Fish and Chips

Nederst: Brighton Pier

Hvor var jeg lige henne, da nyhederne stod i kø?

Da Lene meldte sin afgang, hoffet oplyste af Mary og Frederik ville vise tvillingerne frem og de mægtigste i de Konservatives ledelse drøftede en ny leder, hvor var jeg så lige henne?

Jamen jeg så da ThrillerLive i London.
ThrillerLive er et show baseret på musikken fra Michael Jackson og Jackson 5. Undervejs fortæller de om Michael's succes. EF havde arrangeret turen, men åbenbart ikke fået solgt så mange billetter, og tilbød derfor en billet til os, der havde hjulpet med de nye studerende. Og det siger man da ikke nej tak til.
Shovet var udmærket. Musikken og danserne gode, men det var er ikke noget, jeg ville se en gang til. Men stemningen var hel i top og det var super sjovt!

Can you feel it?

Thriller Live

En uforglemmelig glæde

Der er de sammenkomster, som man glemmer ugen efter. Og så er der de, man husker for altid!
De behøver ikke at være noget helt vildt over meget specielt, bare en lille bitte ting, kan gøre det helt uforglemmeligt.

Jeg skulle mødes med Isabella fra Italien og Louise fra Danmark kl. 10 lørdag formiddag. Det var virkelig koldt pga. en meget kraffuld vind, og gråt på sådan en trist måde, som er lige til at få en vinterdepression, hvis man ikke passer på.
Det startede egentlig måske i går, for Isabella spurgte om vi kunne mødes ved Carfax tårnet, og jeg spurgte, hvad det var, for jeg vidste det ærgerligt talt ikke, hvilken jeg burde i forhold til, hvor lang tid jeg har været her. Isabella svarede bare tilbage, at vi så mødtes ved indgangen til McDonalds, og jeg svarede bare "Yes, Sir!" Og det er jo lidt typisk ikke. Jeg ved ikke, hvor et oldgammelt tårn er, men jeg ved hvor McDonalds er. Da vi så mødtes, fandt jeg ud af, at det bare var det tårn med klokken, som står centralt placeret i byen. Hallo? Hvor dum har man lige lov til at være?
Nå, vi gik derfra videre til Oxfam. Til alle jer, der ikke ved, hvad Oxfam er, kan jeg fortælle at det er en slags velgørenhedsbutik, hvor de sælger både nye varer og genbrug, og giver pengene til velgørende formål som fx Haiti. Isabella og Louise har begget været i praktikophold der, og ville så gerne fortsætte som frivillige. Jeg blev grebet af ideen, og vil også prøve det nu, hvis det kan lade sig gøre med hensyn til eksamen, skemaer osv osv. Det kunne være smadder fedt, hvis det kunne, men intet er sikkert endnu, hverken med Oxfam eller hvilken eksamen. Resten af dagen var ekstremt spontan.
Efter det spiste vi morgenmad (eller Isabella og jeg gjorde) på en nærliggende café og det var super skønt, fordi vi fik debatteret nogle ting mht til skolen, eksamener og i den dur.
Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle lave, og derfor gik vi bare rundt og tog det hele som det kom. Og det var lige, hvad jeg havde brug for. At intet var planlagt. Jeg sagde til de to andre, at man burde bare tage en eller anden tilfældig bus, køre med den, og stå af et sted hvor man ikke havde været før. Vi havde i hvert fald tiden til det. I stedet slentrede vi bare lidt rundt, og kom til et slags marked, som er indendøre i... ja, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det, men i hvert fald på det marked... nej her stopper jeg lige.

I Oxford er det meget normalt at almindelige mennesker i alle aldre stiller sig op og synger nogle sange, og så kan man give dem nogle penge. Vi kender det allesammen fra de større byer, men det er jo ikke noget man ligefrem ser på Ringsted gade, og hvis man gjorde, ville man måske synes, at det var lidt mærkeligt. Men her i Oxford er det meget normalt. De fleste af disse musikanter er en gang crap, men så er der to artister eller den ene er en gruppe og en anden en ung kvinde, som gør det helt vildt godt.
Den unge kvinde har jeg kun set en gang, men hun sang ekstremt godt, sangene var virkelig godt valgte, mest fordi de mindede mig om noget helt specielt.
Den anden gruppe består af tre unge fyre, som for det meste laver deres egen version af en masse forskellige sange, både nye og gamle, hvad enten det er Pokerface med Lady Gaga eller et eller andet Beatles eller Elivs nummer. De synger tre stemmigt, og de har deres helt egen version af  "Umbrella", som faktisk er meget bedre end Rihannas! Så kunne man måske tro, at jeg er total over mega meget fan, og har hørt dem mange gange, men jeg har "kun" hørt dem to gange. Til gengæld er de sådan nogle man bare kan stå og høre i en halv time, hvis man har tid til det. Det har man, når det er lørdag middag og man alligevel lige så godt bare kan stå og synge lidt med, for hey om two måneder er jeg her ikke mere, så hvorfor ikke bare nyde det lige nu og her?
Jeg ved virkelig ikke hvad der skete, og måske er det også meningen, men det var der, at "happy hour" startede hos mig, og jeg blev bare ekstremt glad. Tænkt at musik kan gøre så meget. Nu gjorde blev det jo heller ikke værre af, at det var tre charmerende fyre, der sang :)
I hvert fald begyndte vi alle at live lidt op, og gakke lidt ud, som man kun tillader sig selv, når man ved, at det kun kan gavne.

Andrea fra Tjekkiet havde skrevet til Isabella og spurgte, om ville smage noget cream tea. Noget speciel creme te af en art, hvad end det nu var. Andrea kom og inden det der specielle te, gik vi først på Ashmolean museum, som var Britain's allerførste museum. I bund og grund var det dødkedeligt, men på eller anden måde også total afslappende. Bare gå rundt, halvfilosofere lidt og snakke dansk med Louise om gymnasiet og fag, hvilken i bund og grund lyder som total kedeligt, men kan få entusiasmen til at live total op.

Vi gik til High Street, hvor Andrea fandt The Rose, hvor vi fik dette specielle cream tea, som nærmere er et meget specielt engelsk eftermiddags little måltid bestående af te, et par scones (en mellemting mellem en kage og en bolle) med tilhørende marmelade, og en slags total speciel smør eller flødeskum af et art. The Rose er på en måde et meget fint sted, i hvert fald var det nogle fine mennesker, der kom ind ad døren. Helt automatisk begyndte vi også at sidde fint, feminint og fornemt, men på eller anden måde lykkedes det bare ikke. Måske var det da de der hjemmebagte scones begyndte at smuldre for os, eller det kunne også være i det øjeblik at vi så på hinanden og opdagde at alle sad og smilte lidt hemmelighedsfuldt. Den ene mere end den anden.
Mange af jer hjemme i Danmark, kender mig som en meget smilende person. Det har jeg nok ikke været så meget herovre, for idag der jeg smilte helt som normalt (det syntes jeg i hvert fald selv), så blev der straks spurgt "Ja Marie. Du kan lige så godt sige det. Hvad hedder han?"

Der er ikke nogen han eller ham eller han, eller hvad det nu hedder på korrekt dansk. Men det var det, at alle fire var glade på en hel speciel måde, som gjorde denne dag helt perfekt! For det var nemlig perfekt og uforglemmeligt! Somme tider skal der kun det mindste til, for at gøre en lykkelig.

Anders and - og så det at turde!

Før middag

Vi kender allesammen godt de tegnefilm, hvor en engle sidder på Anders Ands ene skulder, og en djaevel sidder på den anden. Anders bliver stort set altid fristet, og selvom han vælger englen foerst, så ender det med at djaevlen alligevel får fingrene i ham, og så bliver han desuden tilgivet til aller allersidst i filmen.

Lige nu sidder der også en djævel på min ene skulder og en engel på min anden.
I gaar var jeg saa kommet ind i denne forbedelsesklasse for en eksamen kaldet FCE (First Certificate in English). Det er den tredje bedste Cambridge Eksamen du kan tage ud af fem mulige. Jeg fortalte jer ogsaa om min ven David, der ikke kunne forstaa, hvorfor jeg ikke tog den Cambridge eksamen kaldet CAE (Certificate in Advanced English) og her stoppede forviringen langt fra. Mit hoved begyndte nu at taenke om jeg skulle tage CAE istedet for FCE.
Desuden havde jeg hoert at forberedelsesklassen for FCE ikke var naert saa gavnligt, som et valgfag kaldet introduction til FCE. En af de store forskelle var antal timer af disse to fag. FCE forberedelsesklassen har 9 timer, mens introduktion til FCE kun havde en eller to.
Er i forvirret? Hvis ja, saa kan jeg udmaerket forstaa det. Jeg var det ogsaa selv.
Det skal lige siges, at man ikke har "Generally English"-klasser, naar man gaar i en forbedrelsesklasse til en af diverse eksamener.
Saa spoegsmaalet laa i, om jeg skulle droppe forberedelsesklassen og saa have "Generally English" tilbage paa skemaet, samt lave mit ene valgfag om til introduktionen til FCE.
Naa, men det er jo altid en god ide, at snakke med sin laerer om det. Saa jeg snakkede med Anna, som er min nye laerer i FCE forberedelsesklassen og hun er ogsaa laere i valgfaget introduktion til FCE.
Hun sagde, at det introduktionen til FCE var kun forbeholdt de elever, som lige akkurat kunne tage en FCE eksamen eller i hvert fald skulle kaempe for det.
"Naa oev boev" taenkte jeg saa, inden Anna tilfoejdede: "Desuden undrer jeg mig over, at du ikke er i forbedredelsesklassen til CAE, for du virker som en staerk elev, og din sprog og udtale er virkelig godt!  men jeg vil gerne kigge paa din test du tog i sidste ud igen, og se den igennem, og saa komme med mit synspunkt. Men det er en personlig beslutning, som du skal tage stilling til."

Hvad goer man saa?
Hvad goer man, naar mavefornemmelsen er slaaet fra? Naar hjernen koere paa turbu, og ikke er i stand til at slaa fra, og naar det i det hele taget er en mirakel, at man kan sove om natten?
Hvad goer man, naar man ikke ved, om det er FCE der er ens engel eller om det er CAE? Og vil man overhovedet taget blive tilgivet til sidst i ens egen film ligesom Anders And?


________________________________________________________________________________

Aften:

Okay okay.
I dag skulle jeg ha snakket mere med min lærer om det, efter hun havde set min test igennem. Desværre havde hun ikke kunne finde den, da den ligger i en anden bunke end alle de andre.

Ellen, som også kommer fra Danmark, havde overvejet at rykke til CAE forberedelsesklassen da hun havde fået 94 % i testen hun tog for at se, om hun kunne komme ind i FCE forberedelsesklassen. Men nu tvivler hun, da hun synes, at noget er en del svært og noget andet er meget nemt.
Egentlig kender jeg ikke mit resultat eller score, som vi kalder det herovre. I princippet kan det tal vel egentlig også være lige meget eller kan det?

Min mavefornemmelse fortæller mig noget. Og man sidder jo, at man altid skal lytte til maven. Spørgsmålet er som, om hjernen vil erkende og anerkende det. Måske er det også bare for tidligt at drage konklusion. Anna (mit FCE lærer) sagde, at vi efter to uger, altså fredag næste uge, skulle se på, hvad vi syntes om det, og om nogle skulle rykke op eller ned. Hun sagde også, at man forventede, at man allerede kunne stoffet til FCE eksamen, men at dette kursus var læren af structuren af eksamen, øvelser og lidt repetition.



Tidligere i dag kom jeg igen til at tænke på denne kønsdebat om, hvorfor der er flere mænd end kvinder i diverse bestyrelser og topledelser.
I denne forbindelse forestillede jeg mig, at havde valgt CAE, hvilket er den sværreste af de to meget omtalte eksamener. Jeg forestillede mig også, at David havde valgt at tage den nu, og at vi nu begge var kommet ud med resultatet, at vi var lige akkurat bestået.
Hvordan ville vi så reagere? Ville vi være glade? Eller måske føle, at det godt kunne gøres bedre og tage samme eksamen en anden gang?
Ville David være ligeglad med at han lige akkurat bestod og bare sige, at han bestod? Ville jeg til gengæld beherske begejstringen og bare sige, at jeg lige akkurat var bestået?
Eller ville det forholde sig total omvendt?
Hvis vi reagerede som beskrevet foroven, ville det så have noget med vores køn og dermed DNA at gøre? Eller er det miljøet, der er afgørende?
Måske skulle jeg bare lade være med at tænke så meget over tingene. Det er i hvert fald det, jeg fik af vide af Isabella og alle mulige andre, der gennem tiden har sagt "slap nu af" eller "lær at sige FUCK til det"

Dagens små ord eller sætninger, der kommer op på lystavlen hele tiden, er helt klart:
JANTEloven, nyd livet, nyd ungdommen, nyd tiden i England, Fuck, "keep up the good work", selvdisiplin, "slap nu af du er ung, og har god tid", "så tag dig dog sammen!" og så Stine Bosse! Som desuden lige er gået af sin post i Tryg i dag.

Stine Bosse - Det handler om at turde

Tør jeg?

Det er spørgsmålet!

Første skoledag efter ferien

I dag er første skoledag efter ferien. Vi skulle re-registrere os, for det kræver reglementet i England åbenbart, og det er også helt okay, men det tager 117 år og en madpakke før man kommer det igennem. Jeg var mest spændt på at få mit skema, for at se hvordan det så ud, og hvilken klasse jeg var kommet i.
Jeg var kommet i FCE forberedelsesklassen og det er jo godt nok, fordi det er det, jeg gerne vil. Eller ville er nok nærmere de rette ord.

I går snakkede jeg med David, en af mine venner, som kommer fra Sverige, og han undrede sig over, hvorfor alle nærmest frygter CAE eksamen. (Den er bedre end FCE). Den måde han formulerede det på i går, fik mig (igen igen) til at se, hvorfor der er så mange flere mænd end kvinder i diverse topledelser og bestyrelser. Kvinder tror ikke nok på sig selv, og hvis de endelig gør, bliver det mange gange opfattet som om de er snobbede, og de skal da endelig ikke tro de er noget.
Noget andet interessant, som David undrede sig over, var hvorfor man ofte frygter det at skulle arbejde lidt hårdere, istedet for bare at gøre det, og så opnå den succes, man ikke ville ha opnået, hvis man lod frygten styre. Jeg må ærlig indrømme, at han ramte et ømt punkt. "Work hardere" eller "Arbejd hårdere" er dagens overskrift der står stemplet på min pande. "Study hard" (Studere hårdt) siger Peter og Rene altid til mig, når jeg snakker med dem. Og de har jo ret.

De sidste par dage har været meget mærkelige. Jeg har ikke haft det alt for godt, og sovet virkelig dårligt.
Vel, skolearbejdet vil måske hjælpe.
I hvert fald starter min første klasse lige on fem min.




Lige en sang jeg faldt over, som jeg synes, er fantastisk!

Hvornår er noget vigtigt?

Kl. 00.53 8. januar 2010

Okay okay jeg indrømmer det. Jo jeg havde glædet mig til denne fest på club camera, st. Ebbes Street in downtown Oxford. Og nej, jeg fortæller ikke hovedgrunden til hvorfor.

I eftermiddags hjalp jeg Gabor med at mingle som vi kalder der. Det betød egentlig bare, jeg skulle sørge for at alle de nye studerende i min gruppe følte sig godt tilpas under turen rundt omkring i Oxford. Med mig var også Antonialla som lige var begyndt som en del af personalet. Hun kommer fra Italien. Og Nathalie fra Belgium, som jeg egentlig ikke brød mig så meget om indtil i dag. Hun er faktisk mega sjov. Hold da fat vi havde det grineren over personlige hemmeligheder. Okay teenagersnak og mere behøver jeg vist ikke at sige.

Jeg har verdens bedste roomie. Selvom jeg kun har kendt hende i tre dage nu. Vi kommer fantastisk godt ud af det! Hun har en super sød søster og en anden sød veninde. Alle er de fra Argentina.

Efter byturen som endte med meget regn, hvilket jeg ikke helt har vænnet mig til, var jeg total smadret. Men jeg mødte en masse søde, nye mennesker. Og den tillid og ansvar du får fra EF og de nye studerende er utrolig. HallOOOOOO! Mange af dem er ældre end mig, men jeg til, at jeg er på samme alder som dem!

Det ville jeg ønske at dørmændene indtil klub Camera også syntes, men jeg, de skal se ID og da jeg havde lånt et fra en spanier, hoppede de desværre ikke på den. I skal forstå, at det er VIRKELIG FÅ der er naturlig blond herovre og endnu færre piger, der har kort hår. Jeg prøvede at jeg overtale med, at vi havde samme tykke øjenbryn, men det gik desværre ikke. Da de bad mig om at stave efternavnet, stavede jeg det forkert. Kattens også! Jeg kunne ikke komme ind til EF festen på club Camera. Der var en masse søde mennesker, som snakkede med mig udenfor blandt andet min roomie Emelia. Ja, jeg troede hun hed Maria, men fandt ud af, at det gjorde alle hendes søstre også, og så har de også hvert deres mellemnavn, som de bruger som kaldenavn. Emelia ville dog ikke tillade mig at gå hjem, så i stedet gik vi til en bar og fik et par drinks. Jeg var ærlig talt ked af det. Både over ikke at komme ind og fordi hun nu skulle være sammen med mig alene. Jeg må indrømme, at i det øjeblik hadede jeg dørmændene så meget, som jeg aldrig har gjort før! For katten da, det er jo bare et tal? Hallo jeg har haft ansvar for at bringe en check på 100.000 kr. over i banken, jeg har haft ansvaret for at køre en traktor forsvarligt, jeg har passet to fremmed børn, mens deres forældre arbejdede, jeg har fløjet og taget bus helt alene uden nogen hjælp, jeg har haft ansvar for en større gruppe mennesker, men jeg kan ikke tage ansvar for mig selv i omkring fire timer på en klub? Det siger en eller anden kattens lov, og så er det der, at jeg begynder at hade regler og love! Så kan det godt være, at du synes, at jeg bare skal nyde livet, mens jeg har det, men det er kattens svært, når man står der foran en dørmand, der er vildt nederen! Han kender mig jo ikke engang!

Men så er det jo heldigt, at ens roomie siger til en: Det gælder om, at finde ud af, hvad der er vigtigt, og så gøre det. Jeg kan altid gå på klub. Okay det lød bedre på engelsk, men bare det at hun gad at bruge tiden på mig, gjorde mig ekstrem glad!

JEG HAR VERDENS BEDSTE RUMKO!

I'm walking on sunshine! (og det er ellers ret svært i det regnfulde England)

Jeg er bare SÅ GLAD!!! Jeg hopper rundt og smiler hele tiden! Kattens det er fedt at være mig!

I onsdag tog jeg den meget omtalte test, som skulle vise, om jeg kunne gå i en forberedelsesklasse til en Cambridge eksamen kaldet FCE (First Certificate of English). 50 min før prøven startede, fik jeg afvide at jeg skulle tage den, og derfor var jeg smule urolig. Jeg var spændt på at se, hvor meget af mit engelsk, jeg havde mistet, men til min store overraskelse gik det faktisk utrolig godt.

Tidligere havde jeg spurgt min daværende lærer Jon, om han troede at jeg havde en chance for at tage en CAE eksamen. CAE er en niveau højere end FCE, om CAE er også den anden bedste Cambridge eksamen, som du kan tage. Han mente, at jeg godt kunne tage en CAE, hvis jeg kæmpede lidt mere for det. Jeg kunne godt ha kæmpet noget mere, men da jeg også er af den holdning, at man skal nå at nyde livet mens man endnu har det, så kæmpet jeg ikke nær så meget, som jeg kunne ha gjort. Onsdag aften fortalte en anden lærer mig, at han også mente, at jeg lå lige imellem en FCE og en CAE.

Den lærer som rettede min test, fortalte så det, som de to foregående også fortalte mig. At jeg ligger lige imellem. Jeg kan passere en FCE test, men hvis jeg tog en CAE ville det ikke være sikkert at jeg kunne gennemføre.

Men alligevel er jeg ret glad for dette resultat. Det kan man undre sig over. For hvorfor skulle man være glad for at man chancen for at passere en CAE eksamen er minimal, men dog stadig mulig. Jeg er bare glad for, at jeg i det mindste har en stor chance for at passere en FCE eksamen, og så kan jeg jo altid gå derfra og videre! Hallo jeg kom fra nærmest intet til alt dette! WUHU!!!

En anden ting som er helt fantastisk er min nye værelseskammerat! Hun er bare skøn! Alt venlig og snakker hele tiden, og spørger. Vi klinger godt og det er super fantastisk! Hun fortalte, at hun både var nervøs, men også glædede sig til, at jeg skulle komme. Hun havde fået af vide af personalet, at jeg var en super dejlig pige og hallo, hvem er ikke glad for noget credit fra dem?  Seriøst alle spansk-talende mennesker jeg har mødt her, er super søde! Jeg elsker dem simpelthen!

Nå, hvad jeg laver så ellers i disse dage, som kan gøre mig så glad? Jo, i går kom Gabor fra Ungarn (personale) og spurgte om jeg kunne hjælpe dem i dag, fordi der var en masse nye studenter, som skulle vises vej og i den dur. Selvfølgelig kunne jeg det, så i formiddags guide jeg nye eller og her i eftermiddag skal jeg med på en gåtur, og bare snakke med de nye elever, for at føle det tilpas. Desuden mødte jeg ikke par nye elever – Sirene fra Frankrig og Magarina fra Spanien. To super sjove piger med masser humør og udstråling.

Og i dag skal jeg også mødes med min veninde Seoyoung fra Sydkorea. Vi skal finde ud af, hvor turen skal gå hen i denne weekend, før skolen for alvor starter igen. Og desuden komme de fleste tilbage fra ferie i denne weekende!

Lige nu kan jeg bestemt ikke tænke mig, at flyve tilbage til Danmark. Undskyld alle sammen, men jeg har det skønt herovre!

Love Marie

En god gang gryderet - med karry! ;)

Smilet var stort, da jeg i dag stod inde i lufthavnen for at sige farvel til mor, Johannes og Bette.  Valdemar var desværre nødt til at tage i skole, men sådan er det jo.

Det kæmpe smil kunne ikke skjules, og ærligt talt skammede jeg mig lidt over det, for kunne jeg tillade mig at være så glad for, at jeg skulle af sted? Konklusionen blev dog til, at det var bedre, at jeg var glad end trist. Mit kæmpe smil skyldtes, det man kalder selvstændighed. Jeg glædede mig simpelthen bare til at udvise selvstændighed (igen), ved at tjekke ind, gå gennem sikkerhedskontrollen, hvor jeg nu kender hele proceduren til fulde, finde gaten, frem med pas og boarding pass, ind i flyet, ud af flyet, finde vej til bagagebåndet, finde vej til min bus, sørge for noget aftensmad, tage bussen, stå af, gå hjem… nej undskyld…låse sig ind på sit værelse og møde en ny værelseskammerat. Hende vender jeg tilbage til senere.

Denne selvstændighed elsker jeg. Den kræver, at jeg selv tager ansvar for både praktiske ting, som bus, test, genopfylde penge på mit engelske SIM kort og buskort, men samtidig kræver den også, at jeg lærer at tænke selv, bruge min sunde fornuft blandet med lidt spontanitet og crazyness (skørhed). Det har modnet mig rigtig meget  at være herovre i Oxford de tre måneder det har varede indtil nu. Det har fået mig til for alvor at tage ansvar for mange ting herunder i blandet egen læring og udvikling. Dog synes jeg selv, at det største ændring der er sket, at jeg er begyndt at turde sige mine ærlige tanker og holdninger mere end før, og så er I måske nogle der tænker: ”Kan det virkelig lade sig gøre for dit vedkommende Marie?”. Hvortil jeg kun kan svare: JA! Derfor glæder jeg mig til 2 måneder og 8 dage mere i Oxford, hvor der blandt andet vil ske følgende:

-          I denne uge skal jeg gennemfører en test for at se, om jeg gå i forberedelsesklassen til en Cambridge eksamen kaldet FCE (First Certificate of English =Første certifikat i Engelsk) Hvis jeg gennemfører denne test, hvilket jeg tror og håber på, starter  i denne forberedelsesklasse på mandag, og dermed erstattet de ”GenneralEnglish”klasser med forberedelsesklassen.

-          En anden ting der skal ske, er at jeg skal aflevere en ansøgning om at være volontør i en frivillig genbrugsbutik kaldet ”Oxfam”, som er en kæde af genbrugsbutikker, hvor omkring 80 % af et pund går til et velgørende formål. Jeg har to veninder, der har været der i praktisk i tre uger hver, og de kunne virkelig godt lide det, så jeg håber, at jeg kan får et frivilligt job der i de sidste to måneder.

I aften kom jeg tilbage til mit værelse, og fandt at der var lys derinde. ”Åh nej” tænkte jeg. ”Har jeg allerede fået en ny værelseskammerat?” Jep det havde jeg, men jeg har været så heldig, for pigen, hvis navn jeg ikke husker. Hey, fik jeg egentlig fortalt mig eget til hende? Nå ja, det var jo ligesom det du startede med. Ej, så tænkt dig dog om Marie Vincents Ejlekær Nielsen! Whatever. Hendes navn husker jeg ikke. Ej lige et øjeblik…

(2 minutter senere)

…Hun hedder Maria! Hvor nemt at huske. Marie – Maria, Medina – Madonna! Sådan skal den skæres!  Men hun kommer fra Argentina, 19 år og smadder sød! Seriøst jeg elsker mennesker fra Sydamerika. De er sjove, åbne, tillidsfulde, smukke(!), skønne og snakker vældig hurtigt. Forestil jer, når der går sådan en spansktalende gruppe på 7-10 mennesker. Jeg siger jer, den for ikke for lidt, hverken med ord, arme og volumen.  

Jeg burde egentlig også fortælle lidt om min juleferie, men kors der er sket meget! Ikke bare oplevelsesmæssigt, men også i det danske samfund med statsministerens kovending i nytårstalen! Arg jeg glæder mig saksusme til der bliver valg. Og kære Løkke, vil du ikke godt nok være sød at vente med valget til efter den 26. juni? Du kan jo godt se, at du trænger til bedre meningsmålinger, før det er smart at udskrive valg, og især med den bombe du lige har smidt.

Jeg vil ikke kommenterer mere politik lige nu, for så ville jeg da for alvor få skrivekrampe i mine hænder. I stedet kan jeg fortælle at jeg mit juleferie gik med at se den nærmeste familie, venner, spise et hav af leverpostejsmadder, jule, spille Wii, snakke gamle dage… apropos gamle dage, så er det da uhyggeligt at man i en alder af 17 år opfører sig som en på 60, som går i ungdommens minder og snakker om diverse personer fra fortiden levn. HAHA  -  ej undskyld til alle jer på 60 og derover, men et eller andet sted, er det da forfærdeligt, at man bruger sin kostbare tid sammen med ens venner og familie på at opfriske minder fra en svunden tid, når man i stedet kan bruge den på at skabe nye og sjove minder. Okay, jeg gør det også selv, og jeg siger heller ikke, at man ikke skal gøre det nogle gange, men at man kan bruge så meget tid på det, som en hel aften – eller weekend for den sags skyld, er det ikke lige lovlig meget? I det mindste har jeg da for mig selv smågrinet lidt af det, og det var så den underholdning.

Undskyld, i må ikke tage overstående personligt, men jeg er jo stadig teenager (surprice) med alt hvad der bringer af grineflip, spontanitet, følelsesudbrud, bumser, naivitet og holdninger til alt muligt, hvad enten det er fordomme/forestillinger eller sandhed! Og hold da katten hvor jeg elsker det!

17 år det er livet! Jeg fik engang i fødselsdagskort, hvori der stod, at mange mente at de sytten år, var det mest ideelle tidspunkt i livet. Og jeg forstår egentlig godt ’de mange’. Når du er 17 år har du næsten samme tankegang som en 18 årig – men ikke samme ansvar. Du kan stort set gøre, hvad du vil. Du står i princippet til ansvar for nogle som helst, med mindre du laver kriminalitet. Du kan sige lige/mene stort set,  hvad du vil, og hvis du er utilfreds med den politik, der bliver ført, kan ingen komme og sige til dig; ”jamen så skulle du da bare ha stemt noget andet ved det sidste valg”, for du er ikke gammel nok til at stemme i og med stemmeretsalderen vedbliver de 18 år foreløbigt – man ved jo aldrig, hvad der sker.

Men en dag vågner man vel op, og ser en mental rudekonvolut med røde tal på en efterregning med en høj pris. Spørgsmålet er så, om vi, som (stadig) er under 18 år, allerede er så kloge og dermed til mange tider også så kedelige, fordi vi ikke tør chancen, fordi vi er bange for et mental wakeup-call? Eller er vi mere naive og vågner en dag omslynget af en masse af livets store spørgsmål, som vi ikke fik svar på i tide. Får vi overhovedet taget en efterregning? Hvis ja, hvornår kommer den, og hvem er afsenderen? Hvis nej, hvad sker der så?

Og er de 17 år, det mest ideelle tidspunkt i livet? I så fald var halvdelen af den tid i mit liv gået den 2. juledag 2010 kl. 01.53. Og hvad skal jeg så bruge den anden halvdel på. Jo måske skulle jeg nyde ungdommen lidt mere, sætte lidt mere pris på den, sige lidt flere sjove ting, og ikke mindst turde at overskride min grænse, hvor jeg ved, jeg ville fortryde, hvis ikke jeg gjorde. Kort sagt: nyd tiden, mens den og de mennesker du holder af, er der.

Nå, nu endte dette indlæg et sted, hvor jeg ikke havde troet, det ville ende. Og forresten  

Godt nytår alle sammen!

  

Vattæppet

London!

I'm driving home for Christmas

Oprindeligt skrevet den 17. December 2010:

Driving home for Christmas
Oh, I can't wait to see those faces
I'm driving home for Christmas, yea
Well I'm moving down that line
And it's been so long
But I will be there
I sing this song
To pass the time away
Driving in my car
Driving home for Christmas

It's gonna take some time
But I'll get there
Top to toe in tail-lights
Oh, I got red lights on the run
But soon there'll be a freeway
Get my feet on holy ground

So I sing for you
Though you can't hear me
When I get through
And feel you near me
I am driving home for Christmas
Driving home for Christmas
With a thousand memories

I take look at the driver next to me
He's just the same
Just the same

Top to toe in tail-lights
Oh, I got red lights on the run
I'm driving home for Christmas, yea
Get my feet on holy ground
So I sing for you
Though you can't hear me
When I get trough
And feel you near me
Driving in my car
Driving home for Christmas
Driving home for Christmas
With a thousand memories

”Jeg kører hjem til jul. Oh jeg kan ikke vente til at se ansigter. Jeg kører hjem til jul, yea”. Denne sang har jeg glædet mig til at synge i mange mange dage, og nu kan jeg endelig det. Lige nu sidder jeg i en bus fra Oxford mod Heathrow lufthavn, terminal 3.

Det sjove ved overstående sang er, at jeg egentlig ikke kunne lide den indtil i går, hvor jeg hørte den på repeat om aftenen.

 Oh I can’t wait to see those faces

Jeg GLÆDER MIG som et lille barn til at se hele min familie og venner igen. Jeg tror, jeg vil skrige eller storme frem med et kæmpe smil, når jeg ser min mor og to brødre i KØBENHAVNS LUFTHAVN!!!! Nu må i ikke tro, at jeg ikke har haft det godt herovre i Engeland, men siden lørdag aften har jeg haft influenza, og det har været møghamrende nederen. Søndag lå jeg på langs hele dagen, men mandag og tirsdag tog jeg mig sammen og gik i skole. I sidste time i tirsdag begynder jeg dog at få det værre og måtte simpelthen gå midt i Internationale Affærer, hvilket var/er mega nederen, fordi det er min yndlingsklasse! Jeg snakker godt med alle, men især Isabella, Elisabeth, de to David’er og Lise har jeg det vildt sjovt sammen med. Det er fantastisk at gå i en klasse, hvor både læreren er god og medstuderende så sjove! Jeg har så meget nyt at fortælle bl.a. at jeg har fået nye lærere igen igen, og skiftet til en anden klasse i min ”Generel English” klasse. Men det er en anden historie.

 Oh, I got red lights on the run
But soon there'll be a freeway

Motorvejen ind til London er fantastisk kedelig, men jaaa jeg er snart derinde og jeg mega spændt, om jeg kan finde ud af det. Men det kan jeg jo – selvfølgelig kan jeg det! ÅH JEG GLÆDER MIG!!! Jeg håber, at der ligger en smule sne derhjemme.

Driving home for Christmas
With a thousand memories

Jeg kører hjem til jul med en masse minder. Og ja, der er en masse gode minder  og historier. Både dem der skal fortælles, og dem der ikke skal ;)

Nå, men lige nu sidder jeg ved siden af en kineser eller japaner. Han er i hvert fald omkring derfra.

Jeg er vildt spændt på at komme ind til Heathrow. Sidste gang virkede den ikke så stor, som alle andre ellers snakker om, men det kan være, at det ændrer sig nu, hvor jeg skal igennem den på en anden måde. Jeg har allerede checket mig selv ind via af nettet. Jeg blev meget overrasket over, at man kunne det, så det gjorde jeg, men jeg er bange for, at jeg har lavet en lille fejl. For i mit pas er mit Fornavn Marie Vincents Ejlekær, men jeg indtastede Vincents Ejlekær som mellemnavne, og man ved jo ikke, om de går så meget op i det eller ej. Men jeg tror og håber på, at det skal nok lykkes alt sammen. Når jeg kommer ind til Terminal 3, skal jeg ”bare” finde bagageafleveringen-tingting-maskinen. Jeg er pænt spændt på, om min kuffert vejer for meget. Efter de nye rejseregler fra Oktober, må jeg have 23 kg med, men jeg har en del bøger med hjem, og derfor er jeg pænt nervøs for, at den vejer noget mere. Nå, lad vær med at tage sorger på forskud. Så hedder det Security Check, og så er jeg inde og derefter gaten og så flyveren, og så er jeg jo næsten hjemme.

JAAAAAAAAAAAAAAAAA! Jeg glæder mig så MEGET!!

I’m Driving home for Christmas. Oh I can’t wait to see those faces. And It been so long!

Men vi ses jo lige om lidt.

Nå, nu er jeg i Danmark igen og alt gik legende let i lufthavnen. Ingen problemer med noget som helst. I CPH lufthavn Valdemar, Johannes, mor og Bette mødt op, og nøj var det dejligt at se dem!