Smilet var stort, da jeg i dag stod inde i lufthavnen for at sige farvel til mor, Johannes og Bette. Valdemar var desværre nødt til at tage i skole, men sådan er det jo.
Det kæmpe smil kunne ikke skjules, og ærligt talt skammede jeg mig lidt over det, for kunne jeg tillade mig at være så glad for, at jeg skulle af sted? Konklusionen blev dog til, at det var bedre, at jeg var glad end trist. Mit kæmpe smil skyldtes, det man kalder selvstændighed. Jeg glædede mig simpelthen bare til at udvise selvstændighed (igen), ved at tjekke ind, gå gennem sikkerhedskontrollen, hvor jeg nu kender hele proceduren til fulde, finde gaten, frem med pas og boarding pass, ind i flyet, ud af flyet, finde vej til bagagebåndet, finde vej til min bus, sørge for noget aftensmad, tage bussen, stå af, gå hjem… nej undskyld…låse sig ind på sit værelse og møde en ny værelseskammerat. Hende vender jeg tilbage til senere.
Denne selvstændighed elsker jeg. Den kræver, at jeg selv tager ansvar for både praktiske ting, som bus, test, genopfylde penge på mit engelske SIM kort og buskort, men samtidig kræver den også, at jeg lærer at tænke selv, bruge min sunde fornuft blandet med lidt spontanitet og crazyness (skørhed). Det har modnet mig rigtig meget at være herovre i Oxford de tre måneder det har varede indtil nu. Det har fået mig til for alvor at tage ansvar for mange ting herunder i blandet egen læring og udvikling. Dog synes jeg selv, at det største ændring der er sket, at jeg er begyndt at turde sige mine ærlige tanker og holdninger mere end før, og så er I måske nogle der tænker: ”Kan det virkelig lade sig gøre for dit vedkommende Marie?”. Hvortil jeg kun kan svare: JA! Derfor glæder jeg mig til 2 måneder og 8 dage mere i Oxford, hvor der blandt andet vil ske følgende:
- I denne uge skal jeg gennemfører en test for at se, om jeg gå i forberedelsesklassen til en Cambridge eksamen kaldet FCE (First Certificate of English =Første certifikat i Engelsk) Hvis jeg gennemfører denne test, hvilket jeg tror og håber på, starter i denne forberedelsesklasse på mandag, og dermed erstattet de ”GenneralEnglish”klasser med forberedelsesklassen.
- En anden ting der skal ske, er at jeg skal aflevere en ansøgning om at være volontør i en frivillig genbrugsbutik kaldet ”Oxfam”, som er en kæde af genbrugsbutikker, hvor omkring 80 % af et pund går til et velgørende formål. Jeg har to veninder, der har været der i praktisk i tre uger hver, og de kunne virkelig godt lide det, så jeg håber, at jeg kan får et frivilligt job der i de sidste to måneder.
I aften kom jeg tilbage til mit værelse, og fandt at der var lys derinde. ”Åh nej” tænkte jeg. ”Har jeg allerede fået en ny værelseskammerat?” Jep det havde jeg, men jeg har været så heldig, for pigen, hvis navn jeg ikke husker. Hey, fik jeg egentlig fortalt mig eget til hende? Nå ja, det var jo ligesom det du startede med. Ej, så tænkt dig dog om Marie Vincents Ejlekær Nielsen! Whatever. Hendes navn husker jeg ikke. Ej lige et øjeblik…
(2 minutter senere)
…Hun hedder Maria! Hvor nemt at huske. Marie – Maria, Medina – Madonna! Sådan skal den skæres! Men hun kommer fra Argentina, 19 år og smadder sød! Seriøst jeg elsker mennesker fra Sydamerika. De er sjove, åbne, tillidsfulde, smukke(!), skønne og snakker vældig hurtigt. Forestil jer, når der går sådan en spansktalende gruppe på 7-10 mennesker. Jeg siger jer, den for ikke for lidt, hverken med ord, arme og volumen.
Jeg burde egentlig også fortælle lidt om min juleferie, men kors der er sket meget! Ikke bare oplevelsesmæssigt, men også i det danske samfund med statsministerens kovending i nytårstalen! Arg jeg glæder mig saksusme til der bliver valg. Og kære Løkke, vil du ikke godt nok være sød at vente med valget til efter den 26. juni? Du kan jo godt se, at du trænger til bedre meningsmålinger, før det er smart at udskrive valg, og især med den bombe du lige har smidt.
Jeg vil ikke kommenterer mere politik lige nu, for så ville jeg da for alvor få skrivekrampe i mine hænder. I stedet kan jeg fortælle at jeg mit juleferie gik med at se den nærmeste familie, venner, spise et hav af leverpostejsmadder, jule, spille Wii, snakke gamle dage… apropos gamle dage, så er det da uhyggeligt at man i en alder af 17 år opfører sig som en på 60, som går i ungdommens minder og snakker om diverse personer fra fortiden levn. HAHA - ej undskyld til alle jer på 60 og derover, men et eller andet sted, er det da forfærdeligt, at man bruger sin kostbare tid sammen med ens venner og familie på at opfriske minder fra en svunden tid, når man i stedet kan bruge den på at skabe nye og sjove minder. Okay, jeg gør det også selv, og jeg siger heller ikke, at man ikke skal gøre det nogle gange, men at man kan bruge så meget tid på det, som en hel aften – eller weekend for den sags skyld, er det ikke lige lovlig meget? I det mindste har jeg da for mig selv smågrinet lidt af det, og det var så den underholdning.
Undskyld, i må ikke tage overstående personligt, men jeg er jo stadig teenager (surprice) med alt hvad der bringer af grineflip, spontanitet, følelsesudbrud, bumser, naivitet og holdninger til alt muligt, hvad enten det er fordomme/forestillinger eller sandhed! Og hold da katten hvor jeg elsker det!
17 år det er livet! Jeg fik engang i fødselsdagskort, hvori der stod, at mange mente at de sytten år, var det mest ideelle tidspunkt i livet. Og jeg forstår egentlig godt ’de mange’. Når du er 17 år har du næsten samme tankegang som en 18 årig – men ikke samme ansvar. Du kan stort set gøre, hvad du vil. Du står i princippet til ansvar for nogle som helst, med mindre du laver kriminalitet. Du kan sige lige/mene stort set, hvad du vil, og hvis du er utilfreds med den politik, der bliver ført, kan ingen komme og sige til dig; ”jamen så skulle du da bare ha stemt noget andet ved det sidste valg”, for du er ikke gammel nok til at stemme i og med stemmeretsalderen vedbliver de 18 år foreløbigt – man ved jo aldrig, hvad der sker.
Men en dag vågner man vel op, og ser en mental rudekonvolut med røde tal på en efterregning med en høj pris. Spørgsmålet er så, om vi, som (stadig) er under 18 år, allerede er så kloge og dermed til mange tider også så kedelige, fordi vi ikke tør chancen, fordi vi er bange for et mental wakeup-call? Eller er vi mere naive og vågner en dag omslynget af en masse af livets store spørgsmål, som vi ikke fik svar på i tide. Får vi overhovedet taget en efterregning? Hvis ja, hvornår kommer den, og hvem er afsenderen? Hvis nej, hvad sker der så?
Og er de 17 år, det mest ideelle tidspunkt i livet? I så fald var halvdelen af den tid i mit liv gået den 2. juledag 2010 kl. 01.53. Og hvad skal jeg så bruge den anden halvdel på. Jo måske skulle jeg nyde ungdommen lidt mere, sætte lidt mere pris på den, sige lidt flere sjove ting, og ikke mindst turde at overskride min grænse, hvor jeg ved, jeg ville fortryde, hvis ikke jeg gjorde. Kort sagt: nyd tiden, mens den og de mennesker du holder af, er der.
Nå, nu endte dette indlæg et sted, hvor jeg ikke havde troet, det ville ende. Og forresten
Godt nytår alle sammen!
Vattæppet
London!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar