Torsdag var en meget grå og kold dag, total modsætning til den lyse onsdag med den skarpe vintersol, vi havde haft. Min skoledag var endelig færdig kl. 18.30 og jeg hentede min computer og placerede mig selv og min krop på den høje barstol, og begyndte at eftergive mine fristelser for at tjekke min facebookprofil. Jeg logger ind og ser, at der er fem nontifikationer (ting der omhandler mig på den ene, anden, tredje eller måske helt fjerde måde). En af dem er fra min mentale-skideballe veninde kaldet Christina, som jeg gik på efterskole med. Hun siger, hvad det passer hende, og man skal virkelig passe på, ikke at få et rap over fingrene (med mindre man selv ønsker det). Nå, men min dejlige Christina er også super menneskeklog, og derfor sendte hun mig den følgende historie, som jeg rørte mig dybt, at jeg nu har oversat den til den dansk, så i også kan få glæde ud af den:
ÆGTESKAB
Da jeg kom hjem den aften, serverede min kone aftensmad. Jeg tog hendes hænder, og fortalte hende, at jeg havde noget jeg skulle fortælle hende. Hun satte sig ned, og spiste stille. Igen observerede jeg denne smerte i hendes blik.
Pludselig vidste jeg ikke, hvordan jeg åbnede min mund. Men jeg måtte fortælle hende, hvad jeg tænkte. Jeg vil skilles. Jeg åbnede stille op for emnet. Hun så ikke ud til at ærgre sig over mine ord, men i stedet spurgte hun mig stille: ”Hvorfor?”
Jeg undgik hendes spørgsmål. Det gjorde hende sur. Hun smed spisepindene væk og råbte ad mig: ”Du er ikke en mand!” Denne aften snakkede vi ikke til hinanden. Hun græd. I vidste, at hun ville finde ud af, hvad der var sket med vores ægteskab, men jeg kunne dårlig nok give hende et tilfredsstillende svar; Jeg havde tabt mit hjerte til Caroline. Jeg elskede ikke min kone mere. Jeg havde kun sympati for hende!
Med en følelse af skyld, tegnede jeg et skilsmisseaftale hvilket fortalte at hun kunne eje vores hus, vores bil, og 30 % af mit firma.
Min kone skimtede det igennem og rev det i små stykker. Den kvinde jeg havde brugt 10 år af hendes liv sammen med mig var blevet fremmed for mig. Jeg var ked af, at spilde hendes tid, ressourcer og energi, men jeg kunne ikke tilbagetrække hvad jeg havde sagt, nemlig at jeg elskede Caroline så meget. Endelig græd hun højt foran mig, hvilket jeg havde forventet at se. For mig var det faktisk en slags befrielse. Ideen med at blive skilt, hvilket havde optaget mig meget for flere uger, så ud til at være klar nu.
Næste dag, da jeg kom hjem meget sent, fandt jeg min kone i gang med at skrive noget ved bordet. Jeg fik ikke aftensmad, men gik direkte i seng og faldt i søvn, fordi jeg var træt efter en oplevelsesrig dag med Caroline. Da jeg vågnede op, sad hun stadig ved bordet og skrev. Jeg var ligeglad, så jeg sov igen.
Om morgenen præsenterede hun hendes skilsmissevilkår: hun ville ikke have noget fra mig, men behøvede kun en måneds mere ægteskab, før vi blev skilt. Hendes grunde var simple: vores søn havde hans eksamen om en måneds tid, og hun ønskede ikke, at forstyrre ham med vores ødelagte ægteskab.
Dette var acceptabelt for mig. Men hun havde en ting mere: Hun bedte mig fremkalde billeder af, hvordan jeg havde båret hende ind i vores brudeværelse på vores bryllupsdag. Hun anmodede om at jeg hver morgen i den sidste måned skulle bære hende ud fra vores soveværelse til entredøren. Jeg tænkte, athun var blevet skør! Men for at gøre vores sidste dage sammen udholdelig, accepterede jeg hendes anmodning.
Da jeg fortalte Caroline om min kones krav, begyndte hun at grine højt og sagde, at det var absurd. Lige meget hvilket tricks hun brugte, må hun en erkende skilsmissen, sagde hun hånligt.
Min kone og jeg havde ikke haft nogle former for kropskontakt siden min anmodning om skilsmisse var kommet frem. Så da jeg skulle bære hende ud den første dag, var vi begge meget klodsede. Vores søn klappede bag os: ”Far holder mor i hans arme” sagde han. Hans ord gav mig en slags smerte. Fra soveværelset, til stuen og derefter til døren. Jeg gik over 10 meter med min kone i mine arme. Hun lukkede hendes øjne og sagde lige så stille: ”Lad vær med at fortælle vores son om skilsmissen”. Jeg noterede det, og følte mig en smule sur. Jeg satte hende ned ude foran døren. Der ventede hun for bussen, der skulle bringe hende på arbejde. Jeg kørte alene til kontoret.
På den anden dag, var vi begge mere seriøse. Hun lænede sig op ad min brystkasse. Jeg kunne dufte hendes bluses duft. Og i det øjeblik erkendte jeg, at jeg ikke havde set omhyggeligt på denne kvinde for meget lang tid. Jeg så, at hun ikke var ung mere. Der var fine, små rynker i hendes ansigt og hendes hår var ved at blive gråt! Vores ægteskab havde taget hendes kræfter. For et minut overvejede jeg, hvad jeg havde gjort ved hende!
På fjerdedagen, følte jeg pludselig en følelse af intimitet fra hende, da jeg løftede hende op. Det var denne kvinde, der havde givet mig 10 år af hendes liv til mig! På den femte og sjette dag, mærkede jeg, at vores intimitet voksede igen. Jeg fortalte dog ikke noget til Caroline om dette. I løbet af måneden blev det letter at bære hende. Måske havde denne hverdags-træning gjort mig stærkere.
Pludselig ramte det mig: Min kone havde båret så meget smerte og bitterhed i hendes hjerte. Uden jeg lagde mærke til det rakte jeg min hånd ud og rørte hendes ansigt. I det samme øjeblik kom vores søn og sagde at det var tid til at bære mor ud. Det betød så meget for ham, at se hans far bære hans mor ud foran døren. Min kone bad min søn komme tættere på, og gav ham et kæmpe knus. Derefter tog jeg mine arme omkring hende og bar hende fra soveværelset, gennem stuen og ud til gangen. Hendes hånd rørte min nakke kærligt og helt naturligt blødt. Jeg holdt hende tæt ind til mig: det var præcis ligesom på vores bryllupsdag!
Men at se hende meget tyndere, gjorde mig ked af det. På den sidste dag, da jeg bar hende, kunne jeg dårligt røre mig ud af stedet. Vores søn var taget i skole. Jeg holdt hende tæt og sagde så, at jeg havde opdaget at vores live ikke havde nok intimitet. Jeg kørte til kontoret, hoppede ud af bilen uden at låse den. Jeg var bange for at enhver forsinkelse ville få mig til at ombestemme mig. Jeg gik op ad trapperne. Caroline åbnede døren og jeg sagde til hende: ”Undskyld, Caroline, men jeg vil ikke skilles alligevel”.
Hun var overrasket og rørte min kind: ”Har du feber?” spurgte hun. Jeg tog hendes hånd væk. ”Undskyld Caroline, men jeg vil ikke skilles. Mit ægteskab var kedeligt sandsynligvis fordi vi ikke værdsatte detaljerne i vores liv, ikke fordi vi ikke elskede hinanden mere. Nu har jeg opdaget, at siden jeg bar hende ind på vores bryllupsdag er det meningen at jeg skal holde hende indtil døden skiller os ad. Jane vågnede pludselig op. Hun gav mig en lussing og smækkede døren i, og brast i gråd. Jeg gik ned ad trappen og kørte væk.
På vejen købte jeg en buket blomster til min kone. Ekspedienten spurgte mig, hvad der skulle stå i kortet. Jeg smilede og skrev:
”Jeg skal bære dig ud hver morgen indtil døden skiller os ad”.
Den aften, da jeg kom hjem med blomsterne i min hånd og et smil på mine læber, løb jeg ovenpå og fandt mine kone i sengen – død!
Min kone havde kæmpet mod kræft for flere måneder, og jeg havde så travlt med Caroline at jeg ikke engang opdagede det! Hun vidste, at hun ville dø snart, og hun ønskede, at redde mig fra enhver negativ reaktion fra vores søn, i det lys at vi blev skilt. Dog, i vores søns øjne, var jeg en mand der elskede sin kone.
Det er de små detaljer der virkelig betyder noget i et forhold. Det er ikke et stort hus, bilen eller pengene i banken. Disse ting skaber et miljø der kan gøre det muligt at være lykkelig, men kan ikke give lykke i dem selv. Så find tid til at være din ægtefælles ven og gør de ting for hinanden som kan skabe intimitet. Hav et lykkeligt ægteskab!
Hvis du ikke deler dette, sker der ikke noget med dig.
Hvis du deler dette, reder du måske et ægteskab. Mange af livets fiaskoer er folk der ikke opdager hvor tæt de er på målet, da de gav op!
Oversættelsen er ikke den bedste, men jeg tror ikke at den ødelægger budskabet i historien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar