Min alarm ringede lige så stille kl. 07.30. Don't know why kom lige så stille ind gennem mine ører og videre til hjernen, der registrerede at det var tid til at stå op. Min søvndrukken hjerne kom dog til at grine, da den hørte Don't know why fordi den kunne virkelig ikke forstå, hvorfor den allerede nu skulle vågne op fra den søvn, både den og jeg havde så meget brug for. Et usundt måltid morgenmad og et bad senere, pakkede mine hænder mine ting sammen, og overpakkede min krop med coumputer, strømledning, forlængerledning, adapter, ringbind, penalhus og bøger for derefter at tage nøglen og låse døren efter mine ben havde ført mig udenfor i et gråt vejr. Fødderne førte mig til skolens lille biblioteket, hvor de skulle plantes for de næste 2 ½ timer.
"Presentation af Denmark for de sidste 500 år - sidste redigering + generalprøve" var overskriften for formiddagen.
Powerpoint-showet "Denmark" blev åbnet, blokken fundet frem og tuscher i alverdens farver fundet frem, for nu skulle de endelige notater tages.
Hjernen elsker tre ting:
1) Start i midten
2) Billeder/tegninger
3) Farver
og det er opskriften på de optimale notater.
Blokken lå på bordet, låget fra den orange farve taget af og højrehånd skulle til at skrive, men stoppede op, da den nådede 10 cm fra papirets overflade. Den sendte signaler til den anden hånd, og sammen begyndte de at danse en al for velkendt dans: nervøsitet-dansen. Nå nej hjerne. Hvor mange gange skal jeg sige, at du ikke må bruge ordet nervøsitet? Du ved udemærket at det på coachingsprog hedder spænding. Det var nu at din berømte klap skulle gå ned, og forhindre at sådan nogle signaler blev sendt videre til hænderne. Til gengæld må jeg rose dig for, at du omgående ignorerede denne svaghed og svingede pisken over dem eller især højrehånd og fik den til at skrive igen. Den rystede dog let, men skrivningen begyndte dog.
2 en halv time senere var kroppen spændt og nervøs på engang. Det var godt ham Rob der kom og sagde til min krop: "Flyt dig så". Og krævede min afgang. Min hjerne needed freesk air og jeg skulle jo også sende det brev. Frisk air blev det dog ikke så meget til, da mit dovne jeg valgte at tage bussen ind til byen fordi undskyldningen var, at jeg ikke havde tid, hvilket også var tilfældet. Bussen kom og mine ben var nødt til at småløbe for at nå den. Jeg satte mig ind i bussen og min krop, og mærkede at jeg slappede mere af. Min hænder fandt frem til min mobiltelefon. Fik fingeren til at trykke "Medier" og piletasten "Ned" for at komme ind til "Musik" hvor den fandt fremt til sangen "Ich Bin Ich". Min hjerne kendte denne motivationsfaktor, og jeg mit menneskelig sind troede, at det var ligesom netop denne sang, mine spændte hænder havde brug for.
Das bin ich, das bin ich,
Das allein ist meine Schuld
das bin ich. Das bin ich, das bin ich,
Das allein ist meine Schuld.
Ich bin jetzt, ich bin hier, ich bin ich , das allein ist meine Schuld
Ich bin jetzt, ich bin hier, ich bin ich das allein ist meine Schuld.
Ich muss mich jetzt nicht finden
Darf mich nur nicht verliern.
Jeg er, Jeg er
Det er alt min skyld
det er mig.
Jeg er, Jeg er
Det er alt min skyld.
Jeg er nu, jeg er her, jeg er mig, det er alt min skyldJ
eg er nu, jeg er her, er jeg mig, at hele min skyld.
Jeg skal ikke finde migselv nu.
Jeg må ikke tabe.Dårlig oversættelse - I know. Det lyder bedre på tysk! ;)
Jeg undrede mig over, hvad der var så motiverende ved denne sang, men fandt dog hurtigt frem til, at det var musikken samt den korte strofe med tre korte ord, der hver især havde en stavelse.
02:12 inde i sangen satte klaverspillet for alvor ind. 02:18 kommer trommer på banen og 02:27 toppede stemningen for alvor og mine fingre trykkede trykkede for + for mere volume, men til mine ørers skuffelse blev musikken ikke højere, fordi maksimum var fundet.
Du kan godt. Kom så. Løft hagen og smil. Go for it! Go go! Gå så!
Sangen var slut 1 minut og 14 sekunder før jeg bussen holdt ind til siden og satte mig af. Derfor trykkede mine fingre "Tilbage" og et minut og 14 sekunder senere havde jeg taget fire skridt væk fra bussen og gik i den forkerte retning, hvilket jeg først fandt ud af mit i et lyskryds. Så mine fødder vendte mig om, og jeg gik over til et andet lyskryds. Der stod de pænt og ventede indtil kvoten af rødt lys var brugt op, og de tog de to første stive skridt indtil mine ører hørte en dytten og så ind i en buschauffør. Pulsen steg og kroppen rystede let. Heldigvis var der tid til at gå tilbage og så frem igen. Hurtigt, hurtigt gik de og tempoet satte kroppens varmeanlæg i gang, og fik endnu en gang den for længst bekæftede tanke om, at det var for varmt til denne vinterjakke på dette tidspunkt af døgnet.
Jeg slappede stadig ikke helt af. Mine tanker om præsentationen var ved at tage overhånd. Ville jeg gøre det godt? Elisabeth havde eller sagt, at det jo bare var Jon, og han ville jo ikke gøre en flue fortræd. Men det var ikke ham, der gjorde mig nervøs. Det var mig selv og mine egne forventninger. Jeg kan ikke leve op til dem, tænkte min hjerne og jeg selv for en kort stund.
Brevet blev postet fra det lille posthus og mit eget lille musikanlæg kom til sangen "Man in the mirror", som fik mit sind til at stoppe, men hvis du havde set mig på gaden, ville du ikke ha' lagt mærke til det. Man in the mirror gav mig et kæmpe slag i hovedet. Det kom bare. "Hvad (biip) havde jeg gjort?" tænkte jeg ved mig selv. Et slag til ramte mig - nu bare til den anden kind. En enkelt sølle tåre rendte kom ud af min tårekanal og rendte ned af kinden for det havde den lært af dens søster. Ingen af dem kendte dog til tyngdekraften, som var grunden til, at de skulle gøre sådan og hele deres indavlede slægt havde gjort det før dem.
Fortsættes engang ude i den mærkelige fremtid...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar