De behøver ikke at være noget helt vildt over meget specielt, bare en lille bitte ting, kan gøre det helt uforglemmeligt.
Jeg skulle mødes med Isabella fra Italien og Louise fra Danmark kl. 10 lørdag formiddag. Det var virkelig koldt pga. en meget kraffuld vind, og gråt på sådan en trist måde, som er lige til at få en vinterdepression, hvis man ikke passer på.
Det startede egentlig måske i går, for Isabella spurgte om vi kunne mødes ved Carfax tårnet, og jeg spurgte, hvad det var, for jeg vidste det ærgerligt talt ikke, hvilken jeg burde i forhold til, hvor lang tid jeg har været her. Isabella svarede bare tilbage, at vi så mødtes ved indgangen til McDonalds, og jeg svarede bare "Yes, Sir!" Og det er jo lidt typisk ikke. Jeg ved ikke, hvor et oldgammelt tårn er, men jeg ved hvor McDonalds er. Da vi så mødtes, fandt jeg ud af, at det bare var det tårn med klokken, som står centralt placeret i byen. Hallo? Hvor dum har man lige lov til at være?
Nå, vi gik derfra videre til Oxfam. Til alle jer, der ikke ved, hvad Oxfam er, kan jeg fortælle at det er en slags velgørenhedsbutik, hvor de sælger både nye varer og genbrug, og giver pengene til velgørende formål som fx Haiti. Isabella og Louise har begget været i praktikophold der, og ville så gerne fortsætte som frivillige. Jeg blev grebet af ideen, og vil også prøve det nu, hvis det kan lade sig gøre med hensyn til eksamen, skemaer osv osv. Det kunne være smadder fedt, hvis det kunne, men intet er sikkert endnu, hverken med Oxfam eller hvilken eksamen. Resten af dagen var ekstremt spontan.
Efter det spiste vi morgenmad (eller Isabella og jeg gjorde) på en nærliggende café og det var super skønt, fordi vi fik debatteret nogle ting mht til skolen, eksamener og i den dur.
Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle lave, og derfor gik vi bare rundt og tog det hele som det kom. Og det var lige, hvad jeg havde brug for. At intet var planlagt. Jeg sagde til de to andre, at man burde bare tage en eller anden tilfældig bus, køre med den, og stå af et sted hvor man ikke havde været før. Vi havde i hvert fald tiden til det. I stedet slentrede vi bare lidt rundt, og kom til et slags marked, som er indendøre i... ja, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det, men i hvert fald på det marked... nej her stopper jeg lige.
I Oxford er det meget normalt at almindelige mennesker i alle aldre stiller sig op og synger nogle sange, og så kan man give dem nogle penge. Vi kender det allesammen fra de større byer, men det er jo ikke noget man ligefrem ser på Ringsted gade, og hvis man gjorde, ville man måske synes, at det var lidt mærkeligt. Men her i Oxford er det meget normalt. De fleste af disse musikanter er en gang crap, men så er der to artister eller den ene er en gruppe og en anden en ung kvinde, som gør det helt vildt godt.
Den unge kvinde har jeg kun set en gang, men hun sang ekstremt godt, sangene var virkelig godt valgte, mest fordi de mindede mig om noget helt specielt.
Den anden gruppe består af tre unge fyre, som for det meste laver deres egen version af en masse forskellige sange, både nye og gamle, hvad enten det er Pokerface med Lady Gaga eller et eller andet Beatles eller Elivs nummer. De synger tre stemmigt, og de har deres helt egen version af "Umbrella", som faktisk er meget bedre end Rihannas! Så kunne man måske tro, at jeg er total over mega meget fan, og har hørt dem mange gange, men jeg har "kun" hørt dem to gange. Til gengæld er de sådan nogle man bare kan stå og høre i en halv time, hvis man har tid til det. Det har man, når det er lørdag middag og man alligevel lige så godt bare kan stå og synge lidt med, for hey om two måneder er jeg her ikke mere, så hvorfor ikke bare nyde det lige nu og her?
Jeg ved virkelig ikke hvad der skete, og måske er det også meningen, men det var der, at "happy hour" startede hos mig, og jeg blev bare ekstremt glad. Tænkt at musik kan gøre så meget. Nu gjorde blev det jo heller ikke værre af, at det var tre charmerende fyre, der sang :)
I hvert fald begyndte vi alle at live lidt op, og gakke lidt ud, som man kun tillader sig selv, når man ved, at det kun kan gavne.
Andrea fra Tjekkiet havde skrevet til Isabella og spurgte, om ville smage noget cream tea. Noget speciel creme te af en art, hvad end det nu var. Andrea kom og inden det der specielle te, gik vi først på Ashmolean museum, som var Britain's allerførste museum. I bund og grund var det dødkedeligt, men på eller anden måde også total afslappende. Bare gå rundt, halvfilosofere lidt og snakke dansk med Louise om gymnasiet og fag, hvilken i bund og grund lyder som total kedeligt, men kan få entusiasmen til at live total op.
Vi gik til High Street, hvor Andrea fandt The Rose, hvor vi fik dette specielle cream tea, som nærmere er et meget specielt engelsk eftermiddags little måltid bestående af te, et par scones (en mellemting mellem en kage og en bolle) med tilhørende marmelade, og en slags total speciel smør eller flødeskum af et art. The Rose er på en måde et meget fint sted, i hvert fald var det nogle fine mennesker, der kom ind ad døren. Helt automatisk begyndte vi også at sidde fint, feminint og fornemt, men på eller anden måde lykkedes det bare ikke. Måske var det da de der hjemmebagte scones begyndte at smuldre for os, eller det kunne også være i det øjeblik at vi så på hinanden og opdagde at alle sad og smilte lidt hemmelighedsfuldt. Den ene mere end den anden.
Mange af jer hjemme i Danmark, kender mig som en meget smilende person. Det har jeg nok ikke været så meget herovre, for idag der jeg smilte helt som normalt (det syntes jeg i hvert fald selv), så blev der straks spurgt "Ja Marie. Du kan lige så godt sige det. Hvad hedder han?"
Der er ikke nogen han eller ham eller han, eller hvad det nu hedder på korrekt dansk. Men det var det, at alle fire var glade på en hel speciel måde, som gjorde denne dag helt perfekt! For det var nemlig perfekt og uforglemmeligt! Somme tider skal der kun det mindste til, for at gøre en lykkelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar