Hun gik i sit eget helvede, hvor ingen kom ud eller ind. Ikke engang den mand, som havde fyldt over halvdelen af hendes liv, og som hun både elskede og hadede så meget.
Hun tog et stykke brevpapir frem fra den skuffe, der tilhørte et gammelt håndskåret skrivebord. Hun satte sig ved det og begyndte at skrive:
Kære Henrik.
Jeg savner dig. Jeg hader dig. Jeg elsker dig.
Hvor er du henne?
Jeg savner dine kloge ord.
Jeg hader dit intetsigende væsen.
Jeg elsker dig.
Hun tog papiret og krøllede det sammen. Det lignede ikke hende at skrive sådan. Hun fortsatte ud i køkkenet med det dæmpende lys.
Stiv som et bræt kom han gående. Han havde et torminatorisk blev, der scannede rummet inden han gik helt ind i det. Hans øjne kørte henover det nye sofabordet med de visne blomster videre hen til skrivebordsstolen herover det gamle håndskåret skrivebord hvor han fasteholdte sit blik og fik ham til at frembringe et stift smil.
Det robotiske smil stivnede dog, da han så den krøllede papirskugle i den halvfyldte papirkurv. Kuglen udskilte sig fra resten af den glatte papirsbunke, og som tydeligvis ikke følte sig tilpas.
Han tog stive skridt hen mod papirkurven, strakte armen frem, bøjede sig ned og tog papirskuglen frem, som om han styrede en kran.
Han foldelde det ud, læste det og fik en kortvarig, men voldsom kuldegysning.
Han gik stærkt ud i køkkenet med det dæmpede lys og kyssede kvinden foran ham så hårdt, at hendes læber følte sig voldtaget.
I det øjeblik fik det op for hende, at han ikke var i stand til at elske - og at hun havde elsket en psykopatisk robot...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar