klik på overstående link og nyd musikken samtidig med at du læser dette indlæg:
Say you need me with you now and always
Promise me that all you say is true
That's all I ask of you
- All I ask of you, Christine and Raoul
Mine øjne var som forstenet. Det var så...så...så fortryllende! Så smukt!
Jeg ønskede egentlig ikke at det var mig, jeg ønskede bare, at den ville blive punkteret, når jeg gik ud af de store fine trædører, og blev lukket ud i den kolde, virkelige, verden. Boblen eksisterede kun i 2 ½ time.
Det er svært at beskrive boblen, for den skal ikke læses. Man skal turde træde ind i den, se den, høre den, og ikke mindst lade sig betage og glemme alt udenfor boblen.
Men jeg kan fortælle jer, at det er både sort og hvid samtidig med at den er rød og forførende. Den skifter dog farve til en varm blå undervejs og ender i en grå nuance, men mindet om den vil altid være mystisk og tillokkende, varm og forførende!
Boblen hedder "The phantom of the opera". Og jo flere gange jeg ser den, jo mere fortryllet bliver den! Jeg kan ikke få nok af den!
I går så jeg den engelske udgave af den på Her Majesty's Theatre i London. Bussen lukkede dørerne og rullede afsted ind i myldretrafikken og derfor tog den 2 timer før vi kom derind!
Mange har fortalt mig, at musicals er meget bedre i udlandet og om det er rigtigt, vil jeg afgøre senere i indlægget. Jeg glædede mig til at se "The phantom of the opera" men kun glædede mig til det. Altså forstå mig ret. Folk der kender mig godt, ved jeg normalt hopper, skriger og render rundt som en freak dage i forvejen før, jeg skal noget, jeg virkelig glæder mig til. Sådan havde jeg ikke i går. Jeg glædede mig bare. Og med god grund.
Til alle jer, der ikke ved, hvad "The phantom of the opera" er, kan jeg kun sige, at det er EN FEJL I JERES OPDRAGELSE! "The phantom of the opera" er en musical basseret på bogen "Le Fântome de l'Opéra" fra 1910. Musicalen foregår i Pariseroperaen i Frankrig, hvor den unge Christine er balletpige. Prøverne på operaen Hannibal bliver forstyrret af diverse uheld og ulykker, som sætter liv i rygtet om Fantomet i operaen, som efter sigende skulle være et frygteligt syn på grund af sit vansirede ansigt. Det viser sig, at Christine hver nat får besøg af Fantomet, som (imens han giver sig ud for at være en musikengel sendt fra Christines afdøde far) lærer hende at synge smukt som ingen andre. Snart får Christine større og større roller i operaens opsætninger, men hun møder samtidig sin gamle barndomsven Raul, som bliver forelsket i denne unge, yndige Christine med den smukke stemme. Og resten af historien kæmper Raoul og Fantomet om at få Christine. Det ender dog med at Raoul, til Fantomets store fortivelse, for Christine.
Musicalen's musik er komponeret af Andrew Llloyd-Webber - en af England's total store komponister, som også har komponeret musik til "Love never dies", "Jesus Christ Superstar", "Cats" osv osv.
Jeg kom ind i den smukke teatersal, og troede næsten at jeg var kommet hjem til Det Ny Teater, for salene var meget identiske. Jeg satte mig på min plads, lige ved siden af Milla fra Finland og Alica fra Slovakiet. Wow-tilstanden blev afløst af et lille smil, da jeg så at man kunne leje en teaterkikkert for at bedre kunne se.
Musikken begyndte at spille, og jeg blev løftet op fra min stol, slog for alvor hul på boblen, trådte ind og hullet blev lappet til igen. Boblen havde en grå og gammel nuance. Men gik dog hurtigt videre til en varm farverig følelse, der udviklede sig en besættelse for mine øjne og ører.
"The phantom of the opera" overrasker mig hver gang, og bliver kun bedre og bedre, for hver gang jeg ser den. Det er dog bedst i et teater, fordi musikken og stemningen er mere fortrylledende, og man kan ikke blive andet end tryllebundet af historien, musikken og det fantastiske flotte skuespil, skuespillerne spiller.
Nu kommer dommen fra aftenens show:
THE PHANTOM OF THE OPERA PÅ HENDES MAJESTÆTS TEATER ER VIDUNDERLIG!
Men jeg vil sige, at hvis du ikke har muligheden for at tage til London for at se musicalen, så skal du ikke være ked af det. Du må ikke græde, men lad i stedet se filmen, og næste gang "The phantom of the opera" opsættes på et dansk teater, SÅ TAG IND OG SE DEN!
Jeg har set musicalen på Det Ny Teater i København og nu også Hendes Majestæt's Teater i London. Og forskellen er ikke stor!
Scenografi: var magen til den danske. Total! Jeg blev næsten i tvivl om jeg var i London eller I København, fordi selve teatersalene ligner hinanden rigtig og scenografien var total magen til. Den eneste forskel jeg husker, var at under scenen, hvor de øver til stykket "Hannibal" havde de en kæmpe elefant inde på scenen i London. Selvfølgelig var den ikke levende.
Og da phantomet og Christine kommer sejlende, og alle de lys kommer op, det er så smuk og helt ufatteligt, hvordan det kan lade sig gøre.
Kostume: Igen var de ens, men men men. Så vidt jeg husker, så i 2. act, scene 7 er The phantom iført en rød kappe eller en rød maske, mens han synger "The point of no return". Det var han ikke i går :(
Musikken: Musikken er bedre på originalsproget. Jeg er ked af det, men sådan er det. Når man har hørt musikken i to døgn før forestillingen, så er det rart, at kunne genkende teksterne i stykket også.
Musikken er dog smuk og vidunderlig lige meget hvor, man ser musicalen.
Fantomet og Christine til venstre og Raoul og Christine til højre. Det var dog ikke denne skuespiller, der spillede Raoul, denne aften jeg så musicalen.
Skuespillerne:
Da jeg så den i Det Ny Teater sammen med nogle af mine veninder og nogle forældre blandt andet min mor, sad vi piger og bedømte billederne af skuespillerne i programmet før start. Det var rigtig sjov, og konklusionen var at de stort set alle var mindre kønne eller også var de for gamle til, at vi ville give dem en dom. Det var vildt sjovt, og da skuespillerne kom på scenen, var de helt anderledes end forventet.
De gjorde det rigtig godt!
The phantom:
Danmark: Flemming Enevold:
er fantastisk. Han synger HELT VILDT GODT! Og bevarer samtidige dette mystiske/lækre som phantomer i denne musical skal have, for at man kan ende med at få sympati for ham til sidst. Til gengæld er kropssproget ikke nært så dygtigt som John Own-Jones's.
London: John Owen-Jones
Har det tekniske total i orden, og har en fantastisk mimik og kropssprog. Nærværet kunne ikke være bedre. Og den måde han bevæger sig over scenen, som en total ulykkelig fantom er vild, og man kan næsten føle den (u)lykke der rammer ham, da Christine kysser ham, inden hun løber væk med Raoul.
Han synger virkelig med følelserne, og under to af hans sange "græder" han, så det går udover musikken. Det lyder ikke så godt, men det er fantastisk godt skuespil! Genrelt synger han godt, men jeg bryder mig ikke om, hvor han nærmest synger falsk, fordi han "græder". Til gengæld er han ikke nær så mystisk som Gerald Butler og Flemming Enevold. Og den medlidenhed jeg fik af ham til sidst, var dog ikke den samme medlidenhed som for Enevold. Hans var mere "Nårh det er synd for ham", hvor Enevolds var mere "Christine er rigtig dum fordi hun ikke vælger phantomet, fordi han er meget bedre end Raoul."
Film: Gerald Butler:
Fantastisk! Mystisk - ligesom phantomet skal være. Synger også ufatteligt godt, med følelser og det hele. Men det er nu anderledes på lærred end scene. Og selve skuespillet er bedre på en scene.
Men Gerald Butler spiller og synger ufattelig godt.
Mit yndlings fantom er dog Flemming Enevold for hans sang. Men John Owen-Jones spiller altså bedst!
Har nu stoppet musikken fra The phantom of the Opera, for ellers kan jeg ikke konsentrere mig, om at skrive resten.
Jeg kan ikke finde ud af, om Christine er bedst i filmen eller i London. Forskellen på dem er alderen. I filmen virker hun som meget ung (hvilket hun også er. Skuespilleren er 17 år, da filmen bliver indspillet!) og derfor også umoden på en måde som både fantastisk og knap så godt. Fantastisk fordi man bedre kan forstå hendes svære valg. I London er den lidt ældre Christine et plus fordi hun virker mere overbevisende, når hun fortæller om phantomet, som Raoul ikke tror på.
Raoul. (I think, I have a very little crush on Raoul) og nej det vil jeg ikke oversætte.
Well, i filmen er Raoul nederen. Grim og man kan bare ikke fatte hvorfor Christine vælger ham.
I København er han bedre og mere charmerende, men den bedste udgave af ham er nu i London. Og den udgave jeg så, hedder i virkeligheden Will Barratt. I går slugte jeg hele scenen, hvor Raoul og Christine er oppe på taget. De synger "All I ask for you" og det var SÅ SMUKT OG VIDUNDERLIGT! Seriøst jeg tænkte ikke på andet end stykket under denne scenen. En slags meditation, som mine øjne slugte scenen helt, og placerede det lige ved drømmenes tankespind. Jeg overvejede, at leje den lille kikkert, der var placeret lige ved siden af mig, men ville dog ikke ødelægge mit dagdrømmeri, hvis den korte afstand nu gjorde, at det ikke så nær så godt ud, så jeg lod vær.
Den scene er mit TOTAL OVER MEGA MEGET yndlingsscene.
Boblen sprang da jeg blev tvunget til at træde ud af teateret. Musikken stoppede samtidigt og billernes dytten og busserne larmen fik mig tilbage til virkeligheden, men sangene sidder stadig i hjertet og minderne bliver gemt lige ved siden af.
Mig selv foran The phantom of the Opera, Hendes Majestæt's Teater.
Den lille kikkert.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar