Sådan har jeg talt mange gange i denne uge. Jeg har haft alt for meget om ørene eller som man siger på Engelsk: "I have a lot on my plate." (Jeg har meget på min tallerken.)
Først og fremmest er mine tanker gået meget til min familie i denne uge. Det har været lidt en svær omgang og i går onsdag var det min fars fødselsdag, og det er selvfølgelig noget jeg tænker på. Nogle mennesker har spurgt mig, om jeg føler mig mere ked af det på diverse mærkedage så som hans fødselsdag, døds dag, julen osv. osv. Og svaret er både og og. På hans fødselsdag nej. Egentlig ikke så meget. Selvfølgelig tænker jeg over det. Især var det et lyspunkt mit i den ellers så mørke januar. Det er mere hans dødsdag (30. marts) og så alle de almindelige dage, hvor du opdager for 117. gang, at du ikke kan spørge ham om noget, og indser at han ikke kommer tilbage.
Nå ikke mere tristhed.
Mht. emnet familie så kommer Johannes på besøg i weekenden. Det er lidt dårligt at det lige skulle være denne weekend, men det var desværre den eneste mulighed. Han kommer i morgen fredag eftermiddag, og så skal jeg eller være guide. Puha. Selvom jeg har været her i Oxford i mange måneder, så er der meget af selve Oxford, som jeg aldrig har set. Dumt af mig, men måske er det bare typisk?
Som sagt har ugen været tralv bl.a. fordi jeg har sådan en fantastisk lærer. Hun er skrab, men hun vil det bedste for os, og alle i lokalet har indset at du selv bestemmer, hvor meget du vil lærer, så hvis du siger, det vil jeg ikke, så går det ud over dig selv. Derfor er ALLE motiviret for at lærer noget. Måske er det lidt sværere at være motiveret en torsdag morgen efter en international fest på "The Bridge", men i alle er jo kommet for at lærer noget, og alle lærer noget!
Som sagt går jeg i denne FCE klasse, og nu har jeg endelig besluttet at jeg BLIVER i FCE forbedredelsesklassen. FCE er som sagt den 3. bedste Cambridge eksamen du kan tage. Jeg synes, at CAE er for svær for mig på nuværende tidspunkt, men det kan godt være, at jeg tager den senere. Nu får vi at se.
Derfor valgte jeg at blive i FCE forberedelsesklassen:
- Læreren Anna, som hun hedder, er super strukturet og samtidig en god lærer, synes jeg. Jeg kan godt lide at der er tjek på de ting man skal lærer, og det har hun da i hvert fald!
- Niveauet er passende til mig. Nogle ting har jeg nemmere ved, og andre ting (især grammatik og skrivning) skal jeg have opdateret. Hvis du spørger mig: "Marie kan du forklarer hvad 'present contininous' er?", så er svaret nej. Det kan jeg ikke. Ikke bare sådan lige. Så skal jeg ha læst op på det og to uger senere er det glemt.Titlerne på diverse grammatisk regler, bøjninger osv osv. Siger mig ikke noget. Til gengæld har jeg en super flot udtale og det er jo skønt!
Som sagt har de sidste par dage været stressfulde. Op, morgenmad, bad, tøj, lektier, time, frokost, lektier, time, pause mellem to timer, time, færdig, aftensmad, lektier, seng. Sådan har det set ud de sidste par dage, og der har ikke været tid til at være mig. Nu er der endelig det.
Min lille notesbog ligger ved siden af, hvor jeg har skrevet en lang list over, hvad jeg skal huske at fortælle. Haha! Sådan går det, når der er super travlt, og alt skal med.
Før jul fortalte jeg om, at jeg gerne ville arbejde frivilligt i velgørenhedsbutik kaldet Oxfam. Det håber jeg på at kunne starte på i næste uge!
Oxfam startede oprindeligt i Oxford, hvor nogle mennesker ville presse den engelske regering til at hjælpe Grækenland under/efter 2. verdenskrig. Det var vist gået hårdt ud over dem. Så vidt jeg husker var det pga. hungersnød. Så det er ldit aller Røde Kors i Danmark, forskellen er bare, at Oxfam bruger ikke så meget tid på at sende mad ud til nødramte steder, men følger konceptet "Give fiskestang og lærer de lokale folk at bruge den istedet for give dem fisk." I dag er Oxfam spredt udover USA, Canada, United Kingdom og Spanien vist også. Måske flere.
Hvis jeg er heldig, skal jeg også arbejde i den første Oxfam butik nogensinde! Ja tak!
Fire ud af seks punkter er nu krydset af. Næste punkt på dagsordenen er: Ny blog.
Nå ja, som nogle måske hurtigt har læst, så har jeg lavet i blog mere, for alle dem, der ikke kan læse dansk. Min veninde Andrea ville super gerne følge med i mine tanker osv. Egentlig lidt sjovt, når jeg ser hende i hverdagen og specielt nu hvor vi går i samme klasse. Men okay, hvorfor ikke?
Jeg skrev ellers at jeg ville skrive indlæg på engelsk på denne blog, men nu har jeg lavet det om, så min nye blog på engelsk hedder:
http://www.mariesoxford.blogspot.com/.
Hvorfor ikke kalde den "Marie's Glasses" (Maries Briller), men jeg syntes, at det lød lidt mærkeligt på engelsk.
Der vil stå stort set det samme, men det kommer ikke artikler fra engelsk aviser, da jeg ret ud sagt synes, at de engelske aviser er dødkedelige i deres layout eller design.
Desuden kan det ske, at jeg kommer med nogle breaking news kun på engelsk, og så går der lige noget tid før det bliver på dansk eller omvendt. That's life, når man ikke har så meget tid.
I dag i frokostpausen, da jeg skulle ha' lavet de sidste lektier inden timen begyndte, blev jeg stoppet af Gabor (Aktivitets kordinator) som spurgte om jeg ikke ville være EF ambassador. Jeg havde godt hørt om det, og synes det kunne være spændende, men vidste ikke lige, hvad det helt gik ud på, og det gør jeg egentlig heller ikke helt nu, men som jeg har forstået, så er det noget med at hjælpe EF med at snakke med evt. kommnede studerende, lave lidt reklame for EF, hvad kan der gøres bedre ved EF osv osv osv. Desuden vil jeg, når jeg kommer hjem, kunne komme med til arrangementer, weekender, fester m.m.
Lyder meget spændende og igen, så er det jo fedt, at de lige kommer og spørger mig.
Apropos nye studerende så har jeg flere gange oplevet, at nye studerende er kommet hen og spurgt mig om vej, eller hvad man gør ved dit eller dat, fordi de tror, jeg er lærer eller personale. Jeg smiler hver gang, og undskylder, at jeg ikke er lærer, men tak for at de synes, at jeg godt kunne være. De bliver helt forlegne og endnu mere, når jeg fortæller at jeg kun er 17! I skulle se det! Det er fantastisk sjovt.
Det der er knap så fedt, er når folk så hilser på mig, og jeg tænker: "Hvem var det?". Jeg er dog begyndt, at huske ansigterne, så det ikke bliver nært så pinligt.
Det sjove er, at de på en eller anden måde føler sig relateret til mig.
Tæl til 10 og husk så lige at trække vejret.
Count To Ten - Tina Dickow: Tekst
There are faces, there are smiles, so many teeth, too many arms and legs
And eyes and flashing buttons all around meI’m a-watching, I’m a-breathing, I’m a-pushing, I’m a wishing
That these walls would not be talking quite so loudly
I have lost it once before I’ve pulled myself up from the floor
And I am looking for a reason to stay standing
But sometimes it’s just too much or not enough or something else
It’s so much bigger than my head, it’s too demanding
Sometimes the fastest way to get there is to go slow
And sometimes if you wanna hold on you got to let go
I’m gonna close my eyes
And count to ten
I’m gonna close my eyes
And when I open them again
Everything will make sense to me then
I have met so many people, we’ve exchanged so many words
We’ve said it all and we’ve said nothing but it’s changed us
I have know a lot of men, some were lovers, some were friends
But all together were they merely passing strangers?
They’ll control you with their silence, they’ll control you with their words
And you’ll control them with your body’s coded signals
In the wild, entangled gardens of our insecurities
We lose our heads into eachother’s hidden pitfalls
Sometimes the fastest way to get there is to go slow
And sometimes if you wanna hold on you got to let go
I’m gonna close my eyes
And count to ten
I’m gonna close my eyes
And when I open them again
Everything will make sense to me then
1-2-3-4-5-6-7-8-9-ten...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar