Graduation Party

Jeg er (næsten) lige kommet ind ad døren til mit værelse J11 efter graduation party eller på dansk diminsionsfest.
Egentlig gad jeg ikke rigtig, men aftenen endte alligevel med at blive rigtig god.

Po Ti, Isabella; Andrea og jeg skulle mødes INDE I McD. for UDENFOR ville det jo være koldt, som Po Yi udtrykte det. (Okay intern humor) Men inden jeg nåede så langt, skulle jeg lige med bus først. Og der ødelagde jeg mine nylon (eller jeg tror nok det på dansk hedder netstrømper) Whatever. Ødelagt var de, og da jeg kom indtil centrum havde jeg 10 min til at købe nogle nye, skifte og derefter mødes med de andre kl. 9 sharp!
Jeg løb in i Mark and Spencer købte nogle nye, strød ud på kundetoilettet, hvor lyset gik 2 min senere, fordi de var igang med at lukke ned. Pis! Men på merkværdig vis fik jeg da skiftet, strøg ned ad trappen og ud ad butikken og var kun 2 min forsinket.

Det var ikke meningen at vi skulle have vores diplomer/bevis m.m nu, det skal vi først i morgen eller rettere sagt i dag, når vi har fået sovet... haha
Som sagt var det smadder hyggeligt i aften! Vi fik danset, grinet og ja.. lige nu vil jeg IKKE tilbage til DK, men tja that's life, og måske skal man også stoppe mens legen er god.
Forresten så blev jeg nomineret til en pris called "Contribution prize" på dansk "bidrags pris" som simpelthen gik til en, som har været åben, snakket med alle mere eller mindre og ja, bare været imødekommende. Jeg vandt desværre ikke, men hallo nomination er der lige så godt (næsten).
Giulia og jeg fandt ud af, at vi havde købt sko magen til hinanden i Primark, og det grinede vi meget af. Guilia, som både er min klassekammerat og bor på samme gang som jeg, faktisk lige overfor mig gik mere eller mindre amok på dansegulvet. Det var så sjovt.
Da vi kom hjem jokkede vi lidt med det over facebook, og så var det at vi kom i tanke om, at vi boede jo lige overfor hinanden (vi havde ikke taget samme taxi hjem), så jeg løb ud af mit værelse, crossed gangen, bankede på hendes dør, hun åbnede og jeg skreg "PRIMARK", og vækkede dermed næsten hendes roommate . Det er livet, når det er bedst!

Hvis i ikke har fattet en skid af det sjove overstående, så skal i ikke begynde at græde. Nej det er bare mit liv herovre lidt endnu - og det er skønt.

......

I morgen or faktisk i dag onsdag har jeg en test for at se om jeg kunne fortsætte i CAE forberedelsesklassen, altså hvis jeg havde forlænget mit kursus, men det er nu meget godt med den test, for så kan jeg se hvor gode mine muligheder er, for evt. at tage den eksamen herhjemme. Det kan man nemlig godt i KBH.

Eller er 8. marts jo KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG, 8. marts 2011 var også dagen hvor Birthe Rønn Hornbech og Tina Nedergaard sagde farvel og tak til deres ministerposter samt bilen.

Og jo solen skiinede i dag - igen i dag. Tak til alle der havde fødselsdag i dag (tak for solskin)

Sov godt!!!!

"Farvel - og tak" part 2

Den 14. marts træder jeg ud af min kære Oxford boble og det er og bliver mærkeligt.

Som I jo allerede ved, så har jeg gået på denne internationale sprogskole, hvilket betyder at jeg har gået på skole sammen med minimum 35 andre nationaliteter fra hele verdenen! Jeg går sammen med mennesker, der kommer fra lande, hvor der ikke er noget der hedder demokrati, sygesikringsbevis eller frit uddannelsesvalg, men hvor hverdagskosten er korruption, demonstrationer og større uligheder mellem rige og fattige. At komme hjem til det til tider så matadoriske Danmark bliver derfor en forskel af de større. En af mine venner var for nogle år siden i Asien for at studere og han fortalte mig, at det var så mærkeligt at komme tilbage til vores by Ringsted, hvor tiden nærmest havde stået stille. Jeg er lidt spændt på det også, men jeg tror nu ikke, at omvæltningen bliver så stor igen.

Nu skal det ikke lyde som om, at vi studerende ikke har benene på jorden og kun flyver med næsen i sky. Vi er lige så normale, skøre og fantasifulde som alle andre mennesker. Snakken rundt på skolen handler, ligesom på mange andre skoler, om lækre fyre og hotte chicks, eksamener, hvilke(n) nationalitet(er) man har kysset, problemer vedr. skolen, hvad der skal ske efter EF, ”tager i på Bridge i aften?”, kulturforskelle osv osv osv.

Hvad vil jeg så savne ved tiden herovre i Oxford?

Jeg vil savne mine venner! Da jeg lige var kommet herover, skrev jeg hjem til en veninde, at mine venner herovre i Oxford ville aldrig blive lige så gode venner, som dem derhjemme. Men jeg tog fejl. Mine venner herovre er lige så gode venner – men på en anden måde. I skrivende stund kan jeg ikke forklare hvordan anderledes, men bare anderledes.

Måske fordi de er så meget ældre end mig. De fleste er 20+ (nok nærmere 23-25), men alligevel havde/har vi det mega sjovt! Som fx den anden dag, da vi var i Stratford-upon-Avon (William Shakespeares fødeby)



Først række nedefra: Elisabeth and Isabella
Ovenover: Andrea and I





Efter vi havde set forfatteren af ”Hamlet” , ”Macbeth” og ikke mindst ”Romeo og Julie”’s fødested spiste vi frokost på McDonald. Isabella, Elisabeth og Louise havde været så kloge at tage mad med hjemmefra. Andrea og jeg var knap så kloge, så vi købte noget mad  bl.a. pomfritter. Jeg havde fået et hav af små pakker med ketchup og skulle kun bruge en selv. Andrea og Elisabeth snakkede sammen, hvilket jeg ikke hører, da jeg afbryder dem, og spørger Andrea, om hun ikke vil have noget af mit ketchup, fordi jeg havde fået så meget. I Andreas ører lyder 10 sekunders snak ved bordet således: (Andrea til Elisabeth): ”Din banan lugter.” (Mig til Andrea): ”Vil du ikke have noget ketchup?” Andrea kunne jo selvfølgelig ikke læse mine tanker, og alle begyndte at grine over disse to sætninger. Det næste der sker i min tankegang, var at ketchup og banan blev blandet sammen. De tanker blev delt med de andre, og vi grinte endnu mere. Det hele ender så med (skør som jeg er), at jeg får Elisabeth’s banan, og så skal jeg ellers dyppe den i ketchup og spise den. Lækkert ikke?

Det blev der heldigvis en lille billedeserie ud af, også kaldet "Den mærkeligste frokost - ever":



Man tager en banan og lidt ketchup





Så skræller man bananen og dypper den i ketchup



Kunne ikke lige tage mig sammen til at smage den første bid og endte i grin i stedet






Og så tager jeg endelig den første bid.

 



Resultatet af en overmoden banan bl.a. med Heinz ketchup: NOT!

 



Lidt mere grin




Den skal jo færdiggøres!



Eller som i fredags da Elisabeth og jeg sad sammen med halvdelen af CAE klassen (IKKE min klasse) ude i solen og bare nød det tidlige forår. Samme dag endte med at Tomoko (min japanske værelseskammerat) og jeg stod og græd i hinandens arme, fordi vi ikke ville væk.

Det kunne også bare være som i går, da jeg var på bar sammen med Louise. Louise er en smadder sød pige, og vi har samme holdninger omkring mange ting og har samme interesser.

Jeg vil savne den fantastiske intelligente samtale Antonella og jeg havde i torsdag. Den handlede om at kunne tilpasse sig sit hjem igen, om taknemmeligheden for denne mulighed, vi begge havde fået og om det ikke at savne sine venner derhjemme, men hvilket heller ikke betyder, at man ikke tænker på dem og ikke har glemt dem.

Jeg vil savne disse små øjeblikke, som ingen af jer kære læsere vil kunne forstå til fulde, når jeg kommer hjem og fortæller jer om dem, simpelthen fordi disse små øjeblikke var helt specielle, og man skulle ha oplevet dem for at forstå lykken og det sjove ved dem.

Jeg vil savne de ting, jeg gjorde og som var grænseoverskridende, men som jeg kun havde mulighed for at gøre her.  

Jeg vil savne mine lærere især to, nemlig Anna og Dave. De er begge inspirerende. Anna fordi hun har en selvdisciplin og en bundgrænse  der siger spar to. Dave fordi han har været og/eller rejst og/eller arbejdet i 58 forskellige lande, er så lige så klog som et ældre menneske, har en søn på knap 3 år – og er kun lige fyldt 30!

Men dog tror jeg, at det først helt vil gå helt op for mig, hvad det er jeg egentlig savner, når jeg sidder på vej tilbage i flyet og læser alle de søde hilsner i min lille bog, som mine venner har skrevet.

Kære lille rejseboble - du som lever i Oxford.
Jeg ville ønske vores rejse ikke stoppede her.
Men det gør den.
Farvel - og tak!

"Farvel - og tak" part 1

En sætning jeg nu høre hver dag er: "Glæder du dig til at komme hjem?" og svaret til dette spørgsmål er "Både og."

Det er som om min krop, sind og sjæl allerede er begyndt at tælle ned og glæder sig til at komme hjem. Men de har nu også kendt ankomstmåneden i omkring 10 måneder, spørgsmålet er om min hjerne helt vil erkende det.
Nu skal det ikke lyde som om, at jeg har tænkt mig at bosætte mig her i England for evigt. Jeg har (desværre) ikke fundet  *host*the only one*host*, som nogle ellers forudså eller snarere troede, at jeg ville gøre, "for det gjorde de fleste jo, når de rejste udenlands." (Tro om igen!) Men nu er jeg jo også så ung så ung. Haha. For mig lige til at tænke på verselinjerne: "De skønne ungdomsdaw, å ja, de daw så svær å find!"

Whatever, jeg på den ene side glæder jeg mig til at komme hjem. Hjem til familie og venner i Danmark. Hjem til HJEM og følelsen af hjem. Hjem til ens EGET værelse, hjem til ens EGET SENG og hjem til den skønherlige nature, ikke kun parker, som er gevaldigt populærer herovre. Og ikke mindst hjem til SOLSKIN!!! :D
Dog bliver det alligevel mærkeligt. At gå fra omkring 850 personer til 3 + to på deltid. Den stilhed der vil blive - uhadada. En anden ting der også bliver mærkeligt, er at skulle "parerer ordre" igen. Jeg har siden september bestemt lige akkurat hvad jeg ville gøre hvornår. Inden jeg tog afsted, fik jeg en studenterhåndbog, hvori der bl.a. stod, at man både som forældre og barn nok lige skulle vænne sig til, at barnet blev mere selvstændigt efter endt ophold. Det var ikke noget jeg tog særlig notits af, nok fordi jeg følte mig meget selvstændig i forvejen, men hold da fast, jeg skal da lige love for, at det er et afsnit i håndbogen, der skal læses igennem igen.

Når jeg kommer hjem venter der også et andet slags ansvar, der venter lige om hjørnet. Når jeg kommer hjem er der 3 måneder og 12 dage til jeg kan kalde mig myndig. Det betyder, at jeg kan begynde at læse til kørekort (eller hedder det tage kørekort?). Whatever! Efter min mening er det nu ikke den mest vigtigste myndighed, jeg får. Når jeg bliver 18 år vil der med posten komme en folder som handler om rettigheden for at kunne stemme og alt andet om det danske demokrati. Jeg vil nok ikke blive så meget klogere, men jeg må allerede erkende, at jeg glæder mig lidt til at åbne det brev. Derfor glæder det mig også ekstremt meget, at det går så dårligt for regeringen med diverse personsager. (I øjeblikket er det jo den kære Birthe Rønn Hornbech der står for tur). Det har konsekvenser for meningsmålingerne, som giver flertal til rød blok. Kan Lars Løkke lide det? Nej det kan han ikke. Derfor venter han med valget, og halløjsa! Så er chancen for at jeg kan nå at stemme endnu større! ”Ja tak” siger jeg, når jeg skal se lidt egoistisk på det! ;)

Når vi nu snakker om politik, så er det jo på den anden et større ansvar jeg får. Det kryds jeg forhåbentlig kommer til at sætte mellem den 26. juni og den 13. november 2011 er ikke bare et kryds. Det er i bund og grund også en erklæring til et parti eller til en person fra et hvis parti, som har en vis ideologi bag sig, og dermed også nogle værdier. Nogle rigtig tunge mursten, som til alle tider, bevidst eller ubevidst, har meget stor indflydelse på de valg vi træffer i vores liv. Derfor er det ikke bare et kryds, men også nogle holdninger og nogle ville måske endda sige livsstil vi siger ”Ja tak” til, når vi nu engang tager blyanten og giver vores ”Ja”.
Jeg tænker på dette fordi, jeg nogle gange spørger mig selv: ”Er jeg klar til at tage nogle værdier til mig? ” Nogle vil måske grine lidt af dette og sige, ”at det bliver man aldrig klar til”, og ”de værdier skifter mange gange.” Eller gør de?

He's choking how, everybody's joking now
The clock's run out, time's up over, bloah!
Snap back to reality, oh there goes gravity

                                                                                       “Lose Yourself” – Eminem

"Tilbage til virkeligheden, åh der går alvoren" som Eminem rapper foroven, er hvad jeg skal tilbage til. 

Speaking exam

Well, well, well!

How did my exam go?  

I went okay. The most surprising thing was, that I wasn’t that nervous before the exam. And I could eat my breakfast. I was a bit worry, because usually when have exams, I’m really really nervous! Today I wasn’t!

However, the nervousness started inside at the exam. My hands started shaking and I couldn’t answer the questions in a proper way. My grammar was wrong most of the time, however the vocabulary was okay. On one hand I mainly used basic English but on the other hand I express myself with words, which suddenly came into my mind.

 Don’t have some kind of a ritual the days before an exam, however one thing is sure: I have to be nervous – very nervous and prepared very good! Otherwise it won’t work for me!

Naomi was quite good in my opinion. She seemed relaxed and answered the questions really good and always with a smile on her face.

We were the first couple, and I don’t like to be the first. Naomi thought it was a benefit.

Are I’m disappointed? To be perfectly honest, I don’t know. I’m still in my anxious bubble. Maybe I will be it later.

However, I have tried it now, and I just have to do my best in the rest of the exam.

”We're gonna pass pass pass pass pass this exam”

First of all I will apologise for the post is going to be in English, and I will explain you why – also in English.

Tomorrow at 10 am (English time) I have the speaking part of my exam. I will last for 16 minutes and me and my partner are going to go through 4 small parts. I will explain them later.

Maybe you are confused now, and think: “Wasn’t her exam of the 12^th of March?” Oh yes, you’re right. The last parts of my exam, which is as following: Reading, Writing, Use of English (Vocabulary and grammar) and Listening are all placed at the 12 of March, but my speaking part take place tomorrow.

I can already tell you, that I’m not going to get result of my speaking part tomorrow. The result will be ready Wednesday the 20^th of April as a total score of all five parts.

In the post called “A sejr,” I explained about how the choose two favourites, and one of them were going to be our partners. My partner is Naomi from France and she is a really wonderful girl! We are a good team and our English are on the same level and we cooperate really good! Now I’m just really EXCITED about tomorrow.

Well, as I mentioned before the speaking exam consist of four small parts. The first part is introduction. You have to tell  little about yourself like “Where do you come from”, “Describe the area you live in” or “Describe your family”. It is good and makes me calm down before the most important parts of the exam.

In part two of the speaking exam you get a set of pictures, which has something is common. You have to describe the pictures and find the differences and the similarities. You also have to answer a question. This part take one min, which it’s long time when you first get started!  Then your partner will answer another question related to your pictures and then it’s your partner’s turn to do the exactly same thing.

Part 3 consist of five to seven pictures and you and your partner have to discuss these pictures and then answer two questions again. An example can be that you’ve got 7 different photographs in front of you, and these shows some special occasions like your child’s relay, some young people at the graduation from university, a picture from a holiday, two girls with their flutes and two medals each, a birthday party, a little child, who is just born, a marriage and five men on the South or North Pole. The first question could be “Why would people keep these photographs?” You go through almost each photograph and answer this questions. The second question could be: “Which photo is the most special?” And then you use some time to discuss that. You only got 3 min! You might find this quite easy, but 3 minutes is NOT long time and Naomi and I are quite good at using too much time on this part. This is our challenge tomorrow.

The fourth and the last part can be challenge. It is a bit individual what is going to happen. Maybe you and your partner get 2 or 3 questions, which could be about anything. Or the censor could give you one statement and then you have to discuss that with your partner. However, this or these questions are quite related to part 3 and it will take 4 minutes.

During this writing my hands started to shake a little bit, and my mind is quite anxious now!

Today we had an mock exam. And I think it went quite well. You could get from 1-5 points and I got 4.5 and Naomi got 4, so we’re gonna pass pass pass pass pass this exam!  

With Love,

Marie.

Stof til eftertanke

Oprindeligt skrevet søndag den 13. februar

Det er med tårer, at dette indlæg bliver skrevet. Kl. er lige nu 01:27 og i de sidste 36 timer har jeg igen oplevet en af de større oplevelser her i livet, som var ”lige ved og næsten”.

I går fredags havde jeg tog test i klassen. Den ene gik overraskede godt, hvilket betyder at tre dele ud af fem dele er jeg sikker på, at jeg gennemfører. Da jeg havde fået fri, gik jeg ind og tjekkede nyhederne og læste mig frem til, at nogle efterskoleelever og lærere var kæntret nær Præstø. Der stod ikke hvilken efterskole det drejede sig om. Jeg tænkte straks på min barndomsveninde, som går på efterskole nær Præstø, alligevel tænke jeg ikke mere over det, og satte mit indre kompas til Oxfam, hvor jeg havde skrevet mig op til, at skulle arbejde frivilligt.

Jeg passede kasseapparatet i kælderen af Oxfam, og omkring kl. 17 ringer min mor til mig, og spørger hvilken efterskole det er, min barndomsveninde går på. Svaret var Lundby efterskole. Efterskolen som alle snakker om. Efterskolen hvor 13 elever og to lærer kæntrede. Efterskolen, som har nuværende elever, der ligger i koma, og efterskolen som nu mangler en lærer. Samtidig med det, så vidste jeg, at min veninde går på adventurelinjen – altså LINJEN hvor man kommer ud og sejle med dragebåd, sove i træer og bare opleve naturen på en anderledes måde. Efter min opkaldet med min mor, tastede jeg min barndomsvenindes mobilnummer.

Jeg farer frem og tilbage hen over gulvet, men jeg hører ventetonen i telefonen. Nogen tager den, men der går lang tid, før der kommer et svar. Endelig hører jeg min barndomsvenindes stemme, og et lettelsens suk går gennem krop og sind. Hun var heldigvis ikke med på det hold, som sejlede ud. Men det var hendes venner og det var to af hendes lærere.

I aften skriver en af mine efterskoleveninder så til mig, og siger: ”Tænk hvis det havde været en af vores lærere. Det kunne jo godt ha’ sket.” Hun gav mig kuldegysninger, og jeg begyndte at fryse. Fra da af forstod jeg, hvordan eleverne på Lundby Efterskole må have det lige nu. Det er ikke bare en lærer man mister. Mange lærere (bevidst eller ubevidst) er forbilleder for mange elever. Specielt efterskolelærere fordi man er knyttet sammen på en anderledes måde. Hvis jeg tænker på de af mine efterskolelærer, som i dag er et forbilleder for mig, så tør jeg ikke tænke tanken, hvis jeg havde mistet en af dem. En af dem fik mig til at erkende min egoisme uden at sige et ord til mig. En anden fik mig til at elske min fjollede side af mig selv – og ikke mindst være stolt af den. En tredje var som en ekstra far for mig. En fjerde vidste mig sider af den danske litteratur, som jeg aldrig havde kendt, men denne hidtil ukendte genre var mig dog alligevel ufattelig familiær. En femte gav nogle af de største mentale lussinger, jeg har fået - men jeg trængte til dem. Derfor kender jeg følelsen af taknemmelighed, som citatet neden under udtrykker, men som personen det er henrettet imod ikke kender til (endnu):

Jeg har virkelig brug for at han kommer tilbage så jeg kan sige tak for alle de gange han har fået mig til at gi det jeg ikke troede jeg havde! ♥ Som da vi skulle sove i træer, isbade og over åer på alle mulige syge måder! Jeg bliver nødt til at sige tak til ham for det!!! Og det tror jeg stadig på, jeg får muligheden for ♥

Samtidig er der en anden ting, der nager mig. Det er nyhederne og den måde vi læsere, lyttere og seere tolker det, vi nu en gang ser eller hører til en historie, men vi ved ikke, om den er sand. For vi var der ikke! Vi var IKKE med i båden. Kender derfor hverken baggrunden for at tage ud, hvad eleverne tænkte og hvad der rent faktisk SKETE. Jeg har læst nogle kommentarer fra et menneske, som fortolker den kedelige situationen til, at eleverne i båden har haft 10 års gamle redningsveste på, som ikke passede til deres vægt. Hvad ved han om det? Var han der og arrangerede turen? Gav han eleverne 10 år gamle redningsveste? Nej, det gjorde han vist ikke. Hvordan kan han så vide, hvor gamle de redningsveste var?

Jeg var der heller ikke selv. Jeg ved ikke om der blev brugt 10 år gamle redningsveste eller ej. Men en ting ved jeg, og det er, at vi skal passe på ikke at overtolke nyhedshistorien. Vi var der jo ikke, og så det dermed ikke med vores egne øjne, og derfor kan vi ikke sige, hvad der skete i virkeligheden .

En sejr!

Et glædelsens suk, en tåre og et smil er hvad du ville se, hvis du så mig lige nu sidde foran min computer og skrive til dig. Jeg er SUPER glad! Virkelig! Men det vender jeg tilbage til.

For at snakke om noget så kedeligt som min eksamen, så kan jeg sigeat den er delt op i fem dele: Lytte, Tale, Skrive, Læse og Brug af English (ordforråd og grammatik). Tale-delen vil foregå to uger før de andre dele af eksamen og det betyder at tale-delen vil blive afholdt den 26. Februar. Det er om ca. 2½ uge, hvilket betyder, at vi i dag, for alvor er begyndt at gå i detaljer omkring den del.

Tale-delen varer 14 min. Du er inde i sammen med en partner og den er igen opdelt i 4 forskellige dele, du skal igennem. Den første er introduktion af dig selv. Først er det dig, og så bagefter skal din partner introducere dig selv. Den anden får du vist 2 billeder. Du skal beskrive dem og sammenligne disse to billeder, og bagefter får din partner to andre 2 billeder, og så skal gøre det samme. Så får du et spørgsmål om din partners billeder og omvendt. Den tredje del går ud på, at dig og din partner skal diskutere nogle helt andre billede og din sidste del stiller eksaminatoren nogle mere eller mindre tilfældige spørgsmål.

Var det forvirrende? Hvis ja, så beklager jeg meget, det er bare fordi jeg er lidt oppe at kørende og kan ikke lige slappe af. Og grunden til det er:

I dag siger vores lærer så, at vi har to minutter til at vælge 2 personer fra klassen, som vi evt. godt kunne tænke os, at være partnere med til den rigtige eksamen. Der var nogle krav. Bl.a. måtte man ikke have samme nationalitet eller tale samme sprog, to dominerende eller to mindre dominerende elever må heller være sammen. Man skal klinge godt sammen og i den dur. Jeg brød mig ærlig talt ikke om det. Det at skulle vælge to personer, og dermed indirekte kassere nogle frem for andre. Også selvom det var gjort klart, man ikke skulle føle sig skyldig. Det var ligesom at vælge hvem, man ville være på hold med i rundbold, disciplinen hed bare ’tale engelsk’ i stedet, men stadigvæk samme følelse af hvem vil jeg være sammen med, og især hvem vil jeg ikke være sammen med.

Vi sad alle sammen og kiggede rundt på hinanden. Selvom vi ellers skulle snakke med de personer vi havde i tankerne, så sagde de færreste noget som helst. Nå beslutningen skulle jo tages, og min lærer havde skrevet vores navne op, og så skulle vi ellers bare sige, hvem vi gerne ville være sammen med.

For første gang oplevede jeg det man kalder at være populær. Jeg tror, der var hele fire forskellige personer, der ville være sammen med mig. Så kan man tænke, er det noget specielt ud af en klasse på 17 elever? Ja det er det. Især når de fire personer egentlig ikke snakker så meget med hinanden igen. Desuden var det blevet mere kostume, at den/de person(er) man havde lavet øjenkontakt med eller der lige sad omkring en, var også den eller de man valgte. Disse fire personer sad hvert for sig. Det kan være svært at forklare, og måske skulle i også havde været en flue på væggen i klasselokale 104, men jeg tror ser alle kender til det at være inden- eller udenfor inderkredsen, for det nogle kalder ”De Populæres cirkel”. Derfor sidder jeg også og smiler lidt ved tanken, om alt det der er sket her i Oxford. Alt det der er anderledes her, og (måske) aldrig ville foregå hjemme i Danmark, fordi vores indtryk af hinanden er slået fast en gang for alle.

For nogle uger siden er jeg på vej fra en International Affairs og til cafeteriet, hvor jeg skulle spise frokost med Isabella, Elisabeth og Louise. De two første er begge fra Italien, mens Louise er fra det mærke Jylland. På vejen til cafeteriet sidder jeg hej til en masse mennesker. Hvad jeg ikke opdager er, at Louise har gået næsten hele vejen bag mig, og smågrinet over, hvor mange mennesker, jeg siger hej til. I cafeteriet siger hun så til mig: ”Hvor kender du mange mennesker”. ”Jeg kender ikke mange, det er dem der kender mig” svarer jeg, for så derefter at sige hej til en anden bekendt.

Jeg ved virkelig ikke hvad der sker herovre, men der er virkelig mange, som kender mig eller rettere sagt, ved hvem jeg er. Og jeg ved ikke hvem de er. Måske er det fordi jeg er den eneste total korthåret pige på skolen. Det kan også være fordi, at jeg altid kommer til at sige hej til mennesker, der smiler til mig, og så kan jeg bare ikke stoppe munden fra at sige hej. Louise har ret. Jeg kender mange. Eller jeg ved i hvert fald nogenlunde, hvem de er. Men hvis du spørger mig om navnene på dem, så kender jeg dem ikke. Men jeg kan genkende deres ansigter.

Når jeg fortæller jer dette ,er det fordi den form for popularitet jeg fik tidligere i dag, samt alle de mennesker, jeg nu mere eller mindre kender, er en sejr for mig. Jeg husker tydeligt en genert, lyshåret, lille pige, der drømte om flere venner og bekendte. Der drømte om en anden form for anerkendelse end den hun fik. Og ikke mindst drømmen om at være sig selv. Turde vise den hun virkelig var!

Drømmen er ikke længere end drøm. Den er virkelighed.

I dag er der nye håb og drømme i den nu unge piges tankespind.